Kategori: Det tunge

Hovedrengøring

Jeg har gjort hovedrent i mit eget hjem for første gang i mit liv. Jeg havde behov for at skabe lidt mere orden og lidt mere æstetik omkring mig uden at det kostede en bondegård, og så trængte jeg til at bevise over for mig selv at jeg stadig er i stand til at planlægge og gennemføre et stykke arbejde for at nå et mål jeg selv har sat, og ikke bare slukke de brande der bliver tændt løbende af andre.

Fra morgen til aften var jeg i gang i hele sidste uge, og der blev godt nok gået til makronerne, skulle jeg hilse og sige, og ryddet op og båret væk og vasket af og pudset blankt og flyttet rundt.

Undervejs myldrede det med erindringer fra min barndom. Jeg huskede hvordan min mormor mødte op hjemme hos os for at hjælpe min mor med hovedrengøringen, og hvordan de satte mig i gang med at vaske døre, paneler og karme af. Fuldkommen uoverskueligt, tænkte jeg dengang og hadede hver en centimeter jeg gnubbede ren. Jeg huskede også at min farmor kom med sit berømte knofedt da lysekronens prismer skulle hægtes af og vaskes omhyggeligt og hænges op igen og sølv- og kobbertøjet blev sat ud på køkkenbordet på avispapir og pudset i timevis i noget der lugtede grimt og gav sorte fingre.

Stemninger og brudstykker af samtaler flettede sig ind i billederne af hvordan det ene og det andet blev gjort. Jeg tror min mor hadede de her dage af et godt hjerte, men de skulle jo til. Jeg tror min mormor gav en hånd med fordi hun vidste at min mor ellers ikke ville få det gjort, og det ville jo være pinligt. Og jeg tror at min farmor mødte op fordi hun på ingen måde tillod sig selv den svaghed ikke at kunne overkomme det, men frem for alt nok skulle demonstrere at hun var mand for lige at tage en ekstra hovedrengøring. Måske tror jeg forkert, men det er sådan jeg husker det.

De tre kvinder var med mig gennem hele ugen. De trådte frem fra lukkede rum i min sjæl og viste sig igen, så jeg kunne se dem tydeligere og lære af dem. Først og fremmest har jeg endnu engang lært at de har lagret sig i mig som indre figurer og er blevet dele af mig som jeg må forholde mig til. Jeg har igen og igen de sidste år undret mig over hvor min energi og mit engagement i livet som sådan er blevet af i løbet af årene, og jeg tror simpelthen mit tilpasningsenergireservoir er løbet tør. Der er ikke ret meget mere energi i ”det skal jo til”, ”ellers vil det være pinligt” og ”vis aldrig fysisk og viljesmæssig svaghed”.

Jeg gennemførte min plan og nåede mit mål. Nu synes jeg her er lidt pænere og lidt mere roligt, og det nyder jeg i fulde drag. Faktisk synes jeg næsten det er lettere at trække vejret nu. Energien lykkedes det mig at mobilisere fra et helt andet og stadigt voksende reservoir som har at gøre med troen på at det er i orden at opfylde mine egne behov. Som har at gøre med at høre min egen, indre stemme frem for at tilpasse mig andres, såvel de levendes som de dødes.

Om Hanne Ørstavik: kaldet – romanen

(Klik på billedet for at læse bagsideteksten)

Det tog sin tid; først nu er jeg færdig med kaldet – romanen som jeg har skrevet om før. Men sådan er det, og sådan skal det være med Hanne Ørstaviks bøger, tror jeg. Jeg kom virkelig på arbejde med denne bog, jeg måtte dvæle længe ved mange passager for rigtigt at begribe dybden i det der står skrevet, men det har været al umagen værd, og jeg har svært ved at komme i tanke om hvornår jeg sidst har læst noget jeg syntes var så godt. Jeg har skrevet det før et eller andet sted som jeg ikke husker nu hvor er: For mig er Ørstavik en sand mester. Hun formidler et eksistentielt og dybtgående stof som man ellers skal igennem tykke filosofi- eller psykologibøger for at komme i berøring med. Efter min mening.

