Torden

I nat vågnede jeg ved lyden af et mægtigt tordenvejr. Regnen faldt larmende mod terrassetaget, ikke som dråber, men nærmest som hårde stråler. Lyn og tordenbrag fulgte tæt efter hinanden fra både nær og fjern, og bølgerne fra skraldene syntes at sætte svingninger i min krop.

Midt i den intense oplevelse af naturens vældige kraft huskede jeg pludselig en anden tordensvejrsnat og nogle ord som dengang faldt mig ind:

Thunder rolled
Lightning flashed
I got answers
to what I asked.

Rain was heavy
Darkness tight
I wrote myself
out of the night.

Og de passer stadig fint ind i mit personlige tordenunivers, synes jeg.

Spiraler eller morgenmad?

Billeder og stemninger. Fornemmelser og følelser. De flyder gennem mig i én lang strøm med varieret intensitet og forskellig mærkbarhed, men uophørligt. De når mig i drømme, i vågne fantasier eller i det fantastiske grænseland som jeg befinder mig i mellem søvn og vågen når jeg en sjælden gang kan sove så længe jeg har lyst til. Nogle gange når de mig med en sådan kraft at jeg må finde måder at arbejde videre med dem på.

Så skriver, tegner eller udfører jeg nogle andre konkrete handlinger som kan bringe mig tættere på drømmebillederne eller fantasierne, mens jeg lægger mærke til hvad der dukker op. Nogle gange når jeg frem til en følelse af at finde nogle svar eller en tydning som giver mig en oplevelse af mening. Dette er langt fra altid behageligt eller morsomt, men altid meningsfuldt. Andre gange kan jeg mærke at jeg lige strejfer, men ikke rigtigt får fat. Og andre gange igen må jeg opgive med følelsen af at indsigten endnu er uden for rækkevidde, og at det jeg har fornemmet, stadig er lukket land for mig. Om det er det ene, det andet eller det tredje er egentlig ligegyldigt. Jeg er en tålmodig sjæl som sætter min lid til at jeg vil se og forstå i den takt der er passende for mig.

Drømmene eller fantasierne kommer fra noget der er større end mig, men alligevel er mig – det er min klare oplevelse. Mit bevidste jeg synes kun at være en lille del af et større hele som jeg fornemmer at jeg aldrig nogensinde kommer til at kunne se. Men den er der, helheden, og det er den der driver værket. Den ubevidste del af helheden taler til mig i drømme og fantasier i et sprog som jeg kun sjældent umiddelbart forstår, og som jeg derfor møjsommeligt må forsøge at oversætte til noget jeg (måske) begriber. Jeg må så at sige formidle det opdukkede indhold fra det ubevidste til mig selv.

Jeg er helt overbevist om at dette arbejde er vigtigt, ikke bare for mig selv, men også set i en større sammenhæng. Uanset at jeg ikke altid opnår et bevidst resultat. Jeg har en klar oplevelse af at arbejdet bidrager til helhedens proces, så at sige, også uden at der tilsyneladende når noget nyt frem til min bevidsthed.

Nu har du læst alt dette fra den ene ende og et godt stykke ad vejen til den anden, men det er på en måde helt forkert, for det skulle bøjes rundt i en mægtig spiral, hvis jeg kunne rent grafisk. For mig er det helt tydeligt at jeg bevæger mig rundt og rundt og kommer henover de samme indre landskaber igen og igen. Spiralen ender aldrig, bevægelsen er en livslang proces med et utopisk mål som jeg aldrig kan eller skal nå, men som føjer mening til mit liv. Når jeg er væk, fortsætter processen i andre på samme måde som jeg har taget tråden op fra for eksempel mine relationer, min far og mor, fra kulturen og historien. Men jo flere gange jeg får set det samme punkt i landskabet, jo bedre lærer jeg det at kende og kan føje lidt bevidsthed til det som også fortsætter med at eksistere i en eller anden forstand.

