Valletta

 
Lørdag aften var der James Bond i fjernsynet. For hyggens og selskabets skyld slog jeg mig ned i sofaen selvom Agent 007 ikke lige er min kop te. “Hvorfor skal han slå manden ihjel når han han ikke kan skade ham mere? Det er jo ikke engang selvforsvar, det er da ren blodtørst”, lød en for mig helt typisk kommentar. “Det skal du nok ikke gå så højt op i!”, kom det åndsfraværende tilbage. 
 
I starten af filmen var der noget med et skib i Middelhavet, og på et tidspunkt var skibets navn i fokus i billedet: Valletta.
 
Straks var mine tanker på flugt. Valletta er hovedstaden på Malta. I Valletta er der blandt andet en berømt katedral, St. Johns Co-Cathedral, og den er et overflødighedshorn af kunst fra Johanniterordenens storhedstid. Jeg var der engang, gik rundt med en elektronisk guide i hånden og hørte om de mest berømte billeder i kirken, som sikkert en million andre turister. 
 
Katedralen var stor og omvisningen meget lang, men til sidst kom jeg til billedet der er udnævnt til museets hovedattraktion: Caravaggios billede af halshugningen af Johannes Døberen. I virkeligheden er det 3,61 m højt og 5,20 m bredt, og når man står foran det, bliver man fuldstændig suget ind i scenen som udspiller sig på lærredet. Eller jeg blev i hvert fald.
 
Jeg ved – ultra kort fortalt – at Johannes Døberen i følge Bibelen blev halshugget i fængslet fordi Herodes ville have sin brors kone, og hun ønskede sig Johannes’ hoved på et fad! Ellers er jeg hverken kunst- eller bibelkyndig, så jeg har ingen forudsætninger for at forholde mig til billedet på en særligt dannet måde. 
 
For mig er det mere den der oplevelse af at møde noget, som får én til at blive helt stille, holde vejret et øjeblik og blive rørt ved af en mesters fortolkning af en begivenhed. En fortolkning der i min fortolkning understreger det meningsløse og gruopvækkende.
 
Se selv. Tag dig tid. Mærk. Hvis du synes, selvfølgelig.
 
(.. og hvis du ikke allerede har set billedet i virkeligheden, for der er ikke rigtigt noget der kan måle sig med det. Dog: Klik på billedet/linket for større visning).
 

Varme

I dag er det en hel uge siden, men oplevelsen varmer (og undrer) mig stadig.

Sidste lørdag var jeg på tur i byen sammen med to gæster fra Fyn. På et tidspunkt træder jeg ud af en butik, og midt i udsalgsvrimlen får jeg øje på et ansigt på fortovet nogle meter foran mig. Det lyser op, og det er som om jeg ikke kan undgå at se det. En mand ser mig direkte ind i øjnene og nikker smilende til hilsen. Jeg møder glæde og varme, og jeg smiler spontant glad tilbage.

”Hvem var det?” spørg en af de to kvinder jeg følges med, da vi er gået forbi. ”Jeg synes du sagde du aldrig møder nogen du kender”.
”Jeg ved det ikke,” svarer jeg.
”Ved du det ikke? Han så ud som om han kendte dig godt. Meget godt endda!”

Ja, sådan så det ud. Sådan føltes det også. Men jeg ved ikke hvem han var, og jeg undrer mig og bliver også lidt bekymret for mine egne åndsevner ved tanken om at jeg måske simpelthen har kunnet glemme.

Vi fortsætter vores tour de force gennem byen, men jeg kan ikke længere koncentrere mig om de endeløse mængder af tøj og sko og andre ting og sager, som jeg dybest set hverken har brug for eller råd til. Jeg ser ikke rigtigt noget mere, er væk i mine egne tanker i de øjeblikke hvor mine to venner forsvinder ind i prøverum eller snakker med ekspedienter. Jeg prøver først med en gammelkendt metode, nemlig systematisk analyse: Han var høj – var det en roer eller en volleyballspiller jeg har mødt i en af de to verdener engang? Han så ud som om han var lidt yngre end mig – var det en af min lillebrors kammerater? Han stod ligesom stille sammen med en gruppe dér på fortovet – genkendte jeg nogen af dem? Nej, det giver ikke noget resultat.

