Om at se

I går var jeg i biografen og se Songs of Earth. En ven havde opdaget at filmen fandtes og var aktuel og havde spurgt om jeg ville med. Det endte med at blive en stor gave som jeg er meget taknemmelig for.

Du kan se traileren her:

Filmen er næsten udelukkende bygget op af ufatteligt smukke billeder fra især luften højt over jorden og i en sekvens også fra under vandets overflade. Den er optaget i et område i Norge, Oldedalen. Billederne har en vandrende mand og indimellem også en kvinde, nemlig instruktøren Margreth Olins forældre, som omdrejningspunkt.

Jeg sad længe i mørket og tænkte: Hvis man skal følge i nogens fodspor og se verden med den persons øjne, ser man da ikke verden i fugle- eller fiskeperspektiv? Hvad er meningen med det? Og så fattede jeg det med ét: Faderen, i hvis fodspor datteren følger, ser slet ikke verden med øjnene, men med sjælen, og har ikke sig selv, sit ego, sit begrænsede perspektiv i centrum. Nok ser han gennem øjnene, men det sete bliver opfattet via sjælen. Det er det filmen viser.

Jeg forlod biografen med den største lyst til at gå hjem og pakke rygsækken og gå fra min trivielle hverdag og ud i verden for at se med sjælen. Lade det vare en dag eller 30 år helt som det nu kunne blive til, og vide at nu skete der endelig noget vigtigt i mit liv, nemlig at jeg . Jeg ville vide at det var en meget vigtigere beskæftigelse end det arbejde jeg udfører til hverdag. Det arbejde der mest af alt er en pisken rundt i hamsterhjulet og som jeg fejlagtigt tror det er livet om at gøre. Formentlig finder jeg ud af i sidste ende at det ikke har gjort nogen forskel overhovedet for nogen eller noget på et eksistentielt plan.

Desværre er jeg ikke gået endnu, men tænker at alt håb ikke er ude. Måske bliver hamsteren i mig færdig med sit ørkes- og formålsløse arbejde i tide til at jeg stadig kan nå at slippe ud og se med sjælen.

Den første

For omtrent 40 år siden læste jeg en bog som gjorde et kolossalt stort indtryk på mig. Jeg faldt tilfældigt over den dengang, som jeg husker det, og da jeg efterfølgende insisterede på at vælge at skrive om netop den i en rapport i dansk, godkendte min lærer mit valg med en skeptisk bemærkning. Jeg kunne måske have en interesse i at gøre opgaven lidt lettere for mig selv og for eksempel vælge en af de samme bøger som mine klassekammerater, mente han og så på mig med hovedet på skrå og et venligt glimt i øjnene inde i alt hippiehåret og fuldskægget.

Men jeg ombestemte mig ikke, og jeg har aldrig glemt den bog. For mig blev den den første af de allerypperste romaner jeg har læst. Og når jeg nu tænker over det, tror jeg måske den lagde grundstenen til den fascination af norsk litteratur som har fulgt mig hele livet. Jeg har læst mange flere norske forfattere i dybden end danske.

For ikke så længe siden dukkede den op i fysisk form på “mit” bibliotek, og jeg vidste at det var fordi jeg skulle låne den igen. Den var sat frem til mig.

Og jeg har læst den igen – åndeløst optaget og bjergtaget. Den er så genkendelig og mageløst vis i sin metafysiske og metaforiske rigdom, at 40 års levet liv siden første læsning kun gjorde den til en endnu større læseoplevelse.

I morgen tager jeg toget ud i landet med mit rejsepas, rygsækken er pakket. Jeg har stof nok med til uafbrudt kontemplation, uanset om jeg skulle finde på at tage fra Gedser til Skagen og tilbage igen otte gange. Det bliver ikke bedre.

Vandrelyst med overbygning

Jeg har læst den.
Jeg kan lide den.
Jeg har købt den.
Jeg kan bruge den.

Måske skulle den have heddet Vandre-, leve-, lære- og lyttelyst. Men det ville nok have set dumt ud. Ikke desto mindre handler bogen om meget andet end det at vandre i fysisk forstand. Den er spækket med fakta, nyttige oplysninger og konkrete anvisninger, men der løber også en strøm gennem hele bogen af lyst og evne til at forbinde sig med andre, være åben og bruge enhver lejlighed til at blive klogere på et eller andet, som jeg virkelig godt kan lide og bliver meget inspireret af. Jeg ville gerne have været vandrekammerat med de to, det ville have ligget lige til både højre- og venstrebenet for mig.

Skærmtid

Hvis du ligesom jeg ser ekstra meget skærm i de her dage og mangler noget at fylde en time og tyve minutter ud med, kan jeg da lige foreslå Blue Jay på Netflix. Det er en varm, fin og ret dybsindig skildring af to helt almindelige mennesker og deres relation. Jeg synes de to hovedpersoner er fabelagtigt spillet af Sarah Paulson og Mark Duplass, og dertil er filmen i sort-hvid. Det skærper efter min mening fokus og gør de ellers ret subtile udtryk tydeligere. Jeg er vild med det (hvilket nok ikke er nogen overraskelse for den der har set mine billeder på instagram ;-)).

(Ellers har jeg set alverdens ting som ikke er værd at skrive hjem om, fordi jeg har strikket samtidig og ikke villet “spilde” noget godt på en delt opmærksomhed. Jeg er for tiden – når min opmærksomhed er udelt – mest optaget af Yellowstone (TV2 Play/SkyShowtime) og blev vanvittigt skuffet da der ikke kom et nyt afsnit mandag aften fordi serien holder en uges julepause. Jeg har også set 1883 med stor fornøjelse. Mens jeg skriver det her, kan jeg mærke at det føles som en quilty pleasure jeg synes jeg skal undskylde, måske fordi jeg læste et sted at især Trump-tilhængere kan finde noget at være enige i eller genkende i Taylor Sheridans westernunivers hvor der er kontant og skruppelløs afregning (men også ærlighed, hjerne og hjerte, efter min mening). Jeg kan godt garantere at jeg ikke har noget som helst tilovers for Trump. Ikke nogetsomhelst. Jeg synes bare Taylor Sheridan laver virkelig gode plots, interessante karakterer, autentiske miljøer og smukke billeder.

Derudover har jeg den nye sæson af The Sinner på programmet. Jeg syntes rigtig godt om især den første sæson og glæder mig til at se Harry Ambrose udfolde sine evner som menneskedetektiv og kredse sig kompromisløst ned under og ind bag ved de på overfladen valide og logiske facts og sammenhænge.

Jeg sludrer, nu stopper jeg mig selv. Og ønsker alle underholdende og berigende skærmtid!)