Fælles stilhed

Jeg har lige lyttet til en genudsendelse af sproglaboratoriet fra 1. maj om stilhed i fællesskaber. Om det kraftfeldt og de dybe kommunikationskanaler der åbnes mellem mennesker når de er stille sammen, dvs. når de er sammen uden at tale.

Jeg ved præcis hvad Bastian Overgaard, guide i stilhed, mener når han fortæller i dette interview om den stilhed han også kalder intelligent stilhed. Jeg har det selv sådan at i de af mine relationer eller enkeltstående møder med andre mennesker hvor stilheden udgør et naturligt, ordløst kommunikationsrum, kan jeg opleve øjeblikke af dyb kontakt med både mig selv, den anden og verden omkring mig og mærke en forbundethed som overskrider vores afgrænsede egoer og kroppe. Det er meget livsbekræftende og meningsfuldt, men ikke altid let fordi det også kan være en krævende og afklædt situation at være i hvor jeg skal kunne modtage præcis hvad der dukker op af følelser og refleksioner, både hos mig selv og hos den anden/de andre, også hvis de er ubehagelige.

Omvendt kan jeg opleve at jeg ikke kan lære den anden rigtigt at kende eller mærke nærvær og egentlig kontakt hvis der ikke opstår lommer af stilhed mellem mig og den anden, hvor jeg kan lytte bag om ordene eller ind i mellemrummet mellem ordene. I sådanne situationer hvor jeg selv eller andre siger noget hele tiden, kan jeg føle mig meget ensom, måske endda forladt.

Bastian Overgaard fortæller også om den forstærkning af sanseoplevelser som stilhed i fællesskaber kan befordre – den kender jeg også! Sådan sat på spidsen kan jeg føle mig meget forstyrret og berøvet af både sanseoplevelsen og delingen af den hvis jeg skal samtale fx samtidig med at jeg spiser god mad, cykler eller går tur i naturen. Det er næsten lige så svært for mig som at skulle samtale mens jeg læser en bog eller ser en film, og jeg skal bestemme mig for om det er det ene eller det andet det “går ud på”. (Måske er det en af grundene til at jeg elsker at svømme, når jeg nu tænker over det – det er ret svært at tale sammen når man svømmer med ansigtet i vandet, og alligevel er man sammen med andre og “lytter” til dem via kropssproget mens det står på).

Jeg tror meget på at det er værdifuldt for både den enkelte og vores fællesskaber at kunne være stille sammen. Lidt sjovt er det at denne udsendelse er en af flere under overskriften “At miste mælet”. Jeg oplever egentlig at når vi er stille sammen, kan vi tale sammen med en meget større stemme end den det talte ord giver lyd til.

http://www.dr.dk/p1/sproglaboratoriet/sproglaboratoriet-2015-05-01

Fra penge til åndelig frihed

Jeg ved ikke helt (endnu) hvordan jeg er blevet så forskruet, men jeg er tilsyneladende kodet med den forståelse at hvis jeg er økonomisk afhængig af nogen, så er jeg forpligtet til at være loyal over for deres værdier og virkelighedsopfattelser, til eksempel, og bruge min evne til at tænke i deres tjeneste eller helt lade være med at tænke. Det lyder vanvittigt, jeg ved det godt, men det er ikke desto mindre en af mit livs største psykologiske vildfarelser. Jeg erkender at jeg har en tilbøjelighed til at betale for økonomisk eller materiel tryghed med min evne til at tænke selvstændigt eller bruge min forstand – et mønster der er dannet i mig tidligt i livet.

Derfor er det interessant at følge hvad der sker med min oplevelse af at være personligt eller psykologisk uafhængig i takt med at det efterhånden lykkes mig at blive økonomisk uafhængig, og det går mere og mere op for mig at jo mere økonomisk/materielt selvstændig jeg bliver, jo mere føler jeg mig også tilskyndet til, for ikke at sige i stand til, at tænke selvstændigt. Måske burde der ikke være nogen sammenhæng, men det oplever jeg klart at der er – det er virkeligheden for mig.

Jeg har rumlet rundt og rundt omkring det her i et stykke tid, og undervejs stødte jeg på et brudstykke af en leksikonartikel om magt som udfordrede mig yderligere (på den gode måde). Det kommer her:

Magt i en noget anden betydning (“hun har magt over sit liv”) er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning “at kunne og at ville”: “Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand” (Was ist Aufklärung, 1784).

fra Den Store Danske, Gyldendal

At den manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse er en selvforskyldt uduelighed, det er jeg klart uenig i, men det er i hvert fald en uduelighed som det er muligt (og en fordring?) at tage ansvar for og ændre ved egen kraft fremadrettet, tænker jeg, hvis man altså kan få magt over sit eget liv, dvs. hvis man kan bringe sig i en position hvor man kan og vil sit eget liv, inklusive sin egen forstand. Og for at opleve at jeg har magt over mit liv, har jeg personligt brug for økonomisk/materiel selvstændighed. (Måske er det udelukkende en personlig ting hos mig, måske findes der noget kollektivt kvindeligt gentaget i fænomenet også? Det har jeg måske lidt på fornemmelsen er tilfældet, men jeg ved det ikke).

Det ender altså med at penge, magt, oplysning og personlig, åndelig frihed tilsyneladende hænger sammen på en eller anden snurrig måde hos mig, og det synes jeg simpelthen er sådan en forbløffende pointe. Jeg ville have forsvoret at penge kunne føre til nogen form for oplysning eller indre frihed, men det ser lige nu ud til at min økonomiske (materielle) situation faktisk har en betydning for min åndelige udvikling. At tage den tanke til mig er som at sluge en kamel, men jeg tror jeg er ved at være parat til at gabe højt. Meget højt.

