Kategori: Det tunge

Intro-versioner

Hvis du er introvert og altid har undret dig over hvordan det kan være at du på én måde godt kan genkende dig selv i andre introverte, men på mange måder ikke kan, er der måske en afklaring at hente i Susan Storms indlæg “Which Introverted Personality Type Are You? Discovering the 8 Styles of Introversion”. Her skiller Susan Storm nemlig mbti-byggeklodserne ad og sætter dem sammen på en anden måde end når man bare kører løs med de traditionelle typekoder.

Personligt har det “altid” slået mig at de ting jeg har til fælles med de fleste introverte, er relativt få i forhold til de kæmpestore områder jeg synes jeg er helt anderledes på. Efterhånden har jeg lært at min oplevelse af anderledeshed først og fremmest skyldes at jeg har introverteret intuition som hovedfunktion hvilket rent statistisk er klart underrepræsenteret i befolkningen som helhed, og dernæst at jeg bruger tænkning som sekundær funktion hvilket er underrepræsenteret blandt kvinder. Det er blandt andet derfor kilometerlangt fra givet at jeg oplever at have fundet en åndsfælle blot fordi jeg møder et andet introvert menneske. Det store fokus på introversion i sig selv der er oppe i tiden, efterlader mig ofte med lige dele afmægtig resignation og hovedrysten, og personligt føler jeg mig klart mere på bølgelængde med tænkende ekstraverterede intuitive og intuitive ekstraverterede tænkere end med flere at de introverterede typer der bruger andre opfatte- og vurderefunktioner end jeg selv.

Alle mennesker, også personer der mener at have samme mbti-kode som bedste match, er forskellige, og typologien er under alle omstændigheder blot en beskrivelse af en lille bitte mikroskopisk del af et menneskes psykologi. Når det er sagt, kan det blive ved med at fascinere og interessere mig at dykke ned Jungs typologi og udvikle mine redskaber til at ordne denne lille del af kaos bare en smule mere og forstå både andre og mig selv lidt bedre.

—
Fredag 15.12.2017 kl. 10:57: Der var fejl i linket til Susan Storms indlæg, men det er nu rettet.

Noter

Note til mig selv

Link til lige-i-skabet-beskrivelse af den kognitive funktion ‘introverteret intuition’ i Jungs typology, mbti-systemet og andre systemer med samme fundament:
https://www.psychologyjunkie.com/2017/11/03/10-intuition-hacks-infjs-intjs/.

Note til de læsere der på trods er nået helt herned

Introverteret intuition er INTJ’erens og INFJ’erens hovedfunktion eller dominerende funktion. Det er de to typers ofte meget skjulte “general” som sætter sit præg på personlighedens øvrige “funktionsstab”* og deres måde at fungere på.

Note til de ustoppelige

*
INTJ:
1. Introverteret intuition (Bilmodellen: Fører)
2. Ekstraverteret tænkning (Bilmodellen: Co-pilot)
3. Introverteret følelse (Bilmodellen: 10-årig på bagsædet)#
4. Ekstraverteret sansning (Bilmodellen: 3-årig på bagsædet)

INFJ:
1. Introverteret intuition (Bilmodellen: Fører)
2. Ekstraverteret følelse (Bilmodellen: Co-pilot)
3. Introverteret tænkning (Bilmodellen: 10-årig på bagsædet)#
4. Ekstraverteret sansning (Bilmodellen: 3-årig på bagsædet)

Note til dem jeg ikke engang har ord for

#
Alt efter hvilken retning man bekender sig til, kan den 3. funktion (den 10-årig på bagsædet) eventuelt veksle mellem indstillingerne introverteret/ekstroverteret efter situationen. Det er nu ikke noget jeg tænker med.

