Livsturist

På bagsiden af Søndagsavisen fra den weekend der netop er gået, kan man læse at ansatte på turistkontorer rundt om i verden ofte må svare på endog meget mærkelige spørgsmål. Som for eksempel “hvornår Loch Ness-uhyret bliver fodret”, “hvorfor der er bygget så mange slotsruiner i England”, og “hvilken strand der ligger nærmest havet”.

Og det er jo meget sjovt. Tænk sig at vi mennesker kan opfatte eller forstå tingene så meget anderledes end hjemmefødningerne når vi selv kommer fra et helt andet sted (måske endda fra en helt anden planet?).

Distance eller dialog

Jeg ved ikke om jeg har skrevet det her på stedet før, men jeg er uddannet folkeskolelærer. Dengang, sidst i 80’erne, var det sådan at man i dansk på grunduddannelsen skulle skrive nogle børnebogsrapporter som så indgik i ens pensum til eksamen.

Jeg læste og skrev om blandt andet Bent Hallers Kaskelotternes sang, og jeg husker stadig nogenlunde min lærers feedback på netop den rapport. På den ene side fik jeg ros: Hvis jeg blev ved med at skrive sådan, skulle det nok gå rigtig godt for mig, mente han. På den anden side slap han også noget ud om at det godt nok var noget anderledes end det de var vant til at se. Jeg syntes jeg kunne se hans øjne smile en anelse spottende bag de tykke briller, og resultatet var at jeg gik derfra med følelsen af både at kunne være lidt stolt, men også af at være lidt til grin.

Det sidste kom til at betyde mest for mig fremover. Ud over at jeg – som den rettroende elev jeg var – havde analyseret bogen til punkt og prikke ud fra de skemaer og vejledninger vi havde fået udleveret, havde jeg åbenbart også gjort noget som var “forkert”. Sådan føltes det i hvert fald. Inden i mig var der en stemme der gav sig til at råbe i kor med den kritiske eller spottende bemærkning, og som ikke lige var sådan at få til at holde mund. Den fortsatte i årevis, faktisk.

I dag har jeg et bud på hvad dette “forkerte” var. I en del af rapporten havde jeg opgivet min distance til værket og involveret mig. Jeg var gået i dialog med bogens indhold. Jeg havde ladet den tale til mig, og jeg havde svaret og spurgt tilbage og lyttet igen efter bedste evne. Og samtalen havde fremkaldt følelser, sat spor og forandret mig. Jeg havde ladet mig synke ned i havet til Tangøje og Tangøjes kaskelotmor og indledt en samtale under og i overfladen, hvor jeg glemte både mig selv og de ydre krav om at lyde så forbandet vidende og objektiv.

Nu ved jeg at det bedste i mig søger dialogen, og kan et menneske skabe et værk der indbyder til eller skaber et grundlag for dialog, har dette menneske givet mig det fineste der er at give, efter min mening. Det er min klare førsteprioritet. Jeg ved at andre mennesker har andre præferencer, og det er fint og glædeligt, for sammen udgør vi en helhed, men det er her jeg står.

Ind imellem hiver den indre kritiske stemme mig ud af vandet og op i elfenbenstårnet igen, og så sidder jeg dér og kigger ned, forladt og frysende, tynget af min egen vægt som en hval på land. Jeg bliver dog til stadighed lidt bedre til at gå i dialog med selv denne stemme og få den til at klappe i eller i det mindste dæmpe sig.

Det vil jeg nemlig at den skal, for det er sådan jeg læser når jeg gør det med størst fornøjelse og oplevelse af mening. Skal jeg strække den lidt, vil jeg sige at det er sådan jeg vil leve.

Det er også sådan – hånden på hjertet – jeg gerne vil skrive når og hvis jeg skriver.

Billedet

 
Tryk af Ulla Stuart
Teksten i billedet: “Den dag jeg går mig selv i møde”
 
I mit soveværelse hænger et billede jeg har fået som gave i 1985. Det er mange år siden. I går, mens jeg sad og ventede på at vaskemaskinerne skulle blive færdige, kom jeg til at tænke på dette billede. Da jeg kom hjem, måtte jeg lige stå og studere det lidt.
 
Jeg læser Kaldet – romanen af Hanne Ørstavik. Er kun lige begyndt, men fanget. Måske er det det der har fået billedet til at træde frem? Jeg ved det ikke, virkelig, men det bliver spændende at se.

