Kategori: Det tunge

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og “lige noget for os”, som den ældste udtrykte det. “Coach Carter” stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, synes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles”.

Der sad jeg – med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne – og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende – og alligevel så svært at “forstå” med følelserne.

Drenge bliver til mænd i “Coach Carter”, og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne – godt hjulpet af vores ubevidste – vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.

En kunstner for de udvalgte

Det er 1. april, og aviserne diskede i morges op med diverse aprilsnare. En af dem, som man kunne læse i både Politiken og Ekstra Bladet, var at Heidi fra X Factor var blevet snydt for så mange sms-stemmer at det havde kostet hende en finaleplads. Hvad det sjove i denne aprilsnar præcis var tænkt at skulle være, forstår jeg vist ikke helt, men jeg forstår dog at den spiller på den opfattelse mange X Factor-seere sikkert har, at Heidi faktisk var det mest overbevisende og vedkommende af alle talenterne.

Jeg fandt nogle af sangene frem igen på computeren, og endnu engang blev jeg meget bevæget af Heidis evne og mod til at udtrykke nogle af de dybeste følelser jeg forestiller mig et menneske kan kende til. Kærlighed til livet, nedtrykthed og afmagt, lyst og livsvilje, død og genfødsel – jeg hører det hele og mere til, og jeg synes det er fantastisk at finde genklang eller ligefrem opdage nogle af mine egne mest afgørende indre bevægelser i et andet menneskes kunst. Der er stort.

Thomas Blachman kom på et tidspunkt i en af udsendelserne til at sige at han ikke håbede Heidi vandt; og Heidi selv udtrykte lettelse da hun ikke gik videre til finalen. Og jeg tror jeg forstår det. Eller nok mere respektfuldt udtrykt: Jeg har en forestilling om at et menneske med så stor en følelsesmæssig begavelse og så veludviklet en evne til at dele sine indre oplevelser med andre vel sagtens bliver ganske drænet for energi og skaberkraft af hele det udadvendte og folkelige cirkus som en X Factor-konkurrence er. Og ikke mindst må det der følger efter hvis man vinder, fylde én med rædsel for at gå til grunde eller blive væk i alle forventningerne og kravene.

I semifinalen sang Heidi først James Blunts “You’re Beautiful” med stor ligegyldighed, og bagefter “Why” af Annie Lennox med stor dybtfølthed.

Det gør ondt at høre de ord der bliver ved med at komme ud af munden på jer. I ved ikke hvordan jeg føler.

Så blev det sagt, eller snarere sunget, så det kunne høres. Jeg skal også tage dette til efterretning, styre mig og stoppe denne dømmende ordstrøm. Blot vil jeg slutte af med at sige at da jeg så det, var min tanke, at nu, lige netop da, lagde Heidi afstand ikke bare til konkurrenterne, men til X Factor i det hele taget. Jeg fik en klar fornemmelse af at hun villet og bevidst trådte ud af X Factor-konceptet og ind i en langt mere eksklusiv verden hvor hun retteligt hører hjemme. Som jeg så det, viste Heidi i det øjeblik at hun ikke ville være en udvalgt kunstner, men en kunstner for de udvalgte. Og det i sig selv rørte mig og affødte også en slags taknemmelighed, fordi jeg synes det er en gave til os alle sammen når en person evner og tør beskytte sit talent med så stor integritet. Det giver håb om rige oplevelser, der holder i længden og ufordrer vores private verdensopfattelser, så vi ikke skal nøjes med underholdende øjebliksbilleder med pæn overflade, men uden dybde, vid og bid.