Kategori: Det tunge

Man skal ville det gode

Fjernsynet er tændt, og jeg ser en slags filmanmeldelses-nytårskavalkade på DR1. Professionelle anmeldere og folk med tilknytning til filmbranchen skiftes til at udbrede meninger om årets film, vistnok i form af klip fra det forgangne års DR2 Premiere-udsendelser. Tempoet er højt, og jeg har egentlig øjnene et andet sted, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spidse ører, for der bliver sagt mange gode ting.

Wikke og Rasmussen er også med, og dem lytter jeg altid gerne til. I klippet anmelder de en actionfilm som de ikke kan lide – ikke fordi det er en actionfilm, de har ingen problemer med selve genren, men fordi, som de siger sådan nogenlunde, at hvis man skal lave en film, skal man ville det gode, og det vil folkene bag denne film tilsyneladende ikke.

Og pludselig forstår jeg hvad det er der også for mig gør hele forskellen på om jeg kan lide og har det godt med det andre mennesker formidler, uanset om det er i form af film, bøger, undervisning eller hvad som helst. Jeg synes næsten ikke det kan siges bedre end at uanset form og indhold bør hensigten bag være at ville det gode – ellers synes jeg egentlig man skal holde sin bøtte. Jeg ved ikke hvad Wikke og Rasmussen synes er det gode (selvom jeg vel nok har en stærk fornemmelse), og jeg aner ikke hvad den film de snakker om, går ud på, men jeg ved at det er et udtryk jeg kan bruge og mene helt og fuldt.

Nå ja, men hvad er det gode så? Findes der noget som er absolut godt? Det er et spørgsmål som er blevet diskuteret i årtusinder, og som mennesker har alle mulige forskellige svar på. Jeg har også mit helt personlige svar, og det er: Ja, der findes ét – 1 – absolut, indiskutabelt gode i dette liv, og det er dét at hvert enkelt menneske får mulighed eller giver sig selv mulighed for at blive/være sig selv – uanset hvad det indebærer. Og at ville det gode i den forstand er det ypperste vi kan gøre for hinanden og for verden som helhed.

De fleste vil måske sige at selvfølgelig vil de da det gode, selvfølgelig skal både de selv og andre bare være sig selv. Men det er ikke så selvfølgeligt endda, tror jeg. Ofte er vi mennesker splittede mellem hvad vores bevidste jeg og vores ubevidste vil, og det giver knas i kommunikationen så både vi selv og andre måske ikke fornemmer et klart Ja til det gode fordi vi på én gang både vil og ikke vil være os selv og lade andre være dem de er. Har vi det sådan, må vi efter min mening vælge side og gå den lange vej indad for at hele splittelsen, så vi bliver i stand at ville med hele os selv.

Jeg kommer til at tænke på nogle vers fra det nye testamente, som jeg synes passer så fint til netop det at ville det gode, som jeg forstår det:

En dag kom Jesus til en landsby hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde der hed Martha. Hun havde en søster der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: “Er du ligeglad med at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe til.” Men Jesus svarede: “Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende.”

– Lukas kapitel 10, vers 38-42, citeret efter Bibelselskabets Forlags nyeste oversættelse af NT: Den Nye Aftale.

Versene om Martha og Maria står i denne oversættelse i et afsnit med overskriften “En fremmed fra Samaria”, som også indeholder de vers der traditionelt omtales som lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og som en krølle på halen mest til dem som følger med her og måske også har læst Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir, vil jeg lige nævne at ‘karitas’ betyder ‘næstekærlighed’. Og sådan samles trådene, i mit hoved, omend stadig lidt uklart og på fornemmeplan …

Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen “Inanna” til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

 

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes
 
Jeg følger næsten altid “forslag” til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.
 
Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.
 
De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, “herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens”, beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

 

“Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn – men altid attraktiv”.

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den “er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed.”

 
Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af “en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft – hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år”. Den er stadig fuld af en skabende kraft.
 
De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.
 

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog “Eksistentiel psykoterapi”. Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det “officielle” rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:

 
“Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire “ultimative livstemaer” – død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi.”
 
