Glædelig jul!

(Hvis du – som jeg – er omgivet af mennesker der mest eller udelukkende er optaget af at få tilfredsstillet deres fysiske og materielle julebehov, og du har et udækket åndeligt og/eller intellektuelt behov i disse dage, kan jeg foreslå fx at høre Sørine Godtfredsens livskraft-podcast-episode med astrofysiker Anja C. Andersen her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/mennesker/i-astrofysikkens-verden-er-gud-taget-ud-af-ligningen-alligevel-tror-stjerneforsker-anja-c. Det gør godt at lytte til en samtale med en helt anderledes substans end brun sovs, stegte dyr og pligtgaver).

Stjerneløbet

Mine travestøvler er slidt igennem, i går fik jeg en våd sok, og jeg vidste at løbet var kørt. De har holdt godt, støvlerne, og på en måde er det passende at det sker netop nu. Om få dage forlader jeg dette område som jeg har gået tyndt på stort set alle dage hvor jeg ikke har svømmet og/eller cyklet langt, og flytter til nye landskaber med ukendte ruter som jeg skal lære at kende.

I går regnede jeg mine traveture fra de sidste otte måneder sammen ud fra min Garmin-statistik, bare fordi jeg var nysgerrig på fakta. Jeg har gået 843,79 km plus det løse som jeg ikke har tracket, og det svarer til at jeg er gået til Skagen og tilbage og lidt til (forudsat at jeg kan gå på vandet).

Det føles også mentalt som om jeg er gået til verdens ende og har været lige ved at tabe mig selv i et dyb hvor to have mødes, men er ved at vende tilbage til sikker grund igen, omend der ser anderledes ud end der plejer. Som om jeg har fundet mig selv lidt igen efter at have kortlagt en ny indre region. Mit liv er et stjerneløb, et orienteringsløb hvor man vender tilbage til centrum i en stjerne hver gang man har fundet en post. Det er jeg sådan set heldig med. At have det her centrum når nu jeg har et ustoppeligt drive mod at finde nye poster. Ellers ved jeg ikke hvor jeg havde været nu.

Så jeg går videre. Jeg må have nyt fodtøj. Jeg må finde nye veje, gå i en anden retning for at finde næste post.

🍂
PS. Findes der nogen smukkere årstid end efteråret?