‘slavegjort’

I søndags så jeg udstillingen Bag guvernørens spejle på Christiansborg. Ved at gå rundt i en udstilling af nogle (kopier) af Generalguvernør Peter von Scholtens møbler, blandt andet, får man som besøgende et indblik i kolonitiden på de vestindiske øer. En guide gav en god og velformidlet rundvisning, og under den brugte han konsekvent udtrykket ‘de slavegjorte’ om det vi normalt kalder ‘slaver’ med henvisning til at det var en vedtaget konsensus omkring formidlingen af kolonitiden i forbindelse med 100-års-jubilæet for salget af de vestindiske øer til USA. Lang historie kort.

Jeg tænkte med det samme at det selvfølgelig handler om at markere en afstandtagen til forestillingen om at nogle mennesker er slaver (fra fødslen, altid, uundgåeligt) og dermed at de ikke er mennesker på samme måde som os – en komplet uhyrlig opfattelse som enhver formidler naturligvis må tage afstand fra.

Her til morgen måtte jeg lige google lidt. Jeg fandt blandt andet denne artikel på politiken.dk hvor samme tanke bliver udfoldet sammen med nogle rent sproglige overvejelser. At et menneske ikke er slave, men gjort til slave. Til det sidste bemærker artiklens forfatter at ‘slavegjort’ er sat sammen af et substantiv og ‘gjort’, og at det en sjældenhed. Hun spekulerer selv lidt videre over det .. skulle vi måske sige ‘kvindegjort’ og ‘jydegjort’ i stedet for ‘kvinde’ og ‘jyde’? (Samt et eksempel mere, men det holder altså ikke til substantiv+’gjort’-reglen så vidt jeg kan slå op, så det udelader jeg her).

Under alle omstændigheder: Jeg finder tanken æggende og kan ikke lade være med at tænke videre:

slave > slavegjort

syndebuk > syndebukgjort

monster > monstergjort

leder > ledergjort

overmenneske > overmenneskegjort

helgen > helgengjort (det findes da, gør det ikke?)

undermenneske > undermenneskegjort

.

.

.

.. jeg lader listen stå åben. Der er mange andre forestillinger om mennesker et menneske burde tage afstand fra :-).

Resterne

Forestil dig at 2 procent af alle mennesker pludselig forsvinder sporløst fra jordens overflade i en begivenhed der efterfølgende kaldes The Sudden Departure, og at du er blandt de 98 procent der er tilbage, og som skal finde en vej gennem resten af livet på trods af de uforklarlige tab uden fortilfælde. Måske var du så heldig at ingen af dine allernærmeste var blandt de 2 procent, men så var din nabos datter eller søsters mand eller måske en bekendts hele familie blandt dem. Ingen lades uberørt.

Og hvad har du og alle de andre leftovers at gøre godt med for at klare jer og leve videre? Kynisme, sindssygdom, tro, selvophøjelse, vrede, misbrug, vold, plattenslageri, gentagne selvmord, kærlighed.

Jeg snakker om serien The Leftovers hvor alle coping-strategier kommer i brug i det vilde tankeeksperiment som serien udgør. Den er som en filosofisk undersøgelse i “praksis” af hvad der sker med mennesker efter en kollektiv ekstremt traumatisk hændelse, og det bliver gjort meget gennemført og gennemtænkt. Hver gang man har været vidne til et menneskes, eller en gruppe menneskers, tilsyneladende helt vilde og uforståelige handlinger, skifter perspektivet, og man ser på den samme hændelse med helt andre øjne og må til sin egen forbløffelse endnu engang revidere sin dom over det man så.

Til sidst er man meget rummelig over for de her martrede mennesker og deres gerninger. Ens fantasi – måske endda ens evne til empati – bliver strukket til det yderste, ligesom man har stof til eftertanke til lang tid efter at man har set sidste afsnit til ende. Et afsnit jeg i øvrigt så med åben mund og polypper. Ikke en sk.. havde jeg kunnet regne ud, ha. Det er altså meget godt lavet, efter min mening.