Det er sommer. Der er sæsonpause inden oprykning. Det er svømudtid.
Jeg er tavs for tiden som i ‘tavs som graven’, ‘tale er sølv – tavshed er guld’ og ‘det tavse flertal’. Jeg tror jeg er i en mindre identitetskrise, og jeg har helt ærligt mest lyst til at spille død, tie stille med hvad jeg tænker fordi det virker mindst opsigtsvækkende, og fordi jeg begynder at forstå med titusind kilometer i timen at jeg ikke tilhører flertallet, men et mindretal, og hvis jeg ikke siger noget om det, kan det stadigvæk være at ingen opdager det selvom jeg selv har opdaget det.
Det lyder altsammen kryptisk, og det undskylder jeg for, men jeg kan ikke komme det nærmere. Bare vid at jeg ikke står stille, og at jeg helt enkelt ikke kan tale samtidig med at jeg bevæger mig. Èn ting ad gangen og dybt ind i den ting som var det en ekspedition til bunden af Marianergraven. Det kunne være mit motto nu, og det har kunnet være mit motto altid. Nemlig.
Jeg tænker meget på store ord som definitionsmagt og autonomi og angsten for at miste sig selv (helt). Det er meget for et menneske at tumle med, især når adgangen til ens ressourcer i perioder synes afskåret fuldstændigt som når nogen har gravet et kabel over ude i vejen og forbindelsen til internettet er pist væk. Uanset hvor meget man kigger på skærmen og genindlæser og tjekker sine indstillinger, sker der ikke en dyt. Før man omsider kommer i tanke om at bruge sin mobil som “modem”.
Ingen på denne klode forstår formentlig et muk af hvad jeg lige har skrevet, men jeg kan ikke komme det nærmere lige nu. Jeg blæser i vinden. En dag falder jeg ned. Jeg ved det.
