Kategori: Det tunge

Om nøgenløb og nøgensvømning ;-)

For et stykke tid siden hørte jeg om en ny løbetrend: ‘naked running’. Det skulle jeg da fluks google og fandt ud af at det (klart nok) ikke går ud på at løbetræne uden tøj på, men uden elektronik på: Ingen pulsmåler, musikafspiller, gps-tracker, intet (avanceret) løbeur og så videre. Det hele er et forsøg på for nogle løbere at vende tilbage til blot at løbe for at nyde turen uden at have fokus på sin egen præstation i form af fx målt hastighed, intensitet, distance, og uden at aflede opmærksomheden fra den direkte oplevelse af både sig selv og omgivelserne med fx musik. Måske løber man ikke alle ture nøgne, men nogle, så man ikke helt mister kontakten med sin “indre krop”. Eller noget i den stil, sådan forstod jeg det i hvert fald.

Det fik mig til at tænke over hvad jeg selv havde gang i. Da jeg sidste år fik mulighed for at tracke mine lange gåture, cykelture og senere løbe- og svømmeture med Endomondo, var det supersmart og sjovt. Det var pludselig interessant at få nogle data sat på mig selv. Til en vis grad var det også motiverende og holdt mig i gang, både fordi jeg selv syntes det var sjovt at se hvor meget jeg bevægede mig rundt, og desuden fordi jeg – hånden på hjertet – syntes det var sjovt at vise resultaterne frem i min omgangskreds på nettet. Men det tog overhånd, og det gik op for mig at jeg efterhånden oplevede turene mere udefra gennem de data jeg fik leveret og den respons jeg fik på dem, end indefra gennem min sansende krop og mit reflekterende sind. Noget var ved at gå tabt. Jeg har altid nydt at bruge min krop mens jeg gjorde det, det er min største motivation, og jeg elsker at gøre det dels i naturen og dels i vand og mærke samspillet med de to “omgivelser”. De glæder var ved at blive spoleret af min dokumentationstvang og mit præstationsfokus.

Derfor holdt jeg op med at have Endomondo tændt i havtasken når jeg svømmede ud i løbet af sommeren, ligesom jeg gik over til at løbe mine ture uden at medbringe andet elektronisk gear end min nøglebrik.

Med efterårets komme har jeg nu også svømmet inde en del gange og her er det gået op for mig at jeg faktisk ikke engang orker at tælle baner mere og holde dem op mod tiden på det store ur på væggen. Det har jeg ellers været ret omhyggelig med førhen, men gassen er simpelthen også gået ud af den ballon. Så nu svømmer jeg bare i det tidsrum jeg nu lige har tænkt mig. Måske laver jeg nogle fartlege, svømmer lidt “program” eller blander svømmearterne så jeg alligevel ad omveje holder lidt styr på hvor langt jeg svømmer, men ellers er jeg faktisk mest glad for at svømme lange distancer — eller som det vil være mere rigtigt at sige nu: glad for at svømme i længere tid ad gangen i samme tempo og nyde rytmen og et godt meditativt flow. Det bliver jeg aldrig verdensmester af, men til gengæld har jeg det skønt mens jeg gør det, og jeg tager både glæde og nærvær med videre ud i dagen.

Og sådan er jeg kommet fra nøgenløb til nøgensvømning, og jeg kan mærke at det bliver rigtig godt. Det går faktisk næsten som en leg, og hvad mere kan man ønske sig?

Et kig ind i mit efterårs- og vintermorgennøgensvømningsmekka 😉

Selvmodtagelse

Det har slået mig at jeg bruger ordet ‘selvudvikling’ om det jeg egentlig forstår som ‘selvmodtagelse’.

Som jeg ser det, handler det ikke om at vi skal udvikle noget hos os selv som vi selv eller andre har fundet på skulle gøre os til bedre, mere rigtige eller mere effektive mennesker, set med omverdenens øjne og i tråd med tidens trend. Den slags interesserer mig ikke en døjt, for nu at sige det kort.

