8. marts

Jeg plejer altid at markere Kvindernes Internationale Kampdag her på bloggen, og jeg har heller ikke glemt dagen i år. Jeg har bare haft lidt for mange arbejdsovervejelser rumsterende i mit hoved omkring især håndsprit, rengøring, ukendte skikke og muligheden for at rumme mig selv mens jeg befinder mig lysår fra min komfortzone, til at jeg har kunnet samle mig om at skrive noget med bare lidt substans.

Èn ting er dog faldet mig ind da jeg bladrede igennem mit facebook-feed i løbet af dagen: At naturen ikke har noget imod kvindelige ledere, og at der blandt nogle af de mest intelligente dyr er opstået “kulturer” hvor arternes overlevelse er helt afhængig af matriarkers lederskab. Her tænker jeg fx på spækhuggere og elefanter. De ville være ilde stedt uden erfarne bedstemødre til at vise vej i livet, så at sige, i både konkret og overført betydning. Det er godt at tænke på.
 
Jeg har vendt og drejet det gennem mange år. Iagttaget mig selv og andre mennesker omkring mig. Og jeg er kommet frem til at jeg simpelthen ikke tror på kønnets indflydelse på mænds og kvinders evner til at tænke, forstå følelser, tage beslutninger, formidle erfaringer og viden og udføre andre mentale processer. Når vi tror at der generelt er forskel, er det et kulturelt fænomen, og når der ser ud til at være forskel, skyldes det at vi bliver formet af de forventninger og krav der er til de to køn hver især i den kultur vi er en del af. Jeg kan ikke se det på nogen anden måde.

Gad vide om der nogensinde er nogen der har fundet på at læse fx gymnasieelevers stile i anonymiseret form og undersøgt om de kunne gætte kønnet på forfatteren? 

Hvis jeg havde udeladt mit navn og billeder af mig selv og ikke tilkendegivet at jeg er mor, fx, eller andre kønsafslørende ting her på bloggen, ville du, kære læser, så have kunnet gætte om jeg var kvinde eller mand?
 
Det gad jeg simpelthen godt vide.
 

Ni

Der er få ting der kan få mig til at føle at jeg – når alt kommer til alt – ikke er helt alene i verden med min måde at indsamle informationer og opfatte verden på. Den her podcast, fx, som tikkede ind på min telefon for et par timer siden, er måske en af dem:

 
Introverteret intuering er min hovedproces, men den er svær at forstå og beskrive selv for os der bruger den, som det også bliver sagt i podcasten. Hvis du er nysgerrig efter at forstå den og hvad den kan udrette, kan jeg kun anbefale at lytte.
 
Personality Hacker har nyligt også udgivet podcasts om hvorfor verden har brug for de andre tre introverterede processer: introverteret tænkning, introverteret sansning og introverteret føling, og der er lignende podcasts på vej om de ekstraverterede processer. Det er gode podcasts; jeg synes Joel og Antonia er dygtige. Just saying.

 

(Der er nogle uoverensstemmelser mellem overskrift, podcast, dato, udgiver og beskrivelse på hjemmesiden, men podcasten på den side jeg linker til, er den rigtige …).

 
 
____________________________
 
PS.
Hvis du kender din proceskode (mbti-typekode), men ikke kan huske rækkefølgen af henholdsvis dine fire bevidste processer og dine fire skyggeprocesser (og dermed ikke er klar på om du fx bruger Ni med en vis bevidsthed eller om processen er sværttilgængelig for dig), kan du finde en oversigt på side 28 i det typologiarbejdspapir jeg lavede sidste sommer.

Personality Hacker bruger deres car model (bilmodel) om rækkefølge og anvendelighed af bevidsthedens fire mentale processer i podcasten. Nøgle:
1. hovedproces > Driver (fører)
2. hjælpeproces > Co-pilot (copilot)
3. proces > 10 year old (10-årig på bagsædet)
4. inferiøre proces > 3 year old (3-årig på bagsædet)

Hvis du ikke kender din proceskode, kan du bruge arbejdspapiret til at finde den ved at læse det fra starten og følge afklaringsguiden. Eller bruge fx persontypeindikatoren på Jobindex (som også er på dansk).
 
