Hvorfor synger fuglene?

Jeg er stille. I mit hoved taler mange stemmer, og jeg kan ikke få et ord indført. Ikke et ord, ikke en tanke.

Jeg hører musik og lytter til den og stemmerne. Og pludselig husker jeg den der cd med det lyserøde cover med den fantastiske tekst indeni: Lars H.U.G.s ”Greatest H.U.G.” med teksten ”Billedhuggeren” af Tor Nørretranders:


Du skal have min yndlingsbid her, taget ud af sammenhæng på det skammeligste, men alligevel:

“”.. Hvorfor synger fuglene”, spurgte musikeren.

Det mærkelige var, at der ikke gik ret mange år, før biologerne havde fået styr på, hvorfor fuglene synger så lystigt om foråret. Fordi, selvfølgelig, at de vil parre sig.

Jo, men vanskeligheden for biologerne var at forklare, hvorfor det dog gik an at synge så lystigt. Måske kunne hunnerne høre det og blive lystne derved, men alle rovfuglene og jægerne og de andre fjolser kan jo også høre den lystige sang. Og det koster dertil en masse kræfter at synge. Hvorfor ikke bruge dem mere hensigtsmæssigt, spurgte biologerne sig selv.

Svaret på det spørgsmål blev ganske vist givet af en fugleforsker allerede i 1975, men der var ingen der rigtig troede på ham, fordi svaret lød helt tåbeligt: Fuglene synger ikke, fordi det har en funktion at synge, men fordi det er helt uden funktion, fordi der ikke er nogen mening med det, fordi det er ødselt at synge. Det lød ret underligt.

Men i 1990, bare et år før Lars H.U.G. stillede sit spørgsmål, blev der ført matematisk bevis for, at den mærkelige forklaring gav mening. Fuglene synger, fordi de derved pådrager sig et handicap. Det er svært at synge, det koster mange kræfter og gør én sårbar overfor rovdyr. Netop derfor er det smart, hvis man vil forføre en anden fugl: Ved at gøre noget svært, viser man at man har så mange ressourcer, at man kan ødsle med dem.

Man bruger ikke sine kræfter på at overleve, det klarer man let. Man bruger dem på noget, som man ikke kan bruge til noget. Derved viser man, at man har rigeligt af dem.

Fuglene synger for at bevise at de har så meget overskud, at de ikke behøver samle føde og flygte fra rovdyr hele tiden, siger denne såkaldte handicapteori, som mange biologer i dag tager meget alvorligt.

Nogle er endda begyndt at overføre den på mennesker: Vi synger jo også, vi maler billeder, hugger skulpturer og foretager os alle mulige andre ting, som strengt taget kun har meget begrænset nyttevirkning i det daglige ræs for at klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige. Vi mennesker laver kultur og andet besværligt, som sjældent fører til rigdom. Nogle af os er tovlige og står ikke op om morgenen og passer det borgerlige arbejde, men sidder i stedet med morgenhår og synger om ulykkelig kærlighed.

Det er, siger handicapteorien, en måde at vise at man er et menneske med mange ressourcer. Man har så meget overskud, at man ikke behøver bruge hele dagen på at tjene til dagen og vejen, men kan lave mærkelig, tilsyneladende planløs kunst i stedet. Ved at vise sin ressourcerigdom, demonstrerer man overfor medlemmer af det modsatte køn, at man er værd at parre sig med. Derfor synger kunstnerne: Det giver, som Dire Straits så smukt har udtrykt det, ”money for nothing and chicks for free”. Man skal gøre noget svært, så får man det sjovt. Umage giver mage.”

Det er da den smukkeste måde at se kunsten, bredt forstået, på, synes jeg. Der er intet sølle ved kunstneren med morgenhår, hun er simpelthen et udtryk for menneskeligt overskud. Og hun er en attraktiv mage. Husk det, dig derude der kan noget ud over at ”klare opvasken, opgaverne og opadstigningen på den sociale rangstige”.

