Kategori: Det tunge

Ivars styrkeløft

Jeg tænkte først at jeg måtte vente til jeg ved lejlighed kunne spørge en ven med større logisk sans og hænderne skruet bedre på end jeg, om jeg havde regnet rigtigt og om jeg kunne få vedkommende til at udføre min ide om et ikea-hack i virkeligheden.

Så blev jeg træt af at vente og træt af mine egne tanker om at andre ville kunne gøre det bedre end jeg selv, og gik ud og købte en sav og en skærekasse. Regnede det hele igennem én gang til og mærkede op så nøjagtigt jeg kunne, med min fars tommestok, min stedmoders lineal og min egen røde viking-blyant.

Savede. Satte sammen. Så at det blev perfekt.

Det er aldrig for sent at tage dele af sig selv som man har uddelegeret til andre, tilbage, og der er få ting i livet som er mere tilfredsstillende, hvis man spørger mig. Det handler ikke om at blive verdensmester i alt, men om at få kontakt til alle dele af sig selv. Også dem man ikke er for stolt af, dem man synes man er for fin til at bruge, dem man ikke synes man er fin nok til at bruge, dem man altid har fået at vide man skulle skjule, dem man tror man mangler, dem der medfører en stor risiko for at fejle, og alle dem der på utallige andre måder er en udfordring for én at have noget at gøre med.

Jeg læste engang et sted jeg har glemt, i en helt anden sammenhæng, at når man bruger sider af sig selv som ikke er ens førstevalg og fortrolige, trygge måder at gå til verden på, kan man opleve et slags huskede-jeg-at-slukke-for-strygejernet?-fænomen. At selvom man formentlig klarer opgaverne godt og arbejdet set udefra er fuldt tilfredsstillende, så oplever man indeni at være bange for at have overset noget vigtigt, taget fejl af et eller andet eller mistet overblik og dømmekraft uden selv at have opdaget det. Det kan være en virkelig stressende tilstand at være i over længere tid og i situationer hvor der er noget vigtigt på spil, så på den baggrund skal man måske gå lidt forsigtigt til værks med at tage ukendte, hidtil uddelegerede sider af sig selv i brug. Men stadig: Belønningen kommer når man har opdaget gange nok at man faktisk havde slukket strygejernet, og begynder at stole på det.

Jeg kom i mål i dag uden at brænde huset ned, og nu kan jeg nærmest slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kastede mig over opgaven til at begynde med. Men det gjorde jeg ikke, og jeg siger tak til universet og til Ivar for dagens styrkeløft på det praktiske, tekniske plan.

I øvrigt: Da jeg skulle feje savsmulden op, kom jeg til at kigge på min håndkost og fejebakke. På farverne. Og så kiggede jeg på saven. Og prøvede at se for mig at det var omvendt. At savens håndtag var gråt og pink, og kost og fejebakke blå og gule. Af en eller anden grund var det svært for mig at forestille mig. Det findes, det har jeg lige googlet mig frem til, men mit forstokkede hoved havde svært ved at bytte farverne om. Der kan man bare se. Det kan jeg så tænke lidt over.

Juleaften

Det går så langsomt med at få brændt mit kalenderlys at jeg blev bange for at komme for sent til juleaften. Jeg må gøre noget, tænkte jeg, og spiste resolut forud af min chokoladekalender; det tog til gengæld kun et splitsekund. Så er der udlignet, tænkte jeg, og nu ankommer jeg nok pænt klædt på til flæskesteg og risalamande på den rigtige dag. Det ville da være en god ting.

Jeg tænker en del på for tiden hvordan et menneske kan være helt ude af sync gennem store dele af sit liv. Ved siden af sig selv med fornemmelsen af at denne dag ikke rigtigt er en del af ens liv, men bare noget man skal igennem uden at mærke for meget til det, for ens rigtige, ens eget liv er noget der var eller skal komme engang når man er færdig med de her dage man lige skal igennem først.

Ikke nogen fest, må man sige. Meget værre end at være bange for ikke at gribe juleaften mens den er der, og så alligevel lidt det samme. Det gælder vel også her om at tælle rigtigt. Om både at brænde den rigtige del af sit lys og spise det rigtige stykke chokolade lige netop nu, i dette øjeblik.

Det lyder måske let at bringe sig selv i overensstemmelse med sig selv, men jeg ved om nogen hvor svært det kan være at være i og hvor svært det kan være at komme ud af sådan en ude-af-sync-tilstand. Lige nu glæder jeg mig bare til juleaften og håber jeg oplever et glimt af sync lige dér.

Tabu

Mandag er svømmedag, og det er bemærkelsesværdigt hvor meget velvære man kan generere på en times tid. Det kan holde flere dage for mit vedkommende. Jeg kan tappe ind i den tilstand jeg er i når jeg svømmer, hvis livet bliver lidt for tungt og forkert, og så husker min krop hvad den oplevede, og giver mig samme belønning ved tanken alene som mens det faktisk fandt sted. Det har holdt mig oppe mange gange.

Rytme, oplevelse af mestring, flow, at være i nuet. Ingen irriterende sanseindtryk, kun de mest komfortable og mindst forstyrrende jeg kender til i vågen tilstand. Jeg kan ikke høre ret meget og slet ikke noget tydeligt. Lyset er helt tilpas. Jeg har begrænset udsyn. Der er ikke noget tøj, sko eller smykker der tager opmærksomheden. Svømmebriller, badehætte og badedragt er efterhånden en nærmest integreret del af min krop. Vejen er banet for intuitive indsigter, for at modtage informationer fra det ubevidste.

Og i dag gik det op for mig med stor tydelighed, at jeg hele livet har oplevet at blive undervurdet. Det har afstedkommet en tilbøjelighed i mig til at tro at jeg er præcis så begrænset indeni som de fleste andre mennesker kun er i stand til at se mig, og at jeg derfor ikke har haft mod på at stå frem med alt hvad der er i mig. At jeg har holdt mig selv tilbage og nede fordi jeg har opfanget at jeg ikke bliver forstået og i øvrigt gør andre utilpasse hvis jeg viser for meget af hvad jeg tænker og forstår.

Jeg ved det. Det er tabu at sige den slags, men nu gør jeg det alligevel. Måske bliver du voldsomt provokeret, det er der ikke noget at gøre ved. Det er tid til at bryde en cirkel.

Å

Og her er en gammel video af en å. En å som jeg i tankerne kan stå ved og kaste en pind ned i og se pinden drive afsted så jeg forstår at det aldrig er det samme vand jeg kigger på, selvom det er den samme å. Jeg forstår også at på samme måde flyder livet gennem mig og forandrer mig i en konstant bevægelse, og alligevel bliver jeg ved med at være det samme menneske. Det er der trøst i at tænke på, især for én der som jeg har ladet ikke så lidt løbe igennem mig og nogle gange har været bange for at det skulle gøre mig til en anden. Tak, Å.