 

Fortsættelse 21. januar: 

Da jeg skrev ovenstående, var jeg måske nået til side 15 i Ørstaviks bog eller sådan noget. Altså ikke ret langt. Først i går fik jeg tid til at læse videre, og så slog det mig hvor meget jeg kredser om de samme emner som bogen handler om. Det er en både underlig og også lidt ærefrygtindgydende oplevelse – det må være netop den bog jeg skal læse netop nu, og det er ikke tilfældigt at jeg har fundet den, eller den har fundet mig?

Man skal ville det gode

Fjernsynet er tændt, og jeg ser en slags filmanmeldelses-nytårskavalkade på DR1. Professionelle anmeldere og folk med tilknytning til filmbranchen skiftes til at udbrede meninger om årets film, vistnok i form af klip fra det forgangne års DR2 Premiere-udsendelser. Tempoet er højt, og jeg har egentlig øjnene et andet sted, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spidse ører, for der bliver sagt mange gode ting.

Wikke og Rasmussen er også med, og dem lytter jeg altid gerne til. I klippet anmelder de en actionfilm som de ikke kan lide – ikke fordi det er en actionfilm, de har ingen problemer med selve genren, men fordi, som de siger sådan nogenlunde, at hvis man skal lave en film, skal man ville det gode, og det vil folkene bag denne film tilsyneladende ikke.

Og pludselig forstår jeg hvad det er der også for mig gør hele forskellen på om jeg kan lide og har det godt med det andre mennesker formidler, uanset om det er i form af film, bøger, undervisning eller hvad som helst. Jeg synes næsten ikke det kan siges bedre end at uanset form og indhold bør hensigten bag være at ville det gode – ellers synes jeg egentlig man skal holde sin bøtte. Jeg ved ikke hvad Wikke og Rasmussen synes er det gode (selvom jeg vel nok har en stærk fornemmelse), og jeg aner ikke hvad den film de snakker om, går ud på, men jeg ved at det er et udtryk jeg kan bruge og mene helt og fuldt.

Nå ja, men hvad er det gode så? Findes der noget som er absolut godt? Det er et spørgsmål som er blevet diskuteret i årtusinder, og som mennesker har alle mulige forskellige svar på. Jeg har også mit helt personlige svar, og det er: Ja, der findes ét – 1 – absolut, indiskutabelt gode i dette liv, og det er dét at hvert enkelt menneske får mulighed eller giver sig selv mulighed for at blive/være sig selv – uanset hvad det indebærer. Og at ville det gode i den forstand er det ypperste vi kan gøre for hinanden og for verden som helhed.

De fleste vil måske sige at selvfølgelig vil de da det gode, selvfølgelig skal både de selv og andre bare være sig selv. Men det er ikke så selvfølgeligt endda, tror jeg. Ofte er vi mennesker splittede mellem hvad vores bevidste jeg og vores ubevidste vil, og det giver knas i kommunikationen så både vi selv og andre måske ikke fornemmer et klart Ja til det gode fordi vi på én gang både vil og ikke vil være os selv og lade andre være dem de er. Har vi det sådan, må vi efter min mening vælge side og gå den lange vej indad for at hele splittelsen, så vi bliver i stand at ville med hele os selv.

Jeg kommer til at tænke på nogle vers fra det nye testamente, som jeg synes passer så fint til netop det at ville det gode, som jeg forstår det:

En dag kom Jesus til en landsby hvor han blev inviteret indenfor hos en kvinde der hed Martha. Hun havde en søster der hed Maria, og hun satte sig ned foran Jesus og lyttede til ham mens Martha havde travlt med at sørge for gæsterne. Så kom Martha hen til Jesus og sagde: “Er du ligeglad med at min søster lader mig gøre alt arbejdet alene? Sig til hende at hun skal komme og hjælpe til.” Men Jesus svarede: “Kære Martha, du bekymrer dig om alt muligt. Men der er kun én ting der er nødvendig. Maria har valgt det rigtige, og det må du ikke tage fra hende.”

– Lukas kapitel 10, vers 38-42, citeret efter Bibelselskabets Forlags nyeste oversættelse af NT: Den Nye Aftale.

Versene om Martha og Maria står i denne oversættelse i et afsnit med overskriften “En fremmed fra Samaria”, som også indeholder de vers der traditionelt omtales som lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Og som en krølle på halen mest til dem som følger med her og måske også har læst Karitas uden titel af Kristín Marja Baldursdóttir, vil jeg lige nævne at ‘karitas’ betyder ‘næstekærlighed’. Og sådan samles trådene, i mit hoved, omend stadig lidt uklart og på fornemmeplan …