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man – som jeg – bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).
 
Yalom er skånselsløst “sartresk” i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen “gud” i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt – da jeg lige havde trukket vejret – lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.
 
Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i “Eksistentiel psykoterapi”, at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen – derfor disse ord.
 
Til sidst et par klip fra bogens afsnit “Ansvar og eksistentiel skyldfølelse” (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:

“Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv“.

Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om “fænomenet”:

“.., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os“.

Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:

“Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: ‘Hvorfor var du ikke Moses?’ Nej, de vil spørge: ‘Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'”

Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.
 
 
—
 
Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse “Eksistentiel psykoterapi”.

Visdom i ugeblade

Forleden fik jeg en stak ugeblade af en veninde som selv havde fået stakken fra en anden og nu var færdig med den. Hvor herligt, tænkte jeg, så er der lidt at bladre i til kaffen i en ledig stund.

Og bladret, det har jeg. Og nydt at få inspiration til alle de små og store meget konkrete elementer som ethvert liv består af: Mad, tøj, bøger, musik, krop, håndarbejde, rejser og meget, meget mere. Dejligt afslappende og hyggeligt. Og i sig selv det hele værd.

Men jeg fandt også noget som satte spor i mine tanker på en helt anden og langt mere luftig måde. I “Søndag” har Nikoline Werdelin en brevkasse, og i hendes svar til læserne dukkede kloge ord op som tog mig væk fra ugebladets ellers lette univers og ind i et dybere. Prøv at høre tre løsrevne citater her:

Jeg fik en bog anbefalet i efteråret, som jeg har meget glæde af. Den hedder “De fire leveregler” (forlaget Borgen), og de fire regler er baseret på gammel toltetisk visdom og følger her: 1) vær ren i dit ord 2) tag ikke noget personligt 3) lad være med at formode noget 4) gør altid dit bedste (…) Disse fire regler sender os tilbage til vores side af hegnet – og hjælper os til ikke at koncentrere os om motiver og svigt fra den anden side. (Søndag 13/2009).

(..)

En dag skulle du måske tale med din veninde om selv at sige ja til sin egen kerne. (…) Når vi angler efter perfektion – og overlader det til den ydre verden at anerkende vores eksistens og give os karakterer for vores bedrifter, er vi på et skråplan. Og det største vi formår at gøre her på Jorden, foregår jo ofte helt uden bevågenhed. (…) Prøv at læse St. Francis’ bøn højt for hende. Den er god at læse som en hensigtserklæring – også for os ikke-troende. Lad mig citere en smule af den: “…giv at jeg må trøste frem for at blive trøstet, forstå frem for at blive forstået, elske frem for at blive elsket. (Søndag 19/2009).

(..)

(…) må du huske det gode ord “Bless the others, change yourself”. (Søndag 19/2009).

Ærlig talt. Nikoline Werdelin er vist ikke nogen helt almindelig brevkasseredaktør. Nogle af hendes svar rækker langt ud over den konkrete situation som den spørgende læser står i, og ind i det almene/eksistentielle, hvor de bliver et svar til os alle. Jeg tror det kræver megen seriøsitet og vilje til forandring at tage hendes råd og vejledning til sig i al deres dybde. Til gengæld kan det måske blive startskuddet til en længere rejse for den der formår virkelig at lytte.

Jeg lytter. Og hvis en kærlig sjæl igen forærer mig nogle eksemplarer af “Søndag”, vil jeg straks bladre om på side 12-13.

—
Noter:

* St. Francis’ bøn i sin helhed som den står i folderen “Velkommen til Marmorkirken” (den findes mange udgaver, jeg holder selv mest af denne):
BØN TILLAGT FRANS AF ASSISI (1182-1226):
Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed,
hvor der er krænkelse, tilgivelse,
hvor der er tvivl, tro,
hvor der er fortvivlelse, håb,
hvor der er mørke, lys,
hvor der er bedrøvelse, glæde.
Guddommelige mester, hjælp mig,
så jeg ikke så meget søger at blive trøstet,
som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,
og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.