Om min interesse for Jungs typologi

“Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper – de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst.”

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at “konsultere” en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne – når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner – perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) – samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv som dels har introverteret intuition som hovedfunktion og ekstraverteret følelse som sekundær funktion/hjælpefunktion (INFJ). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand – vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et “rigtigt” sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist – jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder – ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige “interessefelt”, men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også “noget at hente” hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.

“(…) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse – i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (…) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: “De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!”. Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse.”

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ.

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typologi-plus.dk.

Perspektiv

Kendsgerningerne eller omstændighederne i vores liv er som de er, men vi kan se dem gennem meget forskellige briller eller i meget forskellige perspektiver, og dermed kan vi opleve dem på vidt forskellige måder. Når vi tror vi diskuterer kendsgerningerne (med os selv eller andre), er det efter min mening stort set altid hvilket perspektiv vi anser for at være det mest rigtige, vi diskuterer. Hvad noget er helt i sig selv, uden filter, er nærmest umuligt at opleve, som jeg ser det.

I stedet for at diskutere hvilket perspektiv der er det mest rigtige i forsøget på at finde en almengyldig sandhed, synes jeg vi skal forsøge at vælge det perspektiv der giver os mest fred og flest dage med glæde og tilfredshed.

For mig betyder det at jeg foretrækker at anerkende og være taknemmelig for det som jeg synes er godt, i stedet for at fokusere på de fejl og mangler jeg kan få øje på, og beklage mig over dem (hvilket jeg ellers er meget god til, analytisk som jeg også er).

Det er for det meste det mest konstruktive perspektiv for mig, men selvfølgelig findes der tilfælde hvor det er relevant at have øje for fejl og mangler, dog ikke for at klage over dem, men for enten at ændre dem til det bedre eller komme væk fra dem (hvis det er muligt), fordi de gør livet for surt for mig, som den jeg nu er.

Det med at vælge perspektiv er for mig ikke en slags bevidsthedssløvende middel til at udholde de ting i livet som ikke er gode for én, og være sådan lidt lalleglad, eller en slags stræben efter at gå rundt som en anden guru hævet over denne verdens fortrædeligheder. De er ment som en måde at opnå fred og glæde på trods omstændigheder som vi godt kan finde et og andet at beklage os over ved, men som enten ikke kan laves om lige nu eller i det hele taget, som vi ikke kan komme væk fra eller som vi dybest set måske slet ikke ønsker at lave om på hvis vi skal være helt ærlige.

Personer og relationer – hvor er fokus?

Som de fleste andre mennesker – så vidt jeg kan se – er jeg tilbøjelig til at sætte fokus på personernes egenskaber i og omkring mig når der er noget der plager eller nager mig i forhold til et andet menneske. Jeg vikler mig hurtigt ind i tanker om at det er enten mig eller den anden person der er noget galt med, og spekulerer på hvem af os der er forkert eller “skurken” i forholdet. Herefter følger den tanke hurtigt at hvis bare en af os kunne “blive en anden” eller være på en anden måde, ville alt blive bedre mellem os.

Med tiden har jeg dog opdaget at der findes en anden mulighed: Jeg kan løfte blikket væk fra personerne, billedligt talt, og rette det mod det der er mellem os i stedet, nemlig relationens egenskaber. Efter min opfattelse er det langt mere konstruktivt ud fra den tankegang at der ikke findes forkert skabte personer, men nok fejlslagne relationer, og at det er de sidste der driver værket i næsten al menneskelig ulykke. Selv i tilfælde hvor vi er meget enige om at kunne udpege en skurk (fordi vedkommende har udført nogle uhyrlige handlinger), tror jeg på at der kan findes nogle relationsproblemer nedenunder som har været medvirkende til at personen er kommet på helt gale veje. Relationsproblemernes udspring skal sikkert søges udenfor og før den relation hvori de uhyrlige handlinger er udført, men det er stadig relationsproblemer, og deres virkning overskrider næsten altid den konkrete sammenhæng. (Det fratager ikke den enkelte ansvaret for sine handlinger, men giver måske en forklaring på den indre ulykke og – hvis det ikke er for sent – et sted at tage fat om nældens rod for at skabe heling).

Når jeg ønsker at finde relationsperspektivet i mine almindelige, menneskelige relationer, prøver jeg at sige til mig selv at både den anden og jeg selv er helt som vi skal være, for dernæst at spørge: Hvad er det gode mellem os som jeg gerne vil bevare, og hvad er det mellem os som kikser og gør mig utilpas og utilfreds, og som jeg ville trives bedre med var anderledes?

På den måde kan jeg fastholde at der ikke er nogen af os som personer der er forkerte, og at vi begge har ret til at bringe vores personlighed som den er, ind i relationen. Og samtidig kan jeg forsøge at tilpasse eller forandre noget i vores relation så den forhåbentlig kommer til at støtte og værne om os begge som personer.

