Gave

Kinddans
– af Søren Huss

Du ankom ved foden af bjerget
helt åben og uden at kny
Vandrede dage i skygge
mens verden blev født på ny

Dine hænder har løsnet jorden
tilliden slået rod
Kroppe der smelter i natten
og langsomt blander blod

Jeg er din nu
Det’ os to
Tæt på havet
skal vi bo

Jeg er din nu
Det’ os to
Det’ os to

Salige er de timer
hvor du finder min hånd
Holder mig tilbage
og fra helt at forsvinde
Tanker bli’r i mørket
og jeg mærker et bånd
holde mig om livet
mens jeg famler i blinde
Famler i blinde

Og månen så smuk i sit genskær
lyser nu også i mig
så klart i et billede af hjerter
hvor kamrene åbner sig
Og fødder nærmer sig stille
det varme og dækkede bord
Stolene fyldes af sjæle i kroppe
hvor tryghed gror

Jeg er din nu
Det’ os to
Det’ os to

Salige er de timer
Hvor du finder en hånd
Du holder dig tilbage
og fra helt at forsvinde
Og tanker bli’r i mørket
og du mærker et bånd
holde dig om livet
mens du famler i blinde

Salige er de dage
hvor vi finder en hånd
der holder os tilbage
og fra helt at forsvinde
Og tanker bli’r i mørket
og vi mærker et bånd
holde os om livet
mens vi famler i blinde

Ovenstående er teksten til sangen Kinddans af og med Søren Huss fra albummet Vi Fik Mere End Vi Kom For (jeg har skrevet teksten som jeg hører den, og altså ikke som Søren Huss skriver den. Det har jeg ikke kunnet finde. Jeg undskylder for alle fejl jeg har lavet).

Jeg fik sangen med hjem i bagagen da jeg besøgte min nærmeste familie her i sommer. Jeg synes det er en meget smuk tekst.

Elementer

I dag mødte jeg denne lille fyr på en tør sti langt fra selv den mindste pyt vand. Jeg tror måske det er en ‘lille vandsalamander’, men hvad ved jeg (andet end hvad internettet kan fortælle mig)? Den søgte ly under et blad, men jeg kunne se dens hale stikke ud og kunne ikke dy mig for at løfte bladet og se nærmere. Det fik den til at pile ind i bevoksningen ved siden af stien, og det tror jeg måske var meget godt, for man lever livet farligt under et blad midt på en trafikeret gang- og cykelsti, også selvom der er skygge og man er ude af syne.

Jeg går eller svømmer stadig en tur hver dag, og det er egentlig både det vildeste og det fineste der sker lige nu. Og så læser jeg en del og har vænnet mig til at ind imellem kan jeg hverken forstå eller huske hvad jeg læser, men det er så bare sådan det er. Ellers er jeg et sted i mit liv hvor jeg forsøger at komme gennem hver dag på bedst mulig måde og uden at der opstår for meget kaos i mit hoved. “Low arousal” hedder en pædagogisk tilgang til en bestemt gruppe børn, og jeg kan kun sige at den tilgang også virker for voksne der skal tage ansvar for dem selv, og som ligesom jeg har behov for ikke at blive trigget eller overvældet eller presset eller smittet med alverdens affekter for at kunne komme igennem dagene uden at få det alt for dårligt og kaotisk.

Der er derfor ikke meget at skrive hjem om, så jeg er lidt stille her på stedet, men jeg er her, og det skal man ikke tage som en selvfølge. Forleden dag var jeg for en sjælden gangs skyld også lidt ude i den del af verden der er befolket med andre mennesker, og der så jeg et skilt som gjorde mig glad*, og som jeg vil slutte med et billede af her:


*Se måske også dette gamle indlæg.