Kategori: Det tunge

Forholdet 1:1

Der er den her måde i mit system at forstå selskabelige situationer på, som altid har udfordret mig fordi jeg hverken forstår det selv eller forventer at andre forstår det.

Hvis jeg er sammen med flere end ét menneske, kan jeg ikke lade være med at opleve at jeg er overflødig. Der er ligesom ikke brug for mig og det jeg har at give, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg skal være der også – med mindre jeg har et helt konkret arbejde at udføre, selvfølgelig, dvs. en funktion som gør en positiv forskel i forhold til at nå et mål.

Hvorfor folk synes jeg skal være til stede når de allerede har nogen at være sammen med, er mig en gåde, ligesom det omvendte er mig en gåde, altså når folk synes at andre også lige kan komme og være med selvom de oprindeligt havde en aftale med mig. Jeg vil gerne se mennesker jeg kan lide, men hvis jeg skal se dem i selskab med andre, forsvinder muligheden for et egentligt møde og en dyb samtale, og så går meningen fløjten for mig. Med mindre, som nævnt, at meningen er at jeg skal udføre en opgave.

Jeg har observeret og forstået at de fleste andre ikke har det sådan. At folk som flest har andre behov og ønsker end mig, når det kommer til selskabelighed. Jeg tror måske endda jeg kan forestille mig ret præcist hvad de tænker og føler, så jeg opfører mig høfligt og forsøger at tilpasse mig situationen. Måske lader jeg som om jeg synes at det er hyggeligt fordi jeg forstår at det glæder de andre, og fordi jeg ikke vil gøre nogen kede af det. Men sandheden er at jeg egentlig synes folk misbruger min tid og mine kræfter på den måde. Jeg kunne jo lave noget andet mens de snakker.

Seriemani

Jeg går til bekendelse: Jeg er serieman. Jeg ser stort set aldrig tv (ejer end ikke et apparat og streamer kun nødtørftigt fra dr’s hjemmeside hvis noget virkelig fanger min interesse). Men HBO og Netflix har mig i deres hule hånd, og uden de to tjenester kom jeg til at mangle inspiration, flugt fra hverdagen, universer at udforske, viden at indsamle, problematikker at tænke over, personer at identificere mig med, personer at tage afstand fra og så selvfølgelig underholdning.

Mit sidst afsluttede serieprojekt er Black Sails (HBO) hvilket ud over den blot og bare fornøjelse ved at se en rigtig kvalitetsserie fik mig til at grave lidt i det historiske omkring pirater, 1700-tallet, Caribien, kolonialisme .. og mere. Serien har også fået mig til at læse Skatteøen af Robert Louis Stevenson, og – tro det eller ej – jeg syntes den var vildt spændende! I mange øjeblikke hvor jeg skulle vælge at bruge min sparsomme fritid på at læse i den eller se videre på mit næste serieprojekt (mere om det nederst), valgte jeg bogen. Intet under at den er blevet en klassiker!

Nu er jeg færdig, og selvom det ikke føles helt så tomt og sorgfuldt som når en god serie slutter og man skal sige farvel til de fiktive karakterer man har lært at kende og fulgt med interesse (at sige farvel til James Flint/McGraw var i særklasse hårdt!), er det alligevel en anelse surt at være nået dertil. Sagt med taknemmelighed over den fine oplevelse.

Til at starte med fandt jeg på at se Black Sails for at udfylde det seriehul der var opstået i mig efter at jeg havde set alle udgivne sæsoner af Vikings. Vikings er en serie som jeg på alle måder har haft den største fornøjelse ved at fordybe mig i, og som en ekstra, værdifuld bonus har den givet anledning til nogle virkelig fine snakke med min ene søn om både konkrete historiske fakta, eksistentielle temaer og filmiske kneb.

Fra udstillingen Kongernes Jelling, Nationalmuseet i Jelling – et eksempel på hvor historiske fakta og Vikings flugter, omend tidsperspektivet er forskruet:

Til efteråret kommer der en ny sæson, og jeg venter spændt til bristepunktet, men indtil da må jeg finde på noget andet at se, og Black Sails var på alle måder en værdig “afløser” at finde og i helt sin egen ret som en stor serie.

Andre skatte, som jeg ved venners gode hjælp har fundet, er The Fall (Netflix) og Big Little Lies (HBO) som begge tilhører helt andre genrer og har stærke budskaber vedrørende det at være kvinde (og mand).

Derudover er jeg en sucker for Elementary og Sherlock (begge Netflix) – men det har helt sin egen for mig personlige “logik” (altså at jeg er en sucker for dem, ikke serierne i sig selv; i dem er logikken soleklar).

