Kategori: Det tunge

Marts

“Marts er den af årets måneder, der er mindst brug for. Menneskene ser solen stige højere på himlen og lader sig bedrage af lyset, der bare gør vinteren mere synlig”.

Ordene indleder kapitel 7 i Hvidt hav af Roy Jacobsen. Med sin mesterligt knappe, nøgterne og samtidig poetiske stil stiller han ret store krav til mig som læser, men det er al umagen værd at tage udfordringen op. Jeg har læst bogen to gange i træk, og jeg er stadig ikke færdig med den. Det betragter jeg som en stor gave.

Hvidt hav er en fortsættelse af De usynlige som også var en fin og stor oplevelse at læse. Apropos dagen i dag, den 8. marts, vil jeg mene at skildringen af pigen og kvinden Ingrid er en mageløs fortælling om styrke der trodser pænt mange forestillinger om køn.

Tiden

Jeg har brugt weekenden på at læse den her bog. Meget andet af betydning er der ikke foregået.

“Jeg synes han skriver smukkest af alle. Sproget er sublimt, hans sanselighed dyb og hans integritet pletfri”, skrev jeg til en veninde, da jeg havde læst de første sider i sidste uge, men måtte lægge bogen fra mig fordi jeg blev for oprevet, for genkendt, for set til at kunne læse ind imellem andre gøremål og diverse forstyrrelser. Der skulle en weekend til. Sådan har jeg det med Tomas Espedals bøger generelt, og den her gik mere til mig end nogen af de tidligere. (Selvom det har været tæt på før >>).

Og til jer der er optaget af diskussionerne om autofiktion/virkelighedslitteratur og hvad godt eller skidt der kommer ud af det: Jeg er skideligeglad med hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Man kan ikke skrive en sætning uden at den indeholder begge dele. Det eneste jeg interesserer mig for, er sandheder, og dem finder jeg i mig selv når jeg læser. I særlig grad når jeg læser Tomas Espedal.

Og til spørgsmålet han stiller i bogen: Ja, det kan man. Jeg er sikker.

(Desuden: Også jeg kan længes efter døden. Jeg håber bare jeg når at rydde op efter mig, inden den indtræffer. Det sidste er måske en ting jeg skal arbejde med).

Rigdom

Nu må I ikke tro jeg har fået storhedsvanvid eller på anden måde forsøger at slå mig selv i hartkorn med to af de virkelig tunge drenge og piger, men da jeg hørte Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård i samtale her, http://channel.louisiana.dk/video/tomas-espedal-meets-karl-ove-knausgaard, fra 20 til 27, forstod jeg pludselig hvad hele det her mit blogprojekt i grunden er gået ud på fra start til nu og videre frem:

  • At kæmpe mod skammen. At give skammen kamp til stregen.
  • At turde. At være modig. Ikke at give efter for angst og for frygt for at være og gøre forkert, selvom angst og frygt er evigt tilstedeværende.
  • At skrive mig selv klogere uden at forfalde til hovmod og tro at jeg kan planlægge hvad jeg laver, på forhånd. Lade mig selv følge det der kommer fra et sted hvor jeg ikke er herre.
Jeg vidste det godt, det meste af tiden. Jeg kunne bare ikke finde ordene for det jeg vidste, men nu fik jeg dem foræret. Jeg bøjer mig taknemmeligt i støvet og ved med endnu større sikkerhed at uden kunst og kunstnere og kunstneres kommunikation var denne verden et meget fattigt sted.

Kommentar

Her kommer for en gangs skyld lige en lille og meget personlig kommentar til hvad der sker i verden omkring os. Jeg er ikke noget politisk menneske, men det betyder ikke at jeg ikke registrerer hvad der sker omkring mig, eller at det ikke påvirker mig. Jeg græmmes, græder, føler vrede og sorg over nogle af de hændelser der sker i verden omkring mig i min samtid, og jeg glæder og fryder mig og føler taknemmelighed over andre, selvom jeg ikke snakker så meget om det.

Hvor der er menneskeliv, er der også både konstruktive og destruktive kræfter. Begge dele findes i hver enkelt af os, og det kræver et årvågent og bevidst blik at lade de første dæmme op for de sidste. I perioder kan de konstruktive kræfter måske ikke holde de destruktive i skak; det hænder både i det enkelte menneske og i fællesskaber. På samfundsplan tyr vi mennesker måske til langvarige og nedslidende systemiske ødelæggelser i form af fx undertrykkelse og nedgørelse (som de tiltag de for tiden valgte politikere her i landet udfolder i forbindelse med at der kommer “fremmede” mennesker til Danmark), eller til pludselige, altødelæggende fysiske angreb i form at vold og/eller terror (som nattens helt forfærdelige hændelser i Paris er et eksempel på). Når de destruktive kræfter i os får lov til at tage over, følger vi vores egos frygt for at miste status, materielle værdier eller magt i stedet for at læne os ind i en kærlig holdning der kommer fra et større selv, og som fortæller os at der er plads til os alle og at der ikke findes noget “os” og “dem”, men kun et “vi”, og at hvad vi gør mod “dem”, gør jeg vi mod “os selv”.

Det er sådan jeg ser det. Jeg beder for at vi må udvikle vores årvågne blik. Og jeg beder for at vi hjælper hinanden med at lade kærlighed råde frem for frygt.