Kategori: Det tunge

40-50+

Det regner. Der er stille i huset, og jeg læser dameblade som jeg er sådan en lykkens pamfilius at arve fra en ven. Jeg bladrer og opdager at selv når jeg holder ferie og tager fat i den lettere ende af denne verdens lekture, er jeg jo stadig bare mit eget spekulative, undrende selv.

“Hvor gamle kan vi blive?

.. Set fra naturens synspunkt er der ingen grund til, at vi bliver mere end 40-50 år. Når vi når den alder, har vi opfostret vores børn, og slægten er ført videre. 40-50 år er vores naturlige livslængde. Vi HAR altså allerede forøget vores livslængde.”

Sagt af forskningsleder Suresh Rattan i ugebladet Søndag 12.04.10 på temasider om helbred.

Hm. Nu skal jeg ikke bare sådan lige slå en streg over naturvidenskabens indflydelse på vores livslængde, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke at det dog er tæt på hovmodigt at forestille sig at det er lykkedes mennesket at forøge vores livslængde på trods af naturen.

Hvad nu hvis vi har fået (ikke taget og ikke selv skabt) den ekstra livslængde fordi verden har brug for at vi udvikler noget som ikke har med afkom og videreførelse af slægten at gøre, men som har at gøre med selve vores evne til at have kontakt med det naturlige? Altså – sat på spidsen – at det er naturen der selv giver os de ekstra år for at vi skal udvikle vores spirituelle evner for at kunne vende tilbage til en mere harmonisk eller naturlig måde at være i verden på, samtidig med at vi ikke forlader eller dropper den videns- og kulturarv vi har opbygget siden vi bevægede os væk fra menneskets første primitive, helt naturlige tilstedeværelse i verden?

Det er selvfølgelig ren spekulation. Men hvis jeg godtager idéen, ved jeg pludselig godt hvad livet går ud på i årene efter at vi er færdige med at passe vores familier udadtil (enten som skaffedyr eller husmoder eller alverdens kombinationer af de to ekstremer). Det går ud på at vi skal udvikle os indadtil, for at vi også kan give lidt af det vi finder her, tilbage til verden. Verden som efter min opfattelse lider voldsomt under at vi kun ser den med vores to øjne i hovedet, og ikke det øje der kan se det usynlige.

Eller man kan måske sige at det går ud på at åbne det tredje øje – hvis det ikke allerede er sket. Hvis vi tør. Og ikke bare løber endnu hurtigere for at fange det vi kan se med de to andre øjne.

Nu er det snart frokosttid. Og hvis det stadig regner i eftermiddag, vil jeg slå Suzanne Brøggers Jadekatten op over mig som en paraply og vide at jeg denne gang ikke behøver at undre mig over at jeg undrer mig over det jeg læser. Det vil jeg betragte som naturligt.

Ordbogsøvelse

Har du nogensinde oplevet at et ord eller et udtryk udfordrer dig? At du godt ved hvad det betyder, men alligevel ikke ved hvad det betyder, og at du kan mærke at der er noget grundlæggende eller vigtigt som du ikke får fat i, netop fordi du ikke helt kan gribe dybden i ordet eller udtrykket?

Eller med andre ord: At du kan mærke at manglen på forståelse af betydningen af et sprogligt udtryk peger på at der er noget vigtigt som befinder sig i udkanten af eller måske helt uden for din bevidsthed, og at du nu er drevet mod at afdække hvad det er der endnu er (delvist) skjult for dig?

Tag nu ordet ’tilgive’ til eksempel. Det er ikke helt tilfældigt valgt, for det er et ord jeg selv har puslet meget med. Jeg forvekslende det engang med ‘medgive’ (at den anden har ret) eller ‘opgive’ (mig selv) eller noget i den stil, og jeg forstod simpelthen ikke hvad magien skulle være i det. Men her er et simpelt ordbogsopslag som kunne have fortalt mig dengang at jeg bar rundt på en misforståelse (uden at vide det), og sætte tingene på plads, efter min mening:

“tilgive [– sproglig oprindelse og bøjning udeladt pga. ukopierbare tegn –] verb. -r, tilgav, -t (tilgiven, tilgivne)

1. tilgive ng ngt sige el. føle at man ikke længere er vred på el. ønsker at afstraffe nogen for noget de har gjort = FORLADE, UNDSKYLDE, TAGE TIL NÅDE o tilgiv mig at jeg opførte mig så dumt! • han kunne aldrig tilgive en fornærmelse • takket være hans charme havde man let ved at tilgive ham hans unoder • jeg har begået en fejl, kan du tilgive mig? ¯ tilgivelse !

til+giv-e < egl. ‘give til nogen, indrømme'”

– fra Politikens Nudansk Ordbog med etymologi, 2001, Politikens Forlag

Jeg forstår nu at det ikke er forkert at være vred eller såret, eller at føle at noget er uretfærdigt eller urimeligt, men at tilgivelse handler om at det er muligt at vælge at give slip på det som skete engang, og viske tavlen ren, så at sige, uden at miste sig selv. Og så forstår jeg pludselig magien!

Måske er det her med tilgivelse fuldstændig barnemad for dig, men så find eller forestil dig eventuelt et andet ord eller udtryk som virkelig udfordrer dig.