 
PPS.
Hvis du lytter til podcasten og spekulerer på hvad jeg synes om The Wire, kan du få et hint her. Black Mirror står nu næst på min serieseliste ..
 

Om at gå

Jeg genlæser Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal. Igen griner jeg spontant af en bestemt sætning der forsøgsvis skal forklare hvorfor det at gå har forstyrret én persons mentale helbred (Hölderlins) og ikke en andens (Rousseaus):

“Det kan skyldes at Rousseau hovedsagelig gik kortere spadsereture og forvekslede det at gå med det at promenere, mens Hölderlin, som havde gået langt, var udslidt og præget af det han havde oplevet i løbet af sin vandring.”

Det er det der med at forveksle at gå med at promenere jeg synes er så sjovt. Er det mon ikke det de fleste af os gør i livet, altså også i overført betydning, selvom vi på bedste selvhøjtidelige vis fortæller hvor hårdt det er at træne til det næste maraton, hvor krævende det er at være småbørnsfamilie, hvor meget det tærer på os at arbejde 60 timer om ugen?

Ja, jeg spørger bare. Og konstaterer at selvom jeg i virkeligheden går vældig meget, mange kilometer om ugen, og bilder mig ind at jeg også i overført betydning tilbagelægger ikke ringe afstande, så er det sgu nok bare en behagelig og omkostningsløs promenade jeg er ude på. Der er lige så lidt blod, sved og tårer over den som over Rousseas promenader sammenlignet med de vandreture som mennesker der virkelig erobrer nyt terræn, gennemgår. At opfatte både mine ydre og mine indre bevægelser som en vandrers vigtige og hårde arbejde er i realiteten måske bare en egocentrisk vurdering af en sølle spadseretur.

Hvad ved jeg? Jeg ved hvad Tomas Espedal ved lige på dette sted, og det er ikke så lidt:

“Det der er sikkert er at den langvarige vandring er anstrengende. Den som har læst om vandringsmænd og landstrygere, ved at omstrejferlivet er barskt. Den der har set fotografier og billeder af landstrygere, kan se at landstrygerlivet er hårdt. Den der har gået på landevejen i nogle måneder, ved at vandringen er nedbrydende og brutal.

Man er hjemløs. Man sover ude. Man er fremmed og vækker mistanke. Man er snavset og sulten. Man er alene, går og går, det regner og blæser, man sover på nåde, i en lade eller på et pensionat; det man ejer bærer man på ryggen, benene værker, skuldrene værker, kroppen værker, man savner en seng og en kæreste.”

Ja. Det koster. At flytte sig for alvor. Og jeg spekulerer tit på om jeg egentlig kan og vil selvom jeg siger det, eller om jeg er bange for at betale prisen.

“Vi ved det ikke”.


Alle citater er fra side 43 i den danske udgave jeg har, fra Batzer & Co.

DVITO 2

At psykolog Lars J. Sørensen må være et meget klogt menneske, opdagede jeg allerede da jeg for mange år siden læste et interview med ham i Kristeligt Dagblad: Skam kan ødelægge sjælen. Jeg har linket til artiklen før, blandt andet her, men gode ting tåler gentagelse.

Lige nu, i disse dage, læser jeg Skam – medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord, også af Lars. J. Sørensen. Jeg forsøger at begribe på et dybere niveau hvad det er der driver mig rundt i manegen. Der er så mange rammende indsigter og formuleringer i den bog at det er stort set omsonst at vælge noget ud, men jeg vil alligevel citere et bestemt løsrevet afsnit som i den grad skaber resonans i mit system:

“Det vil ofte være mere hensigtsmæssigt at lede efter forkerthedsfølelsen i stedet for at trække den skjulte skamfølelse frem ved hårene, når man kommer på sporet af, hvor megen tvivl, ubehag og lede det vækker at være sammen med sig selv. Måske er den dybeste og mest smertelige rodspids i ensomhedsfølelsen netop ubehag ved at være sammen med sig selv. Når man ikke kan opfatte sig selv som godt selskab, kan sympati, medfølelse, omsorg og i sidste ende kærlig selvforståelse ikke trænge igennem ens tvivl på sig selv.”

