Jannes sted

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog – altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?

***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.

Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.

Sommeren 2006
***

Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her – læs og nyd …