Kategori: Det tunge

Nyt ord 👍

Jeg har lært et nyt ord i løbet af weekenden der lige er gået, og det er helt og aldeles skønt efter min mening:

“At “afvenne” betyder at vælge en ven fra. På engelsk kaldes det at “unfriende”, og på dansk bliver det for omstændeligt at skrive “stoppe med at være venner med””.

– Trine-Maria Kristensen:
Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier,
side 84, note 39
Det lyder fuldstændig som både “afvende” og “afvænne”; ingen kan høre forskel; jeg kan i hvert fald ikke. I mit hoved kommer ordene til at udgøre en vældig fin treenighed når jeg rumler lidt over dem. Jeg kan sagtens forestille mig en sætning hvor de alle sammen indgår, og som giver mening. Prøv selv …
Jeg har sendt ordet ind til ordnet.dk. Det skal med i ordbogen, synes jeg.

Mere pink

I dag har jeg tilbragt en del tid i denne bogs gode selskab. Jeg bliver klogere med raketfart på især forholdet mellem mennesker med forskellige personligheder og sociale medier efterhånden som jeg sluger kapitlerne, og der falder virkelig nogle brikker på plads i mit forvirrede og ambivalente hoved. Blandt andet bliver jeg mere og mere sikker på at det helt rigtige for mig er at lægge hovedparten af min tilstedeværelse på sociale medier her på denne weblog, som Trine-Maria Kristensen kalder det.

Det er her jeg hører hjemme, og det er her jeg vil kunne findes af dem der orker det og er oprigtigt interesserede i indholdet. Jeg ønsker ikke at stoppe noget ned i halsen på nogen.

Jeg ønsker også at alle der vil, skal kunne læse med her uden nogensinde at føle sig forpligtet til at give nogen form for respons eller fortælle nogen som helst at de gør det. Præcis som når man læser en bog eller en avis eller ser en film. Det skal være toldfrit at læse med her. Det siger jeg fordi jeg selv er en person der hurtigt bliver drænet og overstimuleret af kontakt, interaktion og synlighed, og jeg bliver virkelig irriteret når der er lagt op til – i det mindste mellem linjerne – at jeg skal like dit og kommentere dat, eller når informationer om mine aktiviteter siver ud af privatsfæren.

Jeg er desuden heller ikke meget for at initiere hverken hårde diskussioner eller løs småsnak; jeg vil faktisk bare gerne dele lidt af mig selv. Det er processen indtil udgivelsen der er den primære grund til at jeg blogger. Eventuelle meningsfulde og respektfulde samtaler i et overkommeligt mål og et langsomt tempo efterfølgende hvor en læser fordyber sig i sine tanker omkring det jeg har skrevet, har også en tårnhøj stjerne hos mig – det er det fineste jeg kan modtage fra andre, og til min store glæde genererer nogle af mine blogindlæg faktisk sådanne samtaler. Samtalerne udspiller sig dog ikke så tit her på selve bloggen hvor jeg har haft kommentarer slået fra i perioder, men på andre medier eller “bagom” (også Trine-Maria Kristensens udtryk) via private mails, og det passer mig storartet.

Udover det er jeg egentlig bare glad for at vide at “nogen” følger med, og det ved jeg at “nogen” gør fordi “nogen” fortæller mig det, og fordi jeg kigger i bloggens besøgsstatistikker.

Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om bogen, kan du finde en del omtale af den på nettet; blot googl “Trine-Maria Kristensen Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier”.

Jeg er med garanti den første låner af det afbildede eksemplar – som biblioteket har skaffet mig også med raketfart – men jeg håber at mange kommer til at læse den efter mig fordi det kan gøre de sociale medier til et bedre sted at være for mange. Jeg skal nok skynde mig at blive færdig og få den afleveret.

 

Noget om sko og løkker

Så The Homesman i går i fjernsynet, og det er jeg glad for. Ikke fordi det var nogen udpræget fornøjelig film, men fordi det var en film om noget meget vigtigt som jeg til gengæld har fornøjelsen af at tænke videre over.

Nogle mennesker kan fylde nogle meget store sko ud. Men hvis de konsekvent bliver mødt af andre som om de virkelig burde tage sig sammen og klippe en hæl og hugge en tå for at passe ned i nogle meget mindre sko så deres udtryk ikke forstyrrer de andres stærkt begrænsede udsyn og indsigt, kan også sådanne mennesker knækkes og komme i tvivl om hvem (om nogen?) der bør ende med en løkke om halsen (eller livet).

Summasummarum. Bortset fra det er der meget andet godt at reflektere over efter den film.

Håndværk

“Hold op, du skriver hurtigt!”

Den bemærkning har jeg fået utallige gange de sidste par år når jeg ind imellem har skullet bruge en computer på mit arbejde og har tampet løs i nogle kollegers nærvær.
“Ja, hvis jeg ved hvad jeg skal skrive, så går det vist ret hurtigt”, plejer jeg at sige, og så fortæller jeg historien om hvordan jeg havde maskinskrivning som valgfag i en af de ældste klasser i folkeskolen. Hr. Thurah sad ved katederet og overvågede at vi beholdt pladen over tastaturet på hvert vores hakkebræt og forsøgte at skrive meningsløse tekster af uden at kunne se tasterne, men ved at placere hænderne præcis rigtigt til en start, og så finde de rigtige taster ved at kigge på en oversigt over hvordan de var placeret, og hvilke fingre man skulle bruge til hvilke bogstaver og tegn. 

Disciplin har aldrig været mit problem hvis jeg har kunnet se den tjente et formål, så jeg gjorde præcis hvad jeg skulle, én eftermiddagstime hver uge et helt skoleår igennem, og jeg er troligt fortsat med at bevæge fingrene på præcis den måde oversigten foreskrev, hver evig eneste gang jeg har siddet ved et tastatur siden. Med tiden er der kommet genvejstaster og andre computerrelaterede teknikker til.

Det kan lyde røvsygt i nogles ører. Men det har resulteret i at der er et redskab – tastaturet – som jeg behersker brugen af, og det er næsten som at have et håndværk. Jeg er faktisk lidt stolt af det.

Jeg blev spurgt om forleden om jeg havde en hobby som jeg gik meget op i. “Næ”, svarede jeg da jeg forstod ud fra sammenhængen at en idræt som svømning ikke lige var det der blev spurgt ind til. Men det var bar’ løgn. Hvis jeg skulle pege på én beskæftigelse (som ikke er et lønarbejde), som jeg går meget op i, så er det at skrive. Og jeg vil være evigt taknemmelig for at hr. Thurah og folkeskolens daværende bestemmelser førte mig frem til at kunne beherske de allermest grundlæggende teknikker til at udføre den hobby i praksis, og at jeg forholdsvis ubesværet kan give mit indhold form.