Det er dog ikke let i praksis selvom jeg i teorien ved at det vil være det mest konstruktive, og det er tit svært for mig at indtage “relationsperspektivet”. Nogle gange har jeg brug for afstand i både tid og sted for at kunne finde det. Og nogle gange er jeg for bange til at kunne indtage det, fordi det ikke er givet at udfaldet af at arbejde med relationen bliver en udbygget eller mere sammentømret relation. En sjælden gang imellem må jeg erkende at jeg – trods god vilje – har behov for at reducere eller ligefrem afvikle et forhold i praksis for at have det godt med det. Og nogle gange må jeg løbe den risiko at den anden kommer til den konklusion. Det kan være meget ubehageligt og smerteligt, men under alle omstændigheder vil sigtet for mig altid være at få relationen til at passe til personerne som dem vi er – og ikke omvendt.

8. marts

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og traditionen tro her på bloggen skal det markeres med et indlæg tilegnet kvindesagen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg i dette indlæg skulle trække nogle pointer ud af Lone Fatums bog “Kvindeteologi og arven fra Eva” fra 1992 (se højre sidepanel), men efter at have pisket rundt i bogen de sidste to timer og genlæst alle de saftige steder, har jeg konkluderet at det på ingen måde ville yde Lone Fatums arbejde retfærdighed at begynde at plukke i det. Det egner materialet sig ikke til, synes jeg, fordi Lone Fatum hele tiden gennemtrawler især Ny Testamente på kryds og tværs helt ned i den oldgræske sproglige rod for at underbygge sine påstande. På den måde skaber hun en dybde og demonstrerer en viden der ikke kan komme til udtryk i et blogindlæg (med mindre det bliver meget, meget langt), og da det netop er dybden, overblikket over stoffet og den solide viden der gør hendes pointer overbevisende for mig, har jeg besluttet at “nøjes med” at skrive bogens konklusion direkte af herunder. På den måde håber jeg at inspirere andre til at læse alle bogens 97 sider og dermed blive klog på (og overbevist om?) hvorfor det er rimeligt at nå til netop den konklusion som Lone Fatum gør.

Og SÅ til sagen. Her kommer dagens tekst (side 91):

Afslutning

Som vi har set, præsenterer Ny Testamente os for en motivsammenhæng, der fastholder den hierarkiske orden mellem mænd og kvinder både i himlen og på jorden, og kvindelivet fordeles på to livsformer, der begge forudsætter en negativ bestemmelse af kvinden som køn og seksualitet. Det åndelige eller kønsløse liv formuleres i visse tekster som et alternativ til ægteskab og moderskab, men også dette har kønssociale begrænsninger, fordi kvinden både som krop og som ånd er produkt af androcentrisk* fortolkning og genstand for patriarkalsk administration i overensstemmelse med heteroseksuelle normer.

Men kan kvinder så overhovedet være kristne? Javist, men på bestemte betingelser, og de adskiller sig ikke principielt fra dem, der begrænser kvinder i kultur og samfund i øvrigt. Kristendommen er en religion for mænd, netop fordi kultur og samfund i øvrigt er for mænd; det vil sige, at kristendommen præsenterer enhver kvinde for præcis de samme kønsskæve vilkår for selvforståelse og livsudfoldelse, som hun møder i alle andre sammenhænge, der bygger på forestillingen om manden som normalmennesket. Derfor gælder det, at jo mere vi kan gennemskue af forholdet mellem kristustro og kønsdiskrimination, desto mere kan vi tilsvarende gennemskue af den kønsdiskrimination, der ikke eksplicit har kristustroen som sin begrundelse.”

Hvorfor synes jeg nu det er så interessant? Det gør jeg – og nu forlader jeg Lone Fatum og hendes meninger og vender mig mod mine egne – fordi jeg gennem mit eget indre arbejde har fundet at jeg selv og mange andre (kvinder som mænd) er blevet injiceret, blandt andet via tusinder af års religiøs og kulturel tradition, med en androcentrisk opfattelse som nu løber i vores blod og gennemstrømmer vores hjerter igen og igen hvert øjeblik, og som hæmmer kvinders selvværd, mod til at stå frem med egne meninger og skabende kraft. Og fordi jeg synes det er lige så relevant at rette kikkerten indad mod dette nu som for 20 år eller 100 år siden, selvom vi har fået ligestilling og ligeløn med mere, og fordi jeg – og nu ved jeg godt jeg provokerer mange – synes at jeg kan se at ligestillingen er et meget mere tilsyneladende fremskredent fænomen på det ydre end på det indre plan. Der er stadig et stort spirituelt arbejde at gøre, og det er hvert enkelt menneske der skal tage fat på det i og ud fra sig selv for at kollektivet kan forandre sig.

*androcentrisme