Jeg må give op. Tænker at jeg må håbe at jeg måske drømmer noget som kan lede mig på sporet, eller at der måske pludselig dukker noget op i brusebadet, mens jeg ordner vasketøj eller hvornår der ellers plejer at være god plads til indfald fra det ubevidste. Men der er ikke kommet noget endnu, og jeg ved stadig ikke hvem han var, nu en uge efter.

Måske tog han fejl, måske troede han jeg var en anden? Måske tog jeg fejl, måske stod der en person lige bag mig som smilet og hilsenen i virkeligheden var adresseret til? Jeg ved det ikke, jeg ved kun at indtrykket varer ved. Uanset hvem han var, så ved jeg at jeg har haft et møde med et dejligt menneske, den lørdag midt i mylderet i indre by. Og det varmer. Længe efter.

Mirage og Kilimanjaro

Dagene mellem jul og nytår. Drengenes værelser skal males, og de har selv valgt hver en farve som to af væggene skal males med. 

Først rydder vi op og rydder ud. Så maler vi væggene hvide i de to værelser, undtagen dér hvor farverne skal være. Og så kommer dagen hvor jeg åbner den første spand med den enes farve. Den hedder Mirage, og den er en slags mellemgrå med lidt blåt i. Sønnens idé er at kombinere den med hvide og sorte ting. 

Jeg maler. Jeg kan vældig godt lide hvad jeg ser, men en urolig energi når mig efterhånden som farven breder sig. Jeg lader mig fylde og til sidst genkender jeg. Jeg er i min fars hus. Den stærke energi hedder vilje, egensindighed og konkret skaberkraft. Tankens og kroppens kraft i forening.
Denne energis styrke er stor, og jeg ved at på rette tid og sted kan den være drivkraften bag overraskende og betydningsfulde resultater i den ydre verden. Sidst jeg hørte om et sådant værk, drejede det sig om en fødselsdagsgave til en elsket: Et drivhus til tomater og agurker i en ”have” ved Vesterhavet, boltet fast til et støbt fundament med hjemmesmedede beslag for at kunne modstå stormene. Et gennemtænkt og fysisk krævende stykke arbejde, som retfærdigvis blev modtaget med stor taknemmelighed. 

”Man kan hvad man vil”, lyder det nu også i mit hoved, som et ekko fra fortiden. Jeg prøver at mærke hvad jeg tror det betyder, og oversætter det til at hvis der er noget man ikke kan, er det fordi man ikke vil nok. Ikke at kunne bliver til mangel på vilje, bevidsthedens mulighed for kontrol. Ikke at kunne ville er lig med svaghed, og svaghed er uværdigt. Jeg mindes en tid hvor jeg ville og kunne næsten alt. Jeg var meget dygtig og gav aldrig op. Var stærk. Håbede at blive værdig. Til at blive elsket. 

Sådan kom jeg til at tro det hang sammen, dengang i min fars hus, men farven hedder Mirage. Hvis man slipper denne energi løs uden modspil, kan den være uendeligt destruktiv – det er også min erfaring. Så kan den blive til en ubarmhjertig og evigt utilfredsstillet hersker. 

Dagen efter åbner jeg den anden spand. Denne farve hedder Kilimanjaro, og den er blødt nougatbrun. Sønnen der har valgt den, var ikke et sekund i tvivl i butikken, og navnet gjorde kun sagen endnu bedre, syntes han. Det højeste bjerg i Afrika, wauw. 

Jeg kigger ned i spanden, og jeg synes farven ser meget fremmed ud. Jeg synes ikke den kan hamle op med den i det andet værelse, og jeg bekymrer mig ikke så lidt om hvad drengen mon vil mene når han ser den i virkeligheden. Han er flygtet over til en kammerat med sit sengetøj i en IKEA-pose for at slippe for det midlertidige kaos, så jeg kan ikke spørge før jeg maler. 

