Kategori: Det tunge

DVITO

Nogle mennesker får mig til at føle skam. Ikke skyld over noget jeg gør, men skam over det der er mig.

Jeg tror ikke de gør det med vilje, eller fordi de synes jeg skulle skamme mig. Jeg tror det sker fordi der er noget ubehageligt og ubevidst de ikke kan lide at føle i sig selv, måske deres egen skam, og jeg tror ikke de kan mærke eller forestille sig hvad der bliver sat i gang i mig. Jeg tænker at min tilbøjelighed til at føle (hvid) skam er større og mere veludviklet end de flestes, og at det er de færreste der kan genkende den, så jeg undskylder og tilgiver de her mennesker. Jeg under dem at være velsignede med en højere skamtærskel end mig selv.

Det er indbygget i skam at man skammer sig over at skamme sig. Det kræver et meget stort mod at tale om sin egen skam, især mens den er aktiveret og man føler den, og så stort et mod har jeg ikke. Måske derfor skriver jeg ud af det blå denne distancerede og tænkte, ikke følte, lille epistel om skam adresseret til alverden.

Min foretrukne løsningsmodel generelt når jeg har gentagne oplevelser der er følelsesmæssigt eller relationelt svære at udholde, er at fjerne mig selv fra den sammenhæng der udløser problemet. Også her er jeg en uforbederlig kryster. Relationer hvor min skam bliver aktiveret igen og igen, er ikke relationer jeg bliver i. Det er for smertefuldt og krævende gang på gang at skulle komme igen efter et skamanfald.

(Hvid) skam er gift. Og angsten for at komme til at føle skam er gift. Jeg må se i øjnene at jeg er et menneske der er meget sårbar over for den her gift. I mange tilfælde er det muligt for mig at være med skammen når den opstår, men i sjældne tilfælde må jeg afslutte en relation hvis giften flyder frit og påvirker mig for meget.

At rejse er at leve?

Jeg har ikke set ret meget af verden. Jeg har aldrig rigtigt kunnet finde ud af at prioritere at rejse. Det virker uoverskueligt rent praktisk, og det har altid været stort set det sidste jeg havde lyst til at afsætte penge, tid og energi til.

Jeg ved jeg er mærkelig. Jeg kan godt mærke hvor meget det at rejse betyder for andre, og hvor meget rigere de synes deres liv bliver af også at kunne skrive New York, Afrika eller Patagonien i deres logbog.

Til gengæld har jeg også lagt mærke til i samtaler med andre mennesker, at når det kommer til at have udforsket det indre landskab, mangler jeg tilsyneladende ikke ligefrem rejseerfaring. Det er jo ikke noget der nogensinde kan bevises, logges eller kortlægges, for det indre landskab vil altid være subjektivt og oplevelserne svære at formidle, men det forekommer mig bare at jeg i hvert fald ikke har set mindre af den indre verden end så mange andre. 

Misforstå mig ikke. Det skal ikke opfattes som et plaster på såret. Det er fuldstændig som jeg ønsker det, og det har meget stor værdi for mig. Det er min rigdom.

At rejse i den indre verden er at leve.

De to F’er

Dagen i dag er om noget fortællingen om Fællesskab og Forræderi. Det første kan vi ikke leve uden, og det andet må vi leve med (risikoen for) når vi er en del af det første. Det er et grundvilkår i livet, og det er et aspekt ved det at være menneske jeg personligt har bøvlet med hele mit liv.

Jeg ved at jeg selv har evnen til og risikoen for at forråde i et svagt øjeblik, for jeg har set mig selv gøre det. Jeg ved også at jeg har evnen til og risikoen for at blive forrådt i et svagt øjeblik, for jeg har oplevet at blive det. Jeg tænker for det meste at jeg hellere vil betale prisen for ikke at være med i et fællesskab end at løbe risikoen for både at forråde og blive forrådt, men det er som om det ikke kan lade sig gøre. Fællesskabet er der uanset hvad. Jeg hænger sammen med andre, og jeg kan ikke isolere mig (med mindre jeg dør, og spørgsmålet er endda om det så lader sig gøre?).

Jeg spørger mig selv om hvad der er mest smerte forbundet med: Isolation eller forræderi? Jeg hælder mest til det sidste hvilket er en udfordring når jeg har erkendt at jeg ikke kan opnå det første. Jeg spørger omvendt også mig selv hvad der så er det positive, glædelige eller opløftende der alligevel trækker mig ud i at vove fællesskabet frivilligt gang på gang, og her nøler svaret noget mere med at åbenbare sig. Måske er det glimtene af kærlighed der trods alt viser sig ind imellem, fra andre til mig og fra mig til andre? Måske er det en tro på at det trods alt er dét at kontakten lykkes i sjældne øjeblikke, der giver livet et formål overhovedet? At vi ikke bare lever, men ligefrem eksisterer for de øjeblikkes skyld?

Jeg ved det ikke. Jeg bliver ved med at spørge.

Hammer og ambolt

Mads & Monopolet i dag. Der er en mand der har skrevet ind fordi han er træt af at kvinder ikke er interesserede i ham som kæreste, men kun som en lyttende og forstående ven. En tilsyneladende empatisk og omsorgsfuld mand. Asger Aamund siger noget om at han er for lidt hammer og for meget ambolt, og at han bliver en veninde med bukser på.

Så er det lige det går op for mig at hvis jeg følger Asgers tankegang, er jeg for meget hammer og for lidt ambolt og bliver en (arbejds)kammerat med kjole på.

Og hva’ så?

Jeg tror simpelthen ikke på at ens fysiske køn har noget som helst at gøre med hvilke personlige egenskaber eller talenter man i øvrigt har. Og jo hurtigere vi holder op med at tro det, jo bedre et sted bliver verden at være for rigtig mange mennesker.

Og til manden der var for meget ambolt: Måske skal du bare vente på at du møder en kjoleklædt hammer. De er måske sjældne, men de findes.