For mig handler det udelukkende om at modtage sig selv i større og større grad gennem livet som præcis det mennesker man er, på godt og ondt. Modtagelsen sker ved at vi udvider vores bevidsthed, dvs. ved at vi gennem livet arbejder for til stadighed at blive bevidste om endnu en lille dråbe fra det ubevidstes uendelige hav, og lader det vi har lært, blive en del af den vi ved vi er. På den måde udvider vi vores opfattelse og accept af hvem vi i grunden selv er og hvilke værdier vi har.

Når vi også i praksis forsøger at leve i overensstemmelse med hvad vi opdager, og bringer dyb glæde, mening og vores egen etik ind i vores liv og ikke sørger for blot at opretholde en poleret overflade, vil det være til gavn for ikke bare os selv, men i særdeleshed også for de mennesker vi indgår i relationer med. Gennem vores gradvise modtagelse af os selv sender vi nemlig et budskab til vores medmennesker om at vi ønsker at de på samme måde skal modtage sig selv – uanset hvem de er – og at vi tror de har en vigtig opgave at udføre mens de er her. Selvmodtagelse er altså for mig ikke et egoistisk projekt, men en måde at være i verden på i en stadig, langsom proces som skaber så meget lys som muligt i verden, faktisk med fordel for fællesskabet og ikke kun individet.

Det er ikke altid at vi kan modtage budskabet fra en anden om at det er i orden at modtage sig selv. For selvmodtagelse kan være en særdeles krævende og meget angstprovokerende opgave at tage på sig. En stemme i os vil som regel protestere og få os til at blive på stedet eller endda gå baglæns og dermed afskærme os for smertefulde bevidsthedsglimt. Altsammen for at beskytte os mod noget som vi ikke er parate til at opnå bevidsthed om, og som vi (ubevidst) oplever som en alvorlig trussel mod os. I nogle perioder i livet, måske hele livet, vil den stemme råbe højest – sådan er det at være menneske. Selvmodtagelse kræver solid kontakt med en betingelsesløs kærlighed til os selv, tro på at vi hver især er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være, og mod og vilje til at sætte os ud over fx vores stolthed, forfængelighed og behov for den sociale tryghed det giver at udfylde allerede accepterede roller.

Det er som jeg ser det, med mine egne ord. Mens jeg har skrevet, er der dukket nogle af andres ord op i mine tanker som jeg tolker som værende i tråd med min egen opfattelse, og dem får I lige herunder – blot hav in mente at sammenkædningen står helt for min regning.

*
Fra et tidligere indlæg:

“Jeg hørte engang én – vistnok Preben Grønkjær – sige at Søren Kierkegaard – så vidt jeg husker – et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv.”

Jeg tænker på selvmodtagelse som en skabende proces, men på samme måde som man får (og ikke skaber) en idé til et kreativt produkt, så får man også sig selv i bidder fra et sted man ikke er herre over, og produktet er den person man nu bliver gennem livet. For mig er det sted det ubevidste, og præcis som et kreativt menneske stiller sig selv til rådighed som kanal for de ideer der kommer til vedkommende og omhyggeligt forsøger at føre dem ud i livet, sådan kan vi også stille os til rådighed for at blive og være det vi er.

*
“Livet behøver til sin fuldendelse ikke fuldkommenheden, men fuldstændigheden. Dertil høre “pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad”.
– C.G. Jung

(Fuldkommen i betydningen perfekt eller fejlfri, fuldstændig i betydningen hel, dvs. omfattende alle dele (“gode” som “onde”)).

*
“The most terrifying thing is to accept oneself completely.”
– C.G. Jung

*
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, men ligegyldighed”.

– Frit efter hukommelsen, udtalelse af Asger Neumann i radioudsendelse. For mig gælder det ikke kun kærligheden til andre, men også kærligheden til en selv, og hvis man accepterer den opfattelse, betyder det også at man kan arbejde på at fremme kærligheden. Det er aldrig for sent.

*
Og fra et af de første indlæg på denne blog:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
– Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles.

Træ

Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.

Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.

Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.

Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.

I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.

Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg – som megen moderne videnskab om træer foreskriver – at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.

Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.

Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.

I anledning af kvindernes internationale kampdag

De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.

Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog “Kvindelighed i vækst” hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs “kvindelige typologi” forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.

Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.

Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om “hvem” jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:

“Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)”.

Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.

Jeg lærte ham først at kende gennem en drøm som jeg ikke vil referere her, for så breder uhyggen sig bare alt for voldsomt, men jeg kan vise en model af ham som jeg modellerede med primitive materialer ud fra drømmen (jeg har bragt det flere gange før, men alligevel):
 
Pointen er at mens det står på, er det stadig langt fra altid at jeg ved at det er ham der er på spil. Som regel synes jeg pludselig at min mand, som jeg ellers værdsætter og anerkender stort, er et mandschauvinistisk fjols som ikke forsømmer nogen lejlighed til at jorde mig og holde mig nede med sine skråsikre og uangribelige meninger. Eller jeg synes nogenlunde det samme om nogle andre mænd jeg er i kontakt med. Eller jeg ser pludselig at stort set alle mænd er farlige og kun ude på at klemme livet ud af mig samtidig med at de nærer sig ved mig. Jeg ser med andre ord min indre, negative animus i mænd i den ydre verden, altså i såkaldt virkelige mænd, uden at vide at det er en del af mig selv jeg står overfor.
 
Det er selvfølgelig muligt at nogle af de her mænd faktisk råber i kor med min negative animus, i hvert fald ind imellem, og det er jo skidt og skal håndteres, men det der virkelig fælder mig og får mig til at ligge ned i lange perioder, er ikke de ydre, såkaldt virkelige mænd, men det negative aspekt af min egen indre, virkelig meget virkelige mand. Jeg forstår det godt bagefter, og mine drømme er også gode til at fortælle mig hvad der er på færde når jeg ellers er parat til at lytte. Men når lige præcis dét her kompleks løber af med mig, er jeg stort set prisgivet. Jeg er overbevist om at det har spillet en endog meget stor rolle for den kendsgerning at jeg aldrig rigtigt har fundet ud af at leve mit liv. At jeg aldrig rigtigt er “blevet til noget”, men på en måde lever et skyggeliv, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af at fylde noget i verden og stadig har til gode at opnå et selvstændigt og uafhængigt liv hvor jeg føler jeg bruger mine evner. Det bliver måske tilmed et livslangt livtag jeg kommer til at tage med denne negative del af min indre mand, selvom jeg nu er bevidst om at han er der, for i mig er han uhyggeligt stærk. Det har jeg smerteligt måttet erkende.
 
Det jeg gerne vil sige med alt det her, det er at jeg mener at det kan gavne os (altså os kvinder) og vores livsudfoldelsesmuligheder mindst lige så meget at lære vores indre mandlige modstander at kende gennem en form for dybdepsykologisk arbejde, som at kæmpe kampen på det ydre plan. Jeg ved godt at det heldigvis ikke er alle kvinder der er så hårdt ramt af det her negative animuskompleks som jeg er, men det er i os alle i en eller anden udgave og kan skabe stor ravage. Og hvis man bor i et “ligestillings-udviklingsland” som fx Danmark og her har særdeles travlt med vredt at bekæmpe de såkaldt virkelige mænd med næb og klør og mener at de står i vejen for ens karriere, ens økonomiske frihed, ens handlefrihed og hvad det ellers måtte være af udfoldelsesmuligheder i det ydre liv, så kunne det måske være tegn på at man, dvs. ens bevidste jeg, er oppe mod en særdeles magtfuld modstander i ens eget sind.
 
Modstanden er som nævnt helt sikkert også derude i nogle tilfælde, og det skal håndteres. Jeg skriver ikke det her for at lade hånt om de mange, mange kvinder verden over – også i Danmark – som stadig er helt konkret og uomtvisteligt undertrykt af mændene i deres samfund og deres familier. Der er stadig meget at kæmpe for i den ydre verden for kvinder der lever i samfund, kulturer og miljøer med udtalt androcentrisme og stærke patriarkalske strukturer, og jeg vil slutte med at ønske god kamp og rigtig god vind til os alle sammen med at opnå ligeværd og ligeret mellem kønnene overalt.
 
—

 

*Tidligere indlæg 8. marts: 2010, 2011, 2012, 2013