Det var ikke med vilje og slet ikke med min gode vilje at Jannes sted pludselig forsvandt og var væk i en hel uge, om end jeg må erkende jeg selv har været årsag til det. Man kan måske sige at det var et sammentræf af uheldige omstændigheder som jeg ikke alle sammen var herre over, men jeg tror på den anden side ikke meget på at den slags er tilfældigt. Jeg har en klar fornemmelse af at mit ubevidste prøvede at råbe mig op. Jeg har da også spurgt mig selv hvad det så var jeg skulle lære af det.
Jeg har i hvert fald lært at jeg ikke bare kan lade Jannes sted forsvinde uden kamp. Jeg prøvede om jeg kunne forlige mig med at alt hvad der findes her nu, og alt hvad jeg kan udvide med i fremtiden, ville forsvinde. Det var meget svært, kunne jeg mærke. Så for min egen skyld måtte jeg vågne lidt op og kæmpe for at få mit sted tilbage.
Jeg har imidlertid også lært at mit eget ønske om at dette sted ikke forsvinder fra verden før jeg selv gør, er helt uafhængigt af hvad andre tænker og mener om den sag. Bare to mennesker har i den forløbne uge spurgt hvor Jannes sted var blevet af, og det er helt okay. Det gør ikke mit eget engagement i stedet mindre, og det er faktisk en virkelig opløftende og bestyrkende opdagelse.
Syv dage, det er jo bare et glimt i tiden, tænker jeg og måske også du, men det har for mig været syv virkelig lange dage. Jeg er lettet over at mit lille projekt her overlevede og igen har taget en plads i verden. Det er sådan det skal være. Det ved jeg.
