Vores dybeste frygt II

Herunder ser du to bøger som det har haft afgørende betydning for mig at læse. Det har været svært og taget lang tid for mig at læse dem, alt går som nævnt i forrige indlæg lidt langsomt i mit hoved for tiden. Derfor vil jeg heller ikke give mig af med at skrive om bøgernes indhold, men blot sige at hvis fagligt mindreværd (impostor-komplekset) og personlig selvudslettelse (ekkoisme) overhovedet siger dig noget, så har du hermed fået et tip til hvor du kan finde læsestof du måske kan have glæde af at fordybe dig i.

Vores indre landskab er som en klode vi kan flyve henover og kigge ned på gennem forskellige kikkerter og fra forskellige vinkler. Det er min opfattelse at landskabet forandrer sig her og der over tid som følge af bevægelser i kloden selv eller udefrakommende påvirkinger, men grundlæggende forbliver kloden den samme. Vores syn på landskabet og vores forståelse og oplevelse af det kan derimod forandres væsentligt over tid i takt med at vi bevæger os henover de samme steder igen og igen – hvis vi er åbne for det og i stand til at lære og at udvikle os.

Impostor-komplekset og ekkoisme ser jeg for mig ligger på samme sted i mit indre landskab, impostor-komplekset øverst og tydeligst, ekkoismen nedenunder. Jeg har bevæget mig henover det sted nærmest i konstant rutefart hele livet igennem. Jeg har lært stedet bedre at kende, og jeg har udviklet min evne til at håndtere de udfordringer der kan være på stedet, omend det er gået meget langsomt og jeg har haft virkelig mange tilbagefald. Nu har jeg læst de to bøger, Impostor-komplekset | Slip dit faglige mindreværd af Ann C. Schødt og Rebekka J. Knudsen samt Narcissisme | Det dårlige – og overraskende gode – ved at føle sig helt speciel af Craig Malkin, og det har været som med ét at få en kraftigere kikkert og kigge fra den mest gunstige vinkel med en kompetent, forståelig vejledning til det jeg ser, i hånden.

For næsten 16 år siden – den 8. juni 2008, blot et par måneder efter at jeg var begyndt at skrive på Jannes sted – postede jeg et indlæg med titlen Vores dybeste frygt. I dag skriver jeg et indlæg med den samme titel, og jeg slutter med at gentage et citat fra det første indlæg af Marianne Williamson. Citatet er dukket op igen og igen som en ledetråd for mig gennem mange år, og jeg synes det passer rigtig fint til de livtag i hvert fald jeg har taget med impostor-komplekset og ekkoisme.

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles”.


*
(En rigtig god ven har engang foræret mig en dansk oversættelse af Marianne Williamsons bog som jeg har stående i reolen, men jeg har det generelt virkelig svært med oversættelser, og der er ikke mindre end to steder i citatet jeg ville have oversat anderledes .. derfor.

Jeg tror også man ville vinde noget ved at læse Craig Malkins bog på originalsproget; jeg ved dog ikke om det er min hjernetåge der spiller mig et puds. Men nu har jeg sagt det).

Fravær

Jeg er ikke helt på toppen for tiden, og en af de ting der ikke fungerer ordentligt, er min hjerne. Jeg oplever perioder hvor jeg ikke kan forstå hvad jeg læser, og må vente til et andet tidspunkt hvor teksten så pludselig giver mening. Jeg kan heller ikke huske særligt godt og må tage noter og lave lister for at klare mig, og alligevel glemmer jeg vigtige ting og er på dårlige dage tusind år om de mindste opgaver fordi jeg hele tiden må gå tilbage og supplere med noget jeg har glemt. Og sidst, men ikke mindst og af største relevans for denne blog, kan jeg heller ikke skrive. Dels kan jeg ikke holde styr på mere komplekst indhold, hvorfor der i lang tid har været og fremover bliver langt mellem snapsene, og dels opdager jeg hele tiden flere og skørere fejl end jeg plejer at lave, i mine afsendte sms’er, mails og blogindlæg. Jeg ikke bare dobbelttjekker, men tidobbelttjekker mine tekster inden afsendelse, og alligevel bliver de mærkelige. Vilje er ikke nok her, det må jeg simpelthen erkende.

Således er der formentlig også noget galt med denne tekst, men jeg skriver og poster den alligevel fordi jeg vil bede dig bære over med mig for alle fejlene og forvirringen, både med bagudvirkende kraft, i dag og fremover. Jeg er ikke pludselig blevet sjusket eller overfladisk, og ingen er mere fortvivlet over de ekstra mange fejl og det lette indhold end jeg selv.

Det at skrive er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg har et reelt behov for at skrive, også til andre end min dagbog, så det vil ikke gøre mig noget godt at stoppe med det, tværtimod. Jeg tror på det kan hjælpe mig på ret køl igen, og derfor jeg har besluttet at fortsætte ufortrødent. Jeg håber selvfølgelig det går an for dig der læser med, men uanset vil jeg sætte mit eget behov for at skrive over min bekymring for at andre ikke synes om det.

Hvis du spotter en fejl eller noget usammenhængende, så skriv det endelig til mig. Jeg bliver ikke ked af det, jeg bliver virkelig glad for at få det rettet. Altid.

Herognu

Jeg har besluttet at holde pause med de her daglige Herognu-indlæg i et stykke tid. Det har været sjovt at lave dem, men jeg tror jeg trænger til at koncentrere mig om noget andet for en stund. Jeg vender tilbage når jeg ikke kan lade være .. :-).