Nu ser jeg Game of Thrones (HBO). Jeg prøver at indhente hele serien for at nå frem til at kunne se den nye sæson parallelt med min søn og “alle” andre mennesker i verden. Det er fint, og som Arya er jeg ved at udvikle min helt egen liste over hvem jeg ønsker død i det univers. Og for egen regning: hvem jeg ønsker lever længe og får magt og indflydelse. Meget mere er der ikke at sige om den serie for min part. Jeg keder mig ikke (hele tiden), men som sagt ovenfor: Udkonkurrere Skatteøen kan den ikke i min verden.

Nu ved du hvilke serier undertegnede serieman er optaget af lige for tiden, men ikke særligt meget om hvorfor, og det er med vilje. Hvis du leder efter en serie at kaste dig over og generelt har en fornemmelse af at interessere dig for det samme som mig, vil jeg anbefale at tjekke de nævnte serier ud på nettet og se om de rammer en streng i dit eget univers. Jeg tror ikke meget på objektive vurderinger når det kommer til kulturelle tilbud, men langt mere på at så at sige alle kulturelle tilbud kan være værdifulde, berigende og lærerige hvis de rammer én på det præcis rigtige tidspunkt.

Forsagtheden

Jeg læser mere af Roy Jacobsen, nu er det Anger der fængsler mig. Det er uretfærdigt og måske endda ufrugtbart at tage en passage ud af sammenhængen og kigge på den fuldstændigt løsrevet, men jeg må gøre det alligevel. Der er et bestemt ord og et bestemt sted i bogen der har optaget mig hele dagen. Ordet er ‘forsagt’, og det indgår i en sammenhæng hvor hovedpersonen bliver talt til på en måde som ikke bare får ham til at føle sig malplaceret hvilket han aldrig bliver påvirket af, men også forsagt hvilket er noget andet fordi det – med forfatterens præcise ord – får én til at demontere sig selv og gå i opløsning af egen kraft.

Se, det kender jeg uden at jeg har vidst at det er sådan jeg opfatter det. Jeg kan også godt tåle at opleve at være malplaceret, det er til at leve med for så kan man bare gå et andet sted hen. Men at føle sig forsagt i betydningen tilskyndet til at trække sig fra verden, fylde så lidt som muligt, dét er en helt anden sag.

Forsagt betyder nogenlunde det samme som genert eller sky, og ordets sproglige rod peger i retning af betydninger som at tabe modet og blive bange. Jeg ved præcis hvad der kan få mig til at tabe modet, blive bange og tilskyndet til at opløse mig selv: Det kan hændelser eller udvekslinger mellem mig og andre som tænder en brændende, uudholdelig skamfølelse indeni mig og får mig til at frygte at være blevet forkastet som menneske, latterliggjort, ikke-forstået, misforstået eller nedgjort. En følelse af at jeg er et uværdigt og forkert menneske og at der ikke findes noget sted på guds grønne jord hvor jeg hører hjemme. At selve min eksistens er en fejl.

Jeg tror at skam er årsagen til (stort set) alle ulykkeligheder og kontroverser mellem mennesker. Når vi arbejder med vores skamfølelser, arbejder vi med selve grundlaget for at vi kan gøre det modsatte af at demontere os selv og opløse os ved egen kraft og i stedet at montere os selv i verden og lade os selv træde frem og ind i livet som dem vi er. At kunne gøre det er tillige grundlaget for at vi kan lade andre gøre det samme uden at der opstår ulykkeligheder og kontroverser – også når vi synes de andre er meget forskellige fra os selv.

Om at tage sig tid til at spilde et øjeblik

Jeg har en fornemmelse af at der er sket noget med min hjerne de sidste tre år efter at jeg forlod min familie fordi jeg var blevet så lille af at være i den at næste skridt var døden. Eller efter at jeg blev smidt ud af min familie fordi den syntes jeg ydede så lidt at den ønskede en udskiftning. Eller hvordan det nu var. I hvert fald er min hjerne blevet mærkelig; jeg kan næsten ikke kende den, for den kører på nedsat kraft, og jeg ikke kan koncentrere mig eller samle mig om at tænke ordentligt som jeg kunne før, for slet ikke at tale om at huske. Jeg må se mig selv gå rundt i verden som noget nær en idiot, og det er virkelig ikke sjovt.

Det skriver jeg for at nå frem til at sige at jeg heller ikke kan skrive mere. Jeg gør det bare alligevel ind imellem, for af alle de beskæftigelser et menneske kan kaste sig over i dette liv, er det at skrive den jeg holder mest af. Vi må holde resultaterne ud, både du og og jeg, der er ingen anden vej. På trods.