Den slags små udgravninger kan generelt gøre en stor forskel, synes jeg, men det er nu ikke altid de bringer klarhed. Måske bevæger de os fra det entydige til det flertydige, og så er der virkelig noget at arbejde med, efter min mening. Jeg tror vi alle har trang til at putte ting (og mennesker) i kasser eller afgrænse (begrænse, kunne man måske også sige) vores forståelse så vi undgår at føle tvivl, forvirring og usikkerhed, men sådanne forsøg matcher bare ikke hvad jeg oplever som “virkeligheden”, særligt godt. Jeg oplever det som at “virkeligheden” er så flertydig at det i bund og grund ikke er til at kapere for et menneske, men at vi hader at mærke dette og gør alt for at få styr på vores oplevelser og tolke dem entydigt.

Og nu satte jeg “virkeligheden” i gåseøjne for at markere at jeg bruger ordet som udtryk for det jeg oplever som virkelighed, for her er da “virkelig” et ord der er værd et undersøge indholdet af i dybden, og som kan have mange, mange betydninger. Hvad opfatter du som virkelighed? Som virkeligt?

Det kan man blive man helt svimmel af at spekulere på, på samme måde som når man kigger ud i universet en stjerneklar nat. Synes jeg.

Prøve

I går var jeg til prøve. Fra klokken 10 til 19 var programmet at koncentrere mig om et fagområde (som i denne sammenhæng er ligegyldigt, men som var livredning, hvis nogle er nysgerrige). I ni timer minus spisepauser skulle jeg udstille min viden og mine færdigheder og mangel på samme for kolleger og instruktører, og til sidst i løbet af de sidste fire timer for nogle dommere (jojo, det hedder det i denne sammenhæng).

Selvom jeg snart er en gammel rotte i det her fag, var jeg alligevel nervøs. Før, under og såmænd også efter i den forstand at dagens oplevelser blev ved med at køre rundt i hovedet på mig indtil jeg endelig faldt i søvn engang efter midnat. Set udefra for den der kender min viden og mine færdigheder, lyder det formentlig som en nervøsitet helt ude af proportioner, og at der ikke var noget at være bange for i forhold til at bestå prøven. Sådan vurderer jeg det faktisk også selv – hånden på hjertet – for jeg er egentlig ikke i tvivl om min egen duelighed.

Men det er set udefra. Indefra handler det nemlig om en helt anden prøve. Det jeg bliver testet i hver eneste gang jeg skal præstere noget som andre skal vurdere og dømme, er nemlig min evne til at adskille mig selv fra mine præstationer, og det er en test jeg må indrømme at jeg stadig har ret svært ved at gennemføre til udmærkelse. En eller anden lille, irriterende stemme indeni hvisker hver eneste gang, at nu skal jeg præstere mindst det ypperste, for ellers vil jeg blive dømt som værende et dårligt, uinteressant og værdiløst menneske. Den stemme råber ikke nær så højt som den har gjort, og den tager ikke magten fra mig mere på samme måde som den gjorde engang. Men den hvisker stadig af og til, især når jeg formelt rent faktisk skal prøves på hvad jeg kan, og jeg skal stadig bruge en del energi og nogle indre samtaler på at få den til at holde mund: “Det er godt med dig, lille stemme, som blander “at kunne” og “at være” sammen endnu engang. Ti så stille, for jeg er værdifuld og god nok som menneske hvad enten jeg kan eller ikke kan det her. Klap så i – jeg lytter ikke mere nu!”

Selvtillid og selvværdsfølelse er ikke det samme, og der kan være både oceaner og dybe bjergkløfter imellem de to ting for den enkelte person. Det kender jeg fra mig selv, og jeg ser det tit hos andre. Det kan gøre os mennesker fantastisk dygtige til det vi nu beskæftiger os med, samtidig med at vi selv føler at vi hele tiden står lige på kanten til at blive dømt ude som personer og faktisk ikke regner med at nogen kan lide os eller holder af os, men at de måske højst sætter pris på vores arbejde. Og selv dét synes at hænge i en tynd tråd, for vi oplever at vi laver fejl hele tiden, selvom vi gør os så helt umenneskeligt meget umage.

Jeg skrev øverst at det var ligegyldigt for min pointe hvad det var jeg skulle prøves i. Men mens jeg sidder her og skriver, bliver det tydeligere og tydeligere for mig at det ikke er ligegyldigt. Livredning. Smag lidt på ordet.

Jeg tror egentlig ikke vi kan redde livet, vores eget eller andres, hvis vi ikke kan få den indre stemme der fortæller os at vi er hvad vi kan præstere, til at holde mund. Lad os gøre os selv den tjeneste ikke at lytte til den, hverken hos os selv eller andre. Lyt bagom den. Værdsæt dig selv og andre simpelthen fordi vi er.

Apropos

“”Hvis du bringer det frem, som er inden i dig, vil det, som du bringer frem, frelse dig.

Hvis du ikke bringer det frem, som er inden i dig, vil det, du ikke bringer frem, tilintetgøre dig.”

Tillagt Jesus Kristus i Thomasevangeliet”

Set i Illuminata. Fordybelse gennem bønner og ritualer af Marianne Williamson.

—
Læs om Thomasevangeliet på Den Store Danske og på Wikipedia.
Jeg har tidligere nævnt Marianne Williamson i dette indlæg.
—
Tilføjet 21. maj 2010: Se også denne artikel på Folkeuniversitetet i Nordjyllands hjemmeside om Thomasevangeliet og Søren Giversen.
—
Tilføjet 25. maj 2010: I Søren Giversens danske oversættelse af Thomasevangeliet lyder logion 70 sådan:

“Jesus sagde: “Når I bringer dette i jer frem fra jer selv, skal dette, som I har, frelse jer. Hvis I ikke har dette i jer, skal det, som I ikke har, dræbe jer.””