Inden jeg vågnede rigtigt i morges, så jeg for mig et billede med sorte små tegn i en krum linje der bøjede sig rundt og opad i en spiral. Jeg prøvede at fastholde det mens det gik op for mig at mine unger rendte rundt og fandt 48 ud af de 58 små påskeæg som påskeharen havde lagt alle mulige og umulige steder i haven. En lille stemme i mig hviskede ”Åh nej, nu spiser de to barylere mindst 24 påskeæg hver i stedet for morgenmad, det er jo vanrøgt”, men den lille stemme blev overdøvet af en større der fortalte at nej, sådan er det ikke, for set i det store perspektiv betyder det meget mere at jeg får skrevet dette billede ned, mærket det ordentligt og lært af det. Ondt i maven, det går over, om lidt er påskeæggene glemt, og så bliver der plads til havregryn igen. Selverkendelse, derimod, bevæger og forandrer hele verden. Min lille dråbe af bevidsthed betyder noget for hele universet, og livets flod kommer til at flyde bedre i eller gennem mig. Og jeg, jeg bliver bedre til at være i verden og se andre mennesker som dem de er, i stedet for at se mig selv i dem uden at være bevidst om hvad der foregår. Med lidt held og omhyggelighed fra min side bliver der måske også plads til at de mennesker jeg møder på min vej, bedre kan være i verden som dem de er.

At blogge eller ikke blogge

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil skrive nu, men det kommer nok frem undervejs. Jeg skriver – som altid – fordi det afklarer, kaster lys på og sætter på plads.

Jeg skriver meget for mig selv, altså helt privat. Det er en slags meditation for mig at skrive, og jeg skriver fordi jeg har behov for det. Jeg har rigtig meget brug for at skrive til mig selv som modtager, hvor navlebeskuende og indadvendt det end måtte lyde.

Ind imellem kommer der noget frem som jeg har lyst til at udgive her på bloggen. Så kan jeg mærke at jeg gerne vil have at andre læser med. Måske fordi jeg har en eller anden formodning om at det ikke bare handler om mig, men om mennesket i almindelighed. Måske fordi jeg gerne vil ses og fylde i verden. Måske fordi jeg gerne vil give, og dette er hvad jeg har at dele ud af. Eller måske fordi noget helt andet som jeg ikke kender til.

Men det sker ikke så tit at jeg synes jeg har noget at udgive, hvilket vist fremgår med al tydelighed, hø, og jeg må nok erkende at det sker sjældnere og sjældnere efterhånden. Hvorfor ved jeg ikke, det vil tiden måske vise, sådan plejer det at være. Men nu synes jeg dog alligevel det må have en konsekvens at der er så stille på mit sted; jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt forpligtet til i det mindste at komme med nogle ord om hvad der foregår.

Jeg har spekuleret som en gal på om jeg skulle nedlægge bloggen, men det føles ikke rigtigt. Det ville jeg faktisk blive ked af, kan jeg mærke. Jeg har også overvejet en slags omvendt model, hvor jeg fx aftalte med mig selv (og læserne) at skrive hver tirsdag, uanset om jeg syntes jeg havde noget at sige eller ej, for at få mig selv ud af hullerne, men det føles heller ikke som den rigtige løsning. Med den model ville jeg være bange for alt det ligegyldige sludder det kunne ende med, for jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle dukke noget op hver eneste uge som for mig både virker vigtigt og meningsfuldt og samtidig egner sig til offentliggørelse. De to ting i forening synes at være en ret sjælden forekomst i min verden. Jeg ved godt at de fleste andre mennesker ikke har det sådan – heldigvis, vil jeg sige, for så blev der godt nok om ikke kedeligt, så meget stille i verden. Jeg kan bare ikke komme udenom at det er sådan for mig, og at jeg har nogle grænser her som jeg ikke ønsker at overskride.

Hvad gør jeg så, hvad er den tredje løsning?

Jo, jeg vil lade bloggen være, blot i en skrabet model der ikke er så synlig i blogland at jeg føler mig forpligtet til at opdatere den. På den måde har jeg et sted at udgive noget jeg har skrevet, hvis ånden pludselig skulle komme over mig, og samtidig håber jeg at slippe for min kroniske bekymring for ikke at kunne levere. Tror og håber jeg – nu må jeg se om det kommer til at fungere i praksis.

Hvad enten det nu bliver ”i mellemtiden” eller ”fra nu af”, så vil jeg fortsat besøge alle de smukke, tankevækkende, inspirerende, hyggelige og ikke mindst kunstnerisk berigede blogge jeg kender i blogland – dét kan jeg slet ikke undvære. Måske siger jeg lidt en gang imellem, måske lytter jeg bare. Men jeg er der.

Skiløber

Solen skinner med maksimal styrke, og verden omkring mig er dækket af kridhvid sne. Jeg lægger mine ski i sporet, klikker støvlesnuderne fast i bindingerne og begiver mig ud på min daglige tur. Drengene er på skiskole og suser ned ad røde og sorte løjper i en helt anderledes frisk stil, så jeg har et par timer for mig selv i det smukke, stille landskab.
 