Hvis du har lyst til at læse en mere saglig og litterært funderet omtale, har Tina Charlotte Møller på fineste vis anmeldt bogen for Sentura her. Tina Charlotte Møller sætter fokus på at man formentlig læser det i romanen som man har rum til at få øje på, og det tror jeg er rigtigt. Mit rum er – som alle andres – begrænset, og jeg får først og fremmest, men ikke kun, øje på det problemfelt som kunne omkranses af ordene frihed-skæbne-kald. Hvad eller hvem bestemmer om man skal skrive (i det her tilfælde, men det kunne lige så godt være det at ville udøve kunst i det hele taget, eller måske enhver livsgerning som føles som et kald)? Er der overhovedet noget der bestemmer dette, eller har vi fuldstændig frihed til at vælge, og er det vores eget valg hver især? Kan en ydre autoritet autorisere ens kald? Har Gud en plan med os? Hvordan skal vi afgøre om det er den rigtige plan vi har fået øje på? Og så videre, fristes jeg til at skrive. kaldet – romanen er først og fremmest en undersøgende bog, men jeg mener lige nu at bogen også giver et svar, og at jeg forstår det, men jeg tror jeg har brug for lidt mere rum til at blive klogere og komme det endnu nærmere. Blot vil jeg sige at jeg tror der findes forfattere (og malere og missionærer og værktøjsmagere og husmødre og ..) af guds nåde, og Ørstavik er én af dem.

Forleden deltog jeg i en snak om Astrid Lindgren, om hvad det var hun kunne, og jeg reagerede spontant ved at sige at jeg altid har haft det sådan når jeg læste noget af Astrid Lindgren, at så står hun foran mig og siger “Jeg ser dig” på samme måde som na’vi’erne i Avatar hilser på hinanden. Det er måske en lang og useriøs omvej, men når jeg læser noget af Hanne Ørstavik, så ser jeg også hende foran mig med hånden hævet til hilsen og ordene “Jeg ser dig”. Jeg føler mig mødt og set. Jeg kommer i dialog. Jeg bevæger mig.

Hun får mig faktisk til at gå mig selv i møde.

Større bliver det ikke for mig.

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed

For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til “Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed”.

Distance eller dialog

Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her på stedet før, men jeg er uddannet folkeskolelærer. Dengang, sidst i 80’erne, var det sådan at man i dansk på grunduddannelsen skulle skrive nogle børnebogsrapporter som så indgik i ens pensum til eksamen.

Jeg læste og skrev om blandt andet Bent Hallers Kaskelotternes sang, og jeg husker stadig nogenlunde min lærers feedback på netop den rapport. På den ene side fik jeg ros: Hvis jeg blev ved med at skrive sådan, skulle det nok gå rigtig godt for mig, mente han. På den anden side slap han også noget ud om at det godt nok var noget anderledes end det de var vant til at se. Jeg syntes jeg kunne se hans øjne smile en anelse spottende bag de tykke briller, og resultatet var at jeg gik derfra med følelsen af både at kunne være lidt stolt, men også af at være lidt til grin.

Det sidste kom til at betyde mest for mig fremover. Ud over at jeg – som den rettroende elev jeg var – havde analyseret bogen til punkt og prikke ud fra de skemaer og vejledninger vi havde fået udleveret, havde jeg åbenbart også gjort noget som var “forkert”. Sådan føltes det i hvert fald. Inden i mig var der en stemme der gav sig til at råbe i kor med den kritiske eller spottende bemærkning, og som ikke lige var sådan at få til at holde mund. Den fortsatte i årevis, faktisk.

I dag har jeg et bud på hvad dette “forkerte” var. I en del af rapporten havde jeg opgivet min distance til værket og involveret mig. Jeg var gået i dialog med bogens indhold. Jeg havde ladet den tale til mig, og jeg havde svaret og spurgt tilbage og lyttet igen efter bedste evne. Og samtalen havde fremkaldt følelser, sat spor og forandret mig. Jeg havde ladet mig synke ned i havet til Tangøje og Tangøjes kaskelotmor og indledt en samtale under og i overfladen, hvor jeg glemte både mig selv og de ydre krav om at lyde så forbandet vidende og objektiv.

Nu ved jeg at det bedste i mig søger dialogen, og kan et menneske skabe et værk der indbyder til eller skaber et grundlag for dialog, har dette menneske givet mig det fineste der er at give, efter min mening. Det er min klare førsteprioritet. Jeg ved at andre mennesker har andre præferencer, og det er fint og glædeligt, for sammen udgør vi en helhed, men det er her jeg står.

Ind imellem hiver den indre kritiske stemme mig ud af vandet og op i elfenbenstårnet igen, og så sidder jeg dér og kigger ned, forladt og frysende, tynget af min egen vægt som en hval på land. Jeg bliver dog til stadighed lidt bedre til at gå i dialog med selv denne stemme og få den til at klappe i eller i det mindste dæmpe sig.

Det vil jeg nemlig at den skal, for det er sådan jeg læser når jeg gør det med størst fornøjelse og oplevelse af mening. Skal jeg strække den lidt, vil jeg sige at det er sådan jeg vil leve.

Det er også sådan – hånden på hjertet – jeg gerne vil skrive når og hvis jeg skriver.