Helt ærligt

Jeg kan godt føle mig trængt op i en krog eller decideret irriteret af at mærke en forventning om at jeg skal levere store ord, knus og det der er værre, både i virkeligheden og på tryk. Knus, kram, kys, de kærligste hilsner, overdreven begejstring osv. i situationer hvor jeg ikke kender folk særligt godt, eller hvor jeg egentlig ikke er vildt begejstret, fx. Jeg kan ligesom ikke altid mærke sammenhængen mellem mine indre oplevelser af hvad situationen og/eller relationen lægger op til på den ene side, og det der bliver sagt og gjort og tilsyneladende er (blevet) kutyme på den anden side. Har dog – til dels – føjet og bøjet mig og fulgt tidens sædvaner fordi jeg har tænkt at hvis jeg skulle respektere mine egne grænser og min egen fornemmelse af sammenhæng mellem mine følelser og mit kropslige, talte og skrevne sprog, ville jeg – i bedste fald – give indtryk af at være en kold skid og/eller et kropsforskrækket, sippet hoved, hvad jeg helst ikke vil se mig selv som.

Men i lørdags i “Bagklog” på P1 hørte jeg Esben Kjær og Mette Gjerskov samtale og lytte til andres udsagn i anledning af at det i onsdags var international krammedag, og da kom jeg til både at grine højt og drage flere lettelsens suk af bare befrielse. Jeg er ikke alene!

Så nu strammer jeg op på egne vegne og forsøger at stoppe devalueringen, jf. nedenfor. Jeg vil gerne skabe bedre overensstemmelse mellem indtryk og udtryk hos mig selv. Reservere de store eller intime ord og den vildeste kropskommunikation til dem jeg er allertættest på eller til de situationer hvor det føles rigtigt for mig. Jeg er ikke ude på at vi alle skal tale og opføre os på nøjagtig de samme måder, om end jeg er enig i at der er gået inflation i vores udtryksmåder generelt jf. nogle af udsendelsens pointer. Dét jeg vil, er først og fremmest at finde de måder der føles rigtige for mig og at blive i stand til at handle som jeg har det godt med og især som jeg kan stå inde for. OG måske så et frø til at andre lige vender det her med sig selv hvis det har nogen klangbund overhovedet – indrømmet!

Prøv at høre fra cirka 18:30 til 23:45 her om blandt andet kærligheds- og begejstringsinflation, overdreven brug af voldsomme udtryksformer, inflation i vores jubel, devaluering af hjerteligheden og taknemmeligheden, krammeriinflation, Dansk Håndtryksforening ..

Knus og kys
Janne

PS. Måske er det sådan en troværdighedsudviklingsfase jeg er inde i eller noget, for jeg har også revideret (= reduceret) min Synes godt om-adfærd på facebook kraftigt, og nøj, det føles godt. Men det er en anden historie …

Impostor-fænomenet

“Gamle” læsere af denne blog ved at jeg helt frivilligt og med oplevelsen af at det hjælper mig til at forstå mig selv bedre har sat især to etiketter på mig selv: introvert og særligt sensitiv (HSP). Der er faktisk en tredje etiket som jeg aldrig har talt eksplicit om, men som jeg også sætter på mig selv. Jeg tror jeg er pænt intelligent, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er bare ikke noget “man” snakker om, og jeg har altid følt at det var noget jeg for enhver pris skulle skjule hvis jeg ville “være med”. Faktisk er det forbundet med stor skamfølelse for mig, om ikke at være intelligent, så i hvert fald at vise det.

Men nu springer jeg så ud af skabet, og det er fordi jeg har lært noget skelsættende nyt som hænger sammen med alle tre personlighedstræketiketter, og som jeg gerne vil formidle videre. Jeg har nemlig erkendt at impostor-fænomenet er en betydelig del af min personlighed, og med den erkendelse og viden har jeg pludselig fået et begreb at sætte på en enorm mængde dagbogsnotater fra de sidste mange år. Heri kredser jeg, kan jeg nu se i bakspejlet, om lige netop dette fænomen uden at kunne komme til bunds i det eller se det udefra, fordi det er som en ond cirkel der lukker sig hermetisk om sig selv, og fordi jeg aldrig har haft mulighed for at sammenligne mine oplevelser med andres.

Det er altsammen stadig nyt for mig, og jeg vil ikke forsøge at beskrive impostor-fænomenet selv. Læs fx overordnet om det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Impostor_syndrome, eller kom helt tæt på det set indefra via “ekspert” Ann C. Schødt her: http://potentialefabrikken.dk/impostor-testen/. Jeg takker i mit stille sind Ann C. Schødt for at skrive og tale om dette og dermed give mig ord at forstå med. Brikkerne falder på plads med lynets hast i mit hoved lige nu, og det er sådan en gave!


28-12-2014: Jeg glemte at skrive, at i P1/Apropos-udsendelsen om intelligens fra marts, som jeg linker til lige nu i sidebaren, kan du høre Ann C. Schødt fortælle lidt om blandt andet impostor-fænomenet.

08-06-2020: Jeg har revideret indlægget således at jeg dels konsekvent bruger udtrykket impostor-fænomen (og ikke impostor-syndrom) og dels understreger at impostor-fænomenet en del af min personlighed, altså netop et fænomen i min måde at opfatte verden på, og ikke et syndrom eller med andre ord en sygdom jeg lider af og som giver grundlag for en diagnose. Kilde: https://potentialefabrikken.dk/impostor-faenomenet-er-ikke-et-syndrom-eller-diagnose/