Kategori: Det tunge

Slut fred

Hver eneste uge ser jeg mange kvinder i badetøj eller uden tøj, og alle er forskellige. Sikke en fantastisk verden vi lever i – ikke to er ens! Og nu skriver jeg ikke det her indlæg fordi jeg konstant går og vurderer om jeg synes disse mennesker (inklusive mig selv) er pæne, grimme, overvægtige, trimmede eller hvad ved jeg, for det gør jeg simpelthen ikke, men fordi jeg igen og igen lægger øre til kvinder der bruger enorme ressourcer på at bekymre sig om og kontrollere hvad de spiser og hvad de forbrænder fordi de tror at det er vejen til at øge eller genvinde deres skønhed, værdi og selvrespekt. “Slut fred med din krop”, bliver jeg ved med at tænke mens jeg har lyst til at give dem et knus, og nu har jeg googlet det og ved at jeg formentlig har det herfra. Jeg må have hørt noget om den bog et eller andet sted som jeg ikke kan huske lige nu, og helt ærligt, det lyder virkelig umiddelbart som sund fornuft i mine ører.

Og nu skal jeg betro jer noget: Jeg synes at alle de kvinder jeg ser, er smukke, når de glæder sig over at bruge deres krop mens de gør det. Når de vender opmærksomheden indad og glæder sig over alt det der foregår derinde. Og når de lader denne glæde flyde ud igen til os andre. Nogle går rundt og har det sådan altid. Nogle har det sådan i et lille bitte glimt en gang i mellem. Og nogle har det sådan midt imellem. Så vidt jeg kan opfange. Men alle er smukke mens det står på.

Alle.

Jeg har læst ..

Jeg har læst en bog som har gjort et meget stort indtryk på mig: “Fra skam til selvrespekt” af Marta Cullberg Weston. Jeg vil nævne den her fordi jeg håber at flere vil læse bogen, enten fordi de som jeg har behov for at få en nøgle i hånden til det nøglehul til verden og livet som vi står og kigger igennem uden at kunne åbne døren. Eller fordi de arbejder med eller kerer sig om mennesker der kunne have glæde af at kende til den nøgle.

Cullberg Weston taler om forskellige former for skam, som du kan se på billedet af bogen nedenfor. Og hun beskriver hvordan man kan håndtere og/eller befri sig fra skam. Skammens væsen er, som jeg og måske også du kan mærke bare ved at opmærksomheden bliver henledt på ordet, noget man helst viger tilbage for at fokusere på, og det er på mange måder en selvforstærkende mekanisme som man skal være varsom med at give sig i kast med. Jeg ved fx fra mig selv at man kan skamme sig over at skamme sig, endda uden overhovedet at erkende det, og at det er uhyre nemt at bære ved til det skambål der eventuelt brænder i en selv eller andre med meget nedbrydende virkninger til følge. Derfor vil jeg ikke skrive så meget her, men alligevel så meget at det forhåbentlig kan give nogen mod på at læse (i) bogen.

Jeg vil dog citere en passage på side 111 om det Cullberg Weston kalder ‘hvid skam’, fordi jeg synes det sammenfatter et hovedærinde i bogen, og fordi det rent personligt helt afgjort ringer en klokke:

“Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).

Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at ‘jeg har grund til at skamme mig over mig selv’ og i stedet erfare, at ‘jeg er blevet dårligt behandlet’, som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003).”

Evnen til at føle skam, som jeg opfatter Cullberg Westons opfattelse, er en dybtliggende motor i de fleste* menneskers psyke som på den ene side sørger for at vi ikke opfører os utilbørligt skamløst uden respekt for andre mennesker og for livet. Men som også på den anden side, i yderste konsekvens hvis den får for meget brændstof tilført allerede tidligt i livet, kan tage føringen i en personlighed på en måde, momentant eller konstant, som er meget destruktiv, og som modarbejder og måske endda dræber en anden kraft i mennesket, nemlig livskraften. Det er grumme sager, men Cullberg Weston behandler dem på en omsorgsfuld, åbnende og respektfuld måde, efter min mening, og hun efterlod i hvert fald mig som læser med god kontakt til netop livskraften.

—
* De undtagelser, Cullberg Weston gør, stiller jeg stort spørgsmålstegn ved, ligesom der er andre elementer i hendes fremstilling jeg ikke er så vild med. Men det vælger jeg at se bort fra, fordi jeg synes hendes bidrag med hensyn til at få skovlen under skammen i det store og hele er meget vigtigt og væsentligt. Det er en stor ting at der er mennesker der har så meget hjerte og mandsmod at de kan skrive sådan en bog.

Strøtanker om valg

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os – men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget “bevidstløst” fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges – og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den “konsekvenskombination” som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det – men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.

Om at beklage sig

I går kom jeg ind i en butik bemandet med to ekspedienter. De to kvinder (for det var kvinder, hvilket jeg tror er værd at bemærke) talte højlydt sammen hen over de varer de var ved at ordne nærmest i hver sin ende af butikken, og der gik ikke mange sekunder før jeg kunne høre at de var i gang med at beklage sig til hinanden over en tilsyneladende endeløs række af noget andre havde gjort, sagt, ikke gjort, ikke sagt og så videre. Lutter brok, lutter luften deres utilfredshed, lutter kritik af både omstændigheder og personers arbejde. Dét orkede jeg ikke at høre på, så efter lige i et øjeblik at have følt en tilskyndelse til selv at begynde at beklage mig over at de beklagede sig sådan i mit påhør og gav mig en negativ oplevelse, haha, forlod jeg butikken.

Det fik mig til at tænke på et citat af Eckhart Tolle som jeg har set på Mary O’Malley’s blog, og som jeg synes udtrykker noget fundamentalt sandt. Det rammer lige den del af mig selv der af og til smider mig en tur i offergryden med et snuptag før jeg nærmest ved af det:

“For to complain is always non-acceptance of what is and it invariable carries an unconscious negative charge. So when you complain you make yourself a victim. Either leave the situation, change the situation or accept it. All else is madness.”

“All else is madness”. Tag lige den. Jeg er fuldstændig enig, også selvom det kan synes som hårde ord, især hvis vi er meget tilbøjelige til at falde ind i offerrollen, som jo under alle omstændigheder må betragtes som et forsvar, en beskyttelse eller et forsøg på at bevare eller opnå noget der er vigtigt for én. Det er væsentligt at huske.

Det er også vigtigt at tænke, tror jeg, at hvis vi kan tage os selv i at beklage os – højlydt eller i vores stille sind – over et eller andet, så er det et fint redskab til at gøre os klart på hvilket område vi kan ændre vores liv for at få det bedre. Det er en direkte vejviser til at opdage hvad vi ønsker os af livet, og til at anerkende vores personlige værdier.