11. Skam og socialiseringer til den aktuelle kultur – og ideologiSkam og stolthed, side 113

Det er sådan med skam – i hvert fald den hvide* af slagsen – at det er nærmest helt umuligt at få greb om den. De indsigter man er lige ved at gøre, smutter hele tiden fra en, på samme måde som hvis man prøvede at fange en håndfuld vand ved at gribe om den. Eller det er som at se i mørke: Genstandene i periferien træder tydeligere frem end det man har blikket rettet mod, og det gælder om at se udenom det man vil se, for at se det. Jeg tror ikke man kan arbejde målrettet eller særligt bevidst med sin skam, men man kan forsøge at lade en dør stå åben til det ubevidste (ville jeg sige) og for neuroaffektive påvirkninger der kan justere ens skamcensor (ville Lars J. Sørensen sige, tror jeg). Det kan kun ske i en relation, enten i relationen til en selv eller udvalgte andre, og det er på den måde risikabel adfærd, for når døren er åben for gode påvirkninger, er den det også for dårlige. Alligevel må man vove forsøget.

Jeg er ikke særligt modig. Og jeg er særligt sårbar over for hvid skam. Så jeg går meget varsomt frem i det her forvirrende arbejde, og et forsigtigt skridt på min vej er altså at læse Lars J. Sørensens bog. I hans indsigts- og omsorgsfulde selskab er risikoen minimal for at få aktiveret sin hvide skam mens man undersøger sin relation til sig selv, og jeg kan samtidig udsætte at påføre andre det der stadig forekommer mig at være mit dårlige selskab. I sidste ende – i hvert fald i teorien – er det ellers nok det der skal til. Altså at vove relationer til (de rigtige) andre mennesker.

Jeg har for få dage siden læst Karl Ove Knausgårds fire bøger Om efteråretOm vinterenOm foråret og Om Sommeren færdig. Karl Ove Knausgård nævner tit sin egen skam og sin opfattelse af sig selv som én der ikke er god (nok) til at være sammen med andre mennesker. Knausgård kan skrive så englene synger, og griber på en eller anden måde de der håndfulde vand som om fysikkens love ikke også gjaldt for ham. Her kommer en enkelt passage som jeg husker særligt godt, taget ud af Knausgårds sammenhæng der ikke eksplicit har noget med skam at gøre, og puttet ind i min som et løsrevet fragment (undskyld):

“Overgangen fra øjets virkelighed til hudens falder sammen med overgangen fra det sociale til det private, og for en som mig der har problemer med nærhed, som næsten aldrig kan lide at blive rørt ved, og som næsten aldrig kan lide at røre ved andre, er hud derfor forbundet med ambivalens, for også min hud vil være tæt på anden hud, måske mere end noget andet, samtidig med at den frygter det og derfor forsøger at undvige det, eller begrænse det. Så bliver hudens længsel som en slags hund og viljen en lænke jeg holder den i.”

Om Sommeren, Hud, side 328-329

Ja, sådan er det. Jeg genkender flokdyret i mig som vil være tæt på andre mennesker, som vil mærke varmen fra fællesskabet, selvfølgeligheden i at høre til uden at skulle spekulere på om jeg i andres og egne øjne er berettiget til det, og samtidig min stålsatte vilje til ikke at slippe det her dyr løs og risikere at blive sparket, råbt ad og sat på plads.


*Lars J. Sørensen skelner mellem livsbekræftende, helende skam (rød) og ødelæggende, invaliderende skam (hvid). Han citerer et digt af Else-Britt Kjellqvist, Rødt og hvidt, hele to gange i sin bog, på side 11 og 54. For at respektere den originale opsætning som jeg ikke kan gøre efter her, citerer jeg digtet her i form af et foto af side 11: