Maries stemme

I dag vil jeg bare bringe et citat af Marie Hammer som Eva Tind lader Marie skrive i sin lommebog i Kvinden der samlede verden. Bogen er en biografisk roman.

Det er bare et lille glimt ud af mange tankevækkende passager i bogen, som både når det kommer til at give læseren noget at tænke over, og på mange andre måder er en meget stor læseoplevelse. Jeg kan kun opfordre til at læse hele bogen. Jeg mangler lige en lille bid, men det gør jeg ikke om et par timer ;-).

(Den er lidt i samme boldgade som Manden som elskede Sibirien af Roy Jacobsen og Anneliese Pitz, men med en mere indlevet stil).


“Maries lommebog, 1948

(…)

I morgen flyver jeg til Churchill. Jeg alene. Jeg holder så meget af ensomhed og har tænkt over, om den her ubestemmelige trang til at være alene er en, jeg er født med.”

Ord

I går var jeg bange for at jeg var ved at blive en gammel sur mand. I dag frygter jeg mere jeg er ved at blive en gammel sær kvinde.

De der krydsord. Det er jo umuligt at stoppe når man først begynder!

Uanset. Sur og sær. Sursær. Det opsummerer mig nok meget godt.

—
(Jeg får også læst i Brinkmanns bog. Og jeg har lånt Eva Tinds Kvinden der samlede verden som Brinkmann omtaler i sin bog, og som jeg blev fanget af fra side ét og er halvvejs igennem. Alt i alt kan man vel sige at der er gået ord i den, men de har også altid haft min særlige interesse. Ord gør noget godt for mig).

Fordybelse heler

Forleden faldt jeg over et hæfte med krydsord og sudoku som nogen havde efterladt i et offentligt rum, og tog det med hjem. Jeg tænkte at jeg måske kunne træne min hjerne lidt med sådan nogle aktiviteter.

Jeg aner ikke hvordan det egentlig går med hverken krydsordene eller sudokuerne (jeg havde aldrig prøvet at løse en sudoku før). Det kan være at det ville se helt absurd langsomt og dumt ud hvis nogen med forstand på sagerne så mig “arbejde” udefra. Jeg aner heller ikke om det faktisk træner min hjerne så den kommer lidt op i gear og engang igen kan løse mere komplekse problemer. Men det er måske heller ikke det vigtigste, har jeg opdaget.

Det er nemlig først og fremmest virkelig sjovt! Tiden forsvinder, jeg bliver totalt opslugt, og alene det er så helt utroligt dejligt og gør mig glad og rolig. Det er en gave at opdage at jeg (igen/stadig) kan fordybe mig uden hele tiden at være bange for at blive forstyrret eller overse noget eller glemme tiden eller forsømme et eller andet som andre mennesker forventer jeg tager mig af, og dermed gøre nogen vrede eller ultimativt afstedkomme en mindre ulykke.

Det er en livsnødvendighed for mig at kunne fordybe mig og lade mig opsluge af noget som interesserer mig. Jeg har været så bange for at jeg havde mistet både mulighederne og evnerne for det. Nu er det lykkedes at skabe mit “yndlingsrum” i det små, og det føles virkelig godt.