Kategori: Det tunge

Fuldmånen står knivskarpt på himlen uden for mit vindue. Billedet herover gengiver overhovedet ikke månen som jeg ser den med øjnene – det kan min mobil ikke – men måske viser det ganske fint hvordan jeg ser den i ånden.

Lyset er stærkt og mørner mig. Jeg ved ikke om det skyldes ren frygt eller forudanelse, men det ser ud for mig som om historien er ved at gentage sig. Menneskeheden lærer langsomt, og vi er åbenbart som art ikke blevet så kloge endnu at vi kan lade være med at ødelægge vores egen verden. Gøre den grusom og grådig, ubarmhjertig og uretfærdig. Det er stadig muligt for de mindst oplyste af os at finde tilhængere, at opnå magt, at blive givet magt til at herske, og det vil få konsekvenser der kommer til at gøre ondt på hele klodens befolkning.

I dag har jeg besøgt Frihedsmuseet, nationalmuseets museum om modstandskampen under bestættelsen, sammen med gode venner. Det har været planlagt i mere end to måneder, og da vi lavede aftalen, tror jeg ikke at nogen af os tænkte på at det skulle være andet end et besøg i en fortid som var lykkeligt overstået og lagt bag os. Sådan så jeg det dog ikke kun i dag; det var som at befinde sig dernede under jorden i en fortælling om både fortid, nutid og fremtid. Det var en skræmmende oplevelse, og det kommer til at tage tid at ryste den af mig.

Måske lærer vi mennesker som kollektiv ikke bare langsomt, men er ude at stand til at blive klogere på en permanent måde. Foretage et spring i bevidsthed der er tilstrækkeligt højt til at være skelsættende. Måske vil mørke kræfter i mennesket til evig tid bryde frem i bølger. Uanset hvad man tror om den sag, må vi tænke at hver dag vi holder de mørke kræfter i ave, er en god dag. Og at det aldrig er forgæves at kæmpe for at de gode dage skal blive så mange som muligt.

Jeg spiser morgenmad på terrassen. På kanten af taget lige over mig sidder en måge og holder øje med min mad. Der er et gyldent skær over den fra solen som står op på den anden side af blokken, og mågen ser helt nydelig ud mod den skyfri, blå himmel. Blikket viger stort set ikke fra tallerkenen foran mig, og den tripper lidt, måske af utålmodighed, måske af vagtsomhed, og viser sine svømmefødder i små glimt. “Du får ikke noget”, siger jeg til den, “du skal slet ikke være her. Du hører til ude ved kysten. Ligesom jeg”.

Jeg spiser færdig mens jeg lader det jeg selv lige har sagt, sive ind og fylde mig med en lille sorg. For ja, hvad laver jeg midt i et beton- og rustunivers langt væk fra vand der smager af salt, og et landskab der tillader øjet at se langt? Overlever, velsagtens, takket være min gode evne til at tilpasse mig. Ligesom mågen.

Da jeg putter det sidste stykke rugbrød med ost i munden, letter opportunisten. Kaffen er den åbenbart ligeglad med, og jeg sætter pris på at kunne drikke resten uden at blive overvåget.

Det er sommer, jeg har ferie og havet er åbent. Vandreruterne i naturen omkring mig, de gode kaffesteder i byerne og bibliotekerne er også åbne, og jeg nyder lidt af det hele hen ad vejen. Ingen planer. Ingen aftaler. Ingen behov jeg skal holde øje med og imødekomme, ud over mine egne. Ingen roller jeg skal spille. Det er vældig helende.

Der var engang hvor nogle af min families ellers glatbarberede, nydelige mænd konsekvent lod skægget stå når de havde ferie. Jeg forstod det som det ypperste symbol på at de følte de kunne tage en pause fra andres forventninger, normer og ydre krav når de ikke skulle møde på arbejde. At de oplevede at ferie var lig med carte blanche til at fokusere på nogle andre værdier end dem der drev dem fremad i samfunds- og arbejdslivet.

Jeg har af gode grunde (endnu) ikke noget skæg jeg kan lade stå, men jeg kan lade min disciplin, min ansvarlighed over for fællesskabet og min præstationstvang stå for en lille stund. Det kradser måske lidt, ser måske sjusket og uengageret ud, men den tid og opmærksomhed med en ragekniv i hånden jeg sparer, tror jeg kommer mig til gode.

Og når jeg tænker over det, har de, mændende, aldrig set bedre ud end med tre uger gamle skægstubbe. I mine øjne.

---

Sommerbilleder. (Stranden ved Kildekrog og Tegners Museum besøgte jeg før min ferie).

Jeg kender et menneske der siger “Ku’ vi lige, hva’!?” når vedkommende synes folk glemmer at tænke sig om til skade for andre eller træder ved siden af den sociale adfærd vedkommende synes er rimelig at forvente. I dag vil jeg tillade mig at citere dette menneske: Ku’ vi lige, hva’!? .. forstå at der ikke findes noget “dem og os”, kun “os”.

Jeg er – desværre, i denne sammenhæng – højrehåndet, så jeg får ikke visdomsordene, som svæver i en rød drømmesky på guldglimmerbaggrund, kastet direkte i øjnene når jeg drikker af mit nye krus fra Kritisk Pynt. Men jeg håber min hukommelse er god nok til at jeg bliver mindet om tankegangen hver gang jeg tager en tår, og at jeg kan holde fast og være en inspiration for os i min sociale adfærd.

Hvis det ikke gør en forskel (hurtigt nok), kan jeg jo beslutte at medbringe mit krus til kaffemik hvor der er andre mennesker til stede, og håbe på at de kan integrere indsigten.

Jeg tror vi i al almindelighed trænger vældig meget til det.

____
PS. Jeg var lige ved at vælge et krus med dette statement: “Jeg ved jeg har ret”, og konkurrencen mellem de to krus var hård, haha, men jeg besluttede så at det må blive mit Kritisk Pynt-krus nr. to.

PPS. Du kan i øvrigt læse hvad jeg tænkte om samme sag for 9 år siden, her.