Jeg sætter et tempo jeg tror jeg kan holde i to timer og bliver hjulpet godt af sneen der har en hurtig temperatur i dag. Efter et stykke tid kommer jeg forbi et træningsanlæg for langrendsløbere. Langt fremme i det indviklede system af spor der går over, under og langs hinanden, får jeg øje på en skiløber i rød, tætsiddende dragt. På grund af afstanden og alt det hvide i hvide kan jeg ikke bedømme løberens fart, men jeg opfatter tydeligt de rytmiske og kraftfulde bevægelser der sætter min egen stavren af sted noget i perspektiv. Lige inden jeg følger mit eget spor rundt i et sving og ind i skoven igen, ser jeg skiløberen smide sig i sneen og lægge sig på maven i strakt stilling. Hvor sært, tænker jeg. Den stakkel må have aset sig selv helt ud. Måske overvurderet sine kræfter.
 
Så hører jeg fem skud, afgivet næsten lige så rytmisk som de bevægelser jeg lige har set på træningsløjpen, og jeg forstår at det selvfølgelig er en der træner skiskydning.
 
Alt bliver igen stille. Jeg trækker taktfast vejret i den kolde, rene luft mens jeg fortsætter ud ad sporet. Jeg har stillet mit ur, for jeg skal jo passe tiden, og da uret bipper, vender jeg disciplineret. Øv, tænker jeg, for dagens afstikker ud ad en tilstødende skovløjpe er både sjov og tilpas krævende, og jeg kunne godt have taget mindst et par bakker mere.
 
Jeg suser ned hvor jeg før gik op i sildeben, og det er herligt. I fuld fart støder jeg til træningsanlægget igen, og nu hører jeg pludselig lyden af ski bag mig. Jeg vender mig halvt om og ser den røde skiskytte passere mig med et sus i skøjtesporet i midten. Jeg ser nu det er en mand, og at han har riflen hængende på ryggen. Som et kæmpe insekt med meget lange og meget tynde arme og ben er han forbi mig og væk i et sving på ingen tid. Jeg føler mig pludselig meget langsom og usikker selvom jeg stadig morer mig indvendig over de sjove bakker jeg lige er kørt ned ad.
 
Nå, men vi er jo ikke alle født i Norge, tænker jeg, og arbejder mig videre hjemad i sporet. Jeg kommer til den sidste større bakke og kæmper mig op så sveden springer og hjerte og lunger arbejder på højtryk for at følge med. På toppen må jeg lige tage det lidt langsomt og glider roligt videre mens jeg retter lidt på huen og pudser næsen.
 
Og så ser jeg ham igen, for tredje gang. Det røde kraftværk kommer nu lige imod mig – hvordan er han nået dertil? – og jeg står helt stille og venter på mødet. Jeg må se hans ansigt, tænker jeg. Og i det splitsekund hvor han flyver forbi mig, ser jeg at det er en meget ung mand, måske bare en stor dreng, og at hans mund smiler under brillerne. Jeg vender mig for at se hvordan sådan en der åbenbart er født med ski på, kommer ned ad den lange, stejle bakke jeg selv kørte forsigtigt ned ad i plov på vej ud, og ja, hvad gør han? Han fortsætter sine skridt og tag, sætter måske frekvensen en anelse ned, og får mere fart på end jeg i mine mest dumdristige øjeblikke har haft på cykel ned ad nogen bakke. Og jeg ved han har det herligt. Han leger, jeg kan både se og mærke det, og jeg forestiller mig hvordan hans smil nu er endnu bredere.
 
Selv skal jeg lige det sidste stykke hjem, og jeg sætter lidt stift i gang igen. Jeg ved godt hvad jeg ligner set udefra, nemlig præcis hvad jeg er: En dansker der har lært at stå på ski som 30-årig, og som stavrer af sted på lejede ski og lige akkurat er i stand til at holde balancen og forcere nogle få kilometer om dagen i noget der nærmer sig gåtempo.
 
Men lige her og nu glemmer jeg det, og det sidste stykke bevæger jeg mig nærmest i et meditativt flow. Jeg smiler også nu. For inden i mig bor en rød skiløber med ungdommens overskud og livsappetit, og nu hvor jeg har mødt ham tre gange og er kommet tæt nok på til at se hans ansigt, slipper jeg ham løs og lader ham lege og nyde alt det han vil. Og han lader ikke chancen gå fra sig.
 

(Billedet øverst viser den norske skiskytte i verdensklasse Emil Hegle Svendsen, og er hentet her. Det var jo nok ikke ham jeg mødte, men han lignede …)