“Man er hvad man yder”, stod der på et træsnit på væggen i køkkenet hos mine forældre. Min far havde lavet det og læste det tit op i et tonefald der lod ane at det her var hans livs motto, og at det var den vigtigste lektie for noget menneske i verden at lære. Min far var bådebygger, og selvom han ikke mejslede sine ord i sten, men snittede dem i træ, var de ikke mindre gennemslagskraftige, og nu råber han budskabet ud inde fra mit overjeg så jeg næsten ikke kan høre andet.

Næsten. For ind imellem slipper der alligevel noget ind via hørelsen, som jeg rent faktisk hører efter. “Take the time to waste a moment”, lød det forleden i min radio, og selvom Kings of Leon vist nok mener noget helt andet end det jeg kom til at tænke, fik det mig til at sætte mig ned og høre efter. Indefra. Forundret over den gåde som voksede frem i mit hoved, for her var noget der udfordrede mig.

Der var noget der ikke hang sammen. Noget der var splittet. Noget som jeg måtte forsøge at samle. Og efter at have siddet dér lidt, gik det op for mig at dette noget var mig. Jeg er to, og jeg hænger ikke rigtigt sammen.

Jeg et menneske, der spilder rigtig mange øjeblikke, hvis man tager ydelsesbriller på. Jeg er virkelig god til at beskæftige mig selv med noget hvor jeg hverken giver nogen noget eller præsterer noget. Det ved jeg godt om mig selv; det der slog mig, var at jeg altid gør det i dølgsmål. Der er aldrig nogen der ser mig i de øjeblikke hvor jeg ikke yder noget for andre eller en sag endsige præsterer. Jeg er altid alene når jeg sådan laver “ingenting”. (Den eneste undtagelse er måske lige når jeg en sjælden gang er sammen med mine sønner, men det er noget nyt jeg er begyndt at øve mig på). Så snart jeg er i selskab med bare ét andet menneske, begynder jeg at yde. Så snart jeg ikke er alene, forsøger jeg at afkode hvad det er jeg skal yde for at det giver mening at jeg er til stede. Vel sagtens fordi jeg ellers ikke ville føle at jeg havde ret til at være der. Eller at jeg simpelthen ikke ville være der overhovedet, at jeg ville forsvinde.

De eneste tidspunkter jeg ikke yder noget på, men slapper helt af og bare er, er når jeg er alene hjemme hos mig selv eller alene ude i naturen. Når jeg er på besøg eller har besøg, når jeg er på job eller når jeg mødes med andre ude til en gå- eller svømmetur, for eksempel, er jeg på arbejde i betydningen af skulle yde det andre forventer eller beder om, im- eller eksplicit. Det kan være hyggeligt, tilfredsstillende, selvtillidsgivende, sjovt og alle mulige andre gode ting, men jeg er stadig på arbejde, bliver tappet for energi og får snart brug for at holde fri.

Jeg er også et menneske der går til yderligheder for at yde noget når jeg er på arbejde. Jeg laver hele tiden noget, for jeg ville ikke ane hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis jeg lod være. “Du har en overproduktion af pligtfølelse”, sagde en kollega engang, “og hvis du benægter eller bortforklarer det, er det en del af problemet”. Jaja, hvor er du klog, tænkte jeg, hvad fanden skulle jeg ellers lave når jeg er på arbejde, jeg ville aldrig med min gode vilje overlade ekstra arbejde til mine kolleger og desuden får jeg jo penge for at være her og skal ligesom (for)tjene dem!

“Jeg vil vædde med at der er totalt clean hjemme hos dig, og at du aldrig sidder stille når du har fri”, sagde en anden kollega en anden dag. Han skulle bare vide! Jeg sidder virkelig meget stille, og jeg kan sagtens bruge timer på bare at surfe på nettet, se serier, hækle, læse og småsove – trods ophobninger af både opvask, nullermænd, mails jeg burde besvare og alt muligt andet. Men altså: Kun når jeg er alene.

Det er som om jeg skal vælge mellem at være at være mig selv eller at være sammen med andre mennesker. For jeg kan hverken opgive mig selv eller styre min udmattende ydetvang, ergo foretrækker jeg at være alene, og i længden bliver det ret ensomt.

Lykken ville være at kunne være i samme rum som et andet menneske og være fri til at yde eller ikke yde alt efter hvad jeg fandt passede til både mit eget behov og situationen. Og jeg er mere end parat til at gøre en indsats for at komme frem til at blive i stand til det. Så kunne jeg hænge sammen, tænker jeg.