Her, på en grå fredag med stearinlys på bordet og en nyindkøbt lyskæde med lyserøde engle på væggen bag mig, kommer et skarptskåret sammendrag af en køkkenbordssamtale mellem to forstandige mennesker – så vidt vi forstår os selv i hvert fald, siger jeg med et grin – suppleret med lidt eftertanke:
Det er som om blogverdenen holder hånden under og over den kvindelighed der ellers har så trange kår i vores tid og kultur. Og kvindelighed skal ikke forstås som nogle ydre træk, men som den indre energi og styrke der opstår når de sider af personligheden som både for den enkelte og kulturelt er forbundet med en slags forbudte indre kvindelige egenskaber, integreres. Og det gælder både for mænd og kvinder; jeg har tidligere prøvet at formulere hvordan jeg ser det, så godt jeg kunne, her.
Når man kigger rundt hos de forskellige bloggere (og i øvrigt også i omgangskredsen) er det slående hvor mange – inklusive mig selv – der lever et splittet liv hvor det arbejde vi dejlige mennesker hver især føler allermest glæde og mening ved at udføre, ikke er vores lønarbejde og nærmest bliver opfattet af både os selv og omverdenen som en slags medicin vi skal tage for at holde til og holde ud at gøre alt det der kræves for at tjene penge og for at opnå status i samfundet. En slags hobbymedicin der efter min mening snarere burde opfattes som en livseliksir der indeholder det stof som et meningsfyldt liv er gjort af, og som vi burde give en primær og ikke en sekundær (eller tertiær eller endnu fjernere) position i den enkeltes liv – uanset hvad det nu er der udgør det stof for den enkelte.
For nogle af os smelter livseleksiren og kulturelt højt skattede dyder som fx udadvendthed, handlekraft og evne til manipulation med den konkrete verden sammen – og så tror jeg at de mest eksistentielt udmarvende konflikter er undgået på heldigste vis og lykken måske gjort (i hvert fald indtil midt i livet hvor mange oplever at modsatte egenskaber, ønsker og behov melder sig med stor styrke). Men for andre af os findes livseleksiren i indadvendtheden og fordybelsen, i arbejdet med alt det der ikke er umiddelbart synligt for det blotte øje, i det der befinder sig på livets lodrette akse, og som i mange tilfælde og for mange menneskers vedkommende forbindes med kvindelighed. Her er det at splittelsen lurer lige om hjørnet for mange af os. Vores behov og vores personlighed anses måske endda virkelig af nogle for en slags sygdom der kræver medicin, og det sætter os yderligere skakmat i forhold til at undgå eller hele splittelsen. Som jeg ser det.
Måske kan du mærke i dig selv hvor nedbrydende og livsødelæggende den opfattelse er, og nu siger jeg så tydeligt jeg kan, hvad jeg mener om den sag: Det vi oplever vi er skabt til, kan aldrig være en fejl eller en sygdom. Det er menneskets enorme arrogance at tro at vi kan skelne mellem godt og ondt på andre menneskers vegne og set udvendigt fra (og at der overhovedet findes noget der er ensidigt godt eller ondt), og den opstår efter min opfattelse når vores frygt for ikke at kunne forstå, overskue, gennemskue og påvirke tager over. Det ulykkelige, ødelæggende og smertefulde opstår først når vi ikke ærer det skabte og har tillid til at det er præcis som det skal være – på godt og ondt.
Jeg vil lige vende tilbage til udgangspunktet med bloggeriet som en hånd under og over kvindeligheden for at sige at vi skal værdsætte bloggeriet som et sted hvor vi afprøver og udvikler vores evne og mulighed for at give det stof i livseleksiren, som gør hele forskellen i forhold til oplevelsen af mening og opfyldelse af vores behov, den primære plads i vores liv. Kun få tjener penge på deres blogge, og det skal heller ikke forstås så konkret selvom det ville være den ypperste løsning at vi kunne det, for det er efter min mening et meget værdifuldt arbejde vi gør her. Det skal snarere forstås som en opfordring til at anskue vores eget bloggeri som det sted vi kommer i kontakt med vores livseleksirs meningsstof i stedet for det sted vi tager dulmende medicin. Jeg kunne måske også sige det sådan at vi skal have fokus på den mulighed for at finde ud af hvad vi er skabt til, der ligger i at eksperimentere på sin blog, snarere end fx at have fokus på at nu er vi endnu engang i færd med lidt “hobbytidsspilde” som måske dulmer smerten ved vores øvrige liv og er i orden så længe vi passer det vi bør, men som ikke fører noget “virkeligt” (det vil sige nogle penge) med sig i sig selv. Den sidste opfattelse er patriarkatets og den vestlige kulturs kerneopfattelse sat på spidsen, efter min mening. Den plads til kvindelighed som findes i blogverdenen, fører i mine øjne i den grad noget virkeligt med sig.