“Om at udstå storme”

“[Om at udstå storme]

Da den tænkende kom ud i en stærk storm, sad han i en stor vogn og tog megen plads op. Det første han gjorde, var at stige ud af sin vogn. Det andet at tage sin frakke af. Det tredie at lægge sig på jorden. Således udstod han stormen ved at gøre sig så lille han kunne blive. Da hr. Keuner læste det, sagde han: – Det er nyttigt at gøre andres syn på én selv til éns eget. Ellers forstår de ikke én.”

fra Bertolt Brecht: “Historier om hr. Keuner”. Med tak til HS.

Om indre oprydning

Så kom dagen endelig. Sidste skoledag. Jeg har glædet mig til den som til juleaften. Ikke fordi jeg selv er skoleelev (eller skolelærer), men fordi den sidste skoledag lige såvel som juleaften for mig varslet afslutningen på en krævende periode.
Det er al den selskabelighed, der sætter sine spor. Al den kontakt. Alle vil gerne slutte året med manér, men efter diverse komsammener i skole og idrætsklubber er jeg ved at være godt mør.

Det har bestemt været hyggeligt. Vi har snakket om løst og fast, lært hinanden (lidt bedre) at kende, grinet og delt gode måltider. Mens det står på, nyder jeg det som regel, selvom jeg også føler at jeg er i gang med noget som ikke ligger mig ligefor, og som kræver en indsats. Ingen må dog være i tvivl om at jeg holder meget af og interesserer mig for de mennesker jeg er så heldig at være forbundet med. Og ingen skal tage fejl af at jeg er taknemmelig for alt det mine praktisk duelige og udadvendte bekendte kan stable på benene. Jeg anerkender bestemt deres evne til at bygge de broer mellem os som i sidste instans gør livet både trygt og meningsfuldt. Men det er en anden sag.

Det er mest det der sker bagefter, der udmatter mig. Når vi har sagt farvel og er gået hver til sit, befinder de mennesker jeg har været sammen med, sig stadig i mit system. Jeg hører endnu deres stemmer, mærker deres følelser, tænker over deres ord. De forlader mig ikke, men træder nærmere i form af lagrede fornemmelser, billeder, følelser og stemninger. På tværs af tid og afstand. Og jeg mærker mine egne reaktioner på det jeg har oplevet, og et stort behov for at ordne og sortere det hele for mig selv og med mig selv. Kaos må aftage og orden må indfinde sig igen i min indre verden, ellers går jeg itu.

I en periode som den der nu er ved at være slut, hober indtrykkene sig op. Mit system arbejder for langsomt og grundigt til at jeg kan nå at falde til ro inden næste kontaktbombardement indtræffer. Til sidst bliver pladsen ret trang derinde, og det kan nemt ende med en eksplosion (nå ja, det gør det faktisk af og til, hvis du spørger min familie, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det!). Så kan jeg ikke få nok af at være alene. Andres tilstedeværelse trænger mig helt op i en krog. De kan godt lade være med at sige noget til mig, for jeg hører det alligevel ikke! Og de kan godt glemme alt om at kræve at jeg forholder mig til trivialiteter som tøjvask eller madlavning, for så vidt jeg ved, kan jeg sagtens gå i nattøj hele dagen, og ”jeg skal bare have en leverpostejmad, det er fint”! Jeg føler mig buret inde, hvor paradoksalt det end måtte lyde. Og jeg må ud, hvilket betyder ind for mig.

Nu er det snart slut for denne gang. Den sidste madkurv blev pakket i går, og de næste par uger skal jeg ingenting, som det hedder. I aften bliver jeg sikkert overmandet af træthed på sofaen foran fjernsynet, og jeg overgiver mig frivilligt til søvnen. Jeg vil lade ubevidste processer tage over og bidrage til den indre oprydning. Det næste stykke tid vil jeg bruge på stille sysler alene med mig selv indtil jeg har fået ladet op og er klar til at møde den ydre verden påny. Lysten til og behovet for at vende mig udad kommer tilbage, det ved jeg. Det er jo derude alle dem og alt det der betyder så meget for mig, er.