Jeg tager fat og prøver at yde både farven og min søns valg retfærdighed ved at overgive mig til den nye tone. Næsten umærkeligt hører og mærker jeg pludselig rytmen fra trommer dybt inde et sted, eller også er det mit eget hjerteslag. Jeg ser en danselærer jeg engang havde, stå foran mig med let spredte, bøjede ben og tale om ’grounding’. Energien kommer nu fra et sted under mine fødder, og den er fuld af ro og tyngde. Jeg forsvinder og tager imod fra jorden under mig. Jeg er en lille bitte del af alt omkring mig. Jeg skal og kan ikke mønstre vilje til at få alt som jeg vil have det, det er tosset at tro at jeg har den magt. Jeg behøver bare mærke efter og tage imod fra noget meget større end mig og lade det flyde gennem mig og ud. ”Man kan hvad man vil” får en slags omvendt betydning og bliver nu til ”dét jeg kan, er det universet vil at jeg skal gøre og være”. 

Jeg maler Kilimanjaro-væggen færdig med en stille glæde. Kommer mærkværdigvis til at synes rigtigt godt om farven efterhånden, men mærker at også denne energi har to sider. På den ene side forbinder den mig med hele jorden og resten af universet og gør mig fundamentalt tryg og hjemme i livet. Men på den anden side kan den få mig til at tro at jeg slet ikke har mere at gøre i dette liv som individ, og til at overlade det hele til universet uden at ville være ordentligt til stede, uden at ville noget, uden at værdsætte noget.

Sønnen kommer hjem næste dag, og efter først at have set sin brors værelse indtager han sit eget med et jubelråb: ”Er det ikke bare en fed farve jeg har valgt?” Jeg kan ikke lade være med at grine. Jo, det er en rigtig fed farve! 

Når jeg står i gangen mellem værelserne kan jeg se ind i “min fars hus” til den ene side mod vest, og ind i ”Afrika” til den anden side mod øst. Begge rum er smukke, og begge findes i mit hus. Hvilken lykke.

En historie om godt og ondt

Hej, hør lige det her .. jeg læser lige op fra den bog jeg er i gang med, nemlig “Djævelen og frøken Prym” af Paulo Coelho. Det bliver en historie der er en del af en større fortælling, men skidt nu med det. Måske skal jeg bare lige sige at billedet er “Nadveren”.

Her kommer det så:

“- Da Leonardo da Vinci fik ideen til sit billede, stod han med et stort problem: Han skulle male Det Gode i Jesus og Det Onde i Judas, vennen der ville komme til at forråde ham under måltidet. Han afbrød arbejdet for at finde nogle velegnede modeller.

En dag da han var til messe, så han at en af kordrengene var Jesu udtrykte billede. Han indbød drengen til sit atelier og lavede skitser og studier af ham.

Tre år gik. “Nadveren” var næsten færdig men da Vinci havde endnu ikke fundet den ideelle model til Judas. Kardinalen der havde ansvaret for kirken, skyndte på ham og forlangte at han gjorde maleriet færdigt med det samme.

Efter at have ledt i mange dage fandt han en laset og hærget tigger der lå i rendestenen. Han bad sine hjælpere om at bære ham til kirken, for der var ikke tid til at tegne skitser.

Tiggeren blev båret ind uden at opfatte hvad der skete, og hjælperne holdt ham på benene mens da Vinci malede ubamhjertigheden, synden, egoismen, der så tydeligt lyste ud af hans ansigt.

Da han var færdig, slog tiggeren, der var kommet lidt til hægterne, øjnene op og så maleriet foran sig.

– Det billede har jeg set før!
– Hvornår? spurgte da Vinci overrasket.
– For tre år siden før jeg mistede alt hvad jeg ejede. Dengang sang jeg i et kor og drømte om alverden, og kunstneren bad mig stå model for Jesus.”

Det var så historien. Smuk og enkel. Og altomfattende. Tænker jeg om lige denne historie. Men hvor er det fantastisk at der i det hele taget findes mennesker der evner at fortælle de historier, som er vores allesammens historier, men som de fleste af os enten ikke kan få kontakt med eller ikke formår at give et udtryk der er forståeligt for hverken os selv eller andre. Synes jeg.

Nå, jeg må videre i “Djævelen og frøken Prym” …