I går var jeg i biografen og se Songs of Earth. En ven havde opdaget at filmen fandtes og var aktuel og havde spurgt om jeg ville med. Det endte med at blive en stor gave som jeg er meget taknemmelig for.
Du kan se traileren her:
Filmen er næsten udelukkende bygget op af ufatteligt smukke billeder fra især luften højt over jorden og i en sekvens også fra under vandets overflade. Den er optaget i et område i Norge, Oldedalen. Billederne har en vandrende mand og indimellem også en kvinde, nemlig instruktøren Margreth Olins forældre, som omdrejningspunkt.
Jeg sad længe i mørket og tænkte: Hvis man skal følge i nogens fodspor og se verden med den persons øjne, ser man da ikke verden i fugle- eller fiskeperspektiv? Hvad er meningen med det? Og så fattede jeg det med ét: Faderen, i hvis fodspor datteren følger, ser slet ikke verden med øjnene, men med sjælen, og har ikke sig selv, sit ego, sit begrænsede perspektiv i centrum. Nok ser han gennem øjnene, men det sete bliver opfattet via sjælen. Det er det filmen viser.
Jeg forlod biografen med den største lyst til at gå hjem og pakke rygsækken og gå fra min trivielle hverdag og ud i verden for at se med sjælen. Lade det vare en dag eller 30 år helt som det nu kunne blive til, og vide at nu skete der endelig noget vigtigt i mit liv, nemlig at jeg så. Jeg ville vide at det var en meget vigtigere beskæftigelse end det arbejde jeg udfører til hverdag. Det arbejde der mest af alt er en pisken rundt i hamsterhjulet og som jeg fejlagtigt tror det er livet om at gøre. Formentlig finder jeg ud af i sidste ende at det ikke har gjort nogen forskel overhovedet for nogen eller noget på et eksistentielt plan.
Desværre er jeg ikke gået endnu, men tænker at alt håb ikke er ude. Måske bliver hamsteren i mig færdig med sit ørkes- og formålsløse arbejde i tide til at jeg stadig kan nå at slippe ud og se med sjælen.
