Jannes sted

Det er 1. april, og aviserne diskede i morges op med diverse aprilsnare. En af dem, som man kunne læse i både Politiken og Ekstra Bladet, var at Heidi fra X Factor var blevet snydt for så mange sms-stemmer at det havde kostet hende en finaleplads. Hvad det sjove i denne aprilsnar præcis var tænkt at skulle være, forstår jeg vist ikke helt, men jeg forstår dog at den spiller på den opfattelse mange X Factor-seere sikkert har, at Heidi faktisk var det mest overbevisende og vedkommende af alle talenterne.

Jeg fandt nogle af sangene frem igen på computeren, og endnu engang blev jeg meget bevæget af Heidis evne og mod til at udtrykke nogle af de dybeste følelser jeg forestiller mig et menneske kan kende til. Kærlighed til livet, nedtrykthed og afmagt, lyst og livsvilje, død og genfødsel – jeg hører det hele og mere til, og jeg synes det er fantastisk at finde genklang eller ligefrem opdage nogle af mine egne mest afgørende indre bevægelser i et andet menneskes kunst. Der er stort.

Thomas Blachman kom på et tidspunkt i en af udsendelserne til at sige at han ikke håbede Heidi vandt; og Heidi selv udtrykte lettelse da hun ikke gik videre til finalen. Og jeg tror jeg forstår det. Eller nok mere respektfuldt udtrykt: Jeg har en forestilling om at et menneske med så stor en følelsesmæssig begavelse og så veludviklet en evne til at dele sine indre oplevelser med andre vel sagtens bliver ganske drænet for energi og skaberkraft af hele det udadvendte og folkelige cirkus som en X Factor-konkurrence er. Og ikke mindst må det der følger efter hvis man vinder, fylde én med rædsel for at gå til grunde eller blive væk i alle forventningerne og kravene.

I semifinalen sang Heidi først James Blunts “You’re Beautiful” med stor ligegyldighed, og bagefter “Why” af Annie Lennox med stor dybtfølthed.

Det gør ondt at høre de ord der bliver ved med at komme ud af munden på jer. I ved ikke hvordan jeg føler.

Så blev det sagt, eller snarere sunget, så det kunne høres. Jeg skal også tage dette til efterretning, styre mig og stoppe denne dømmende ordstrøm. Blot vil jeg slutte af med at sige at da jeg så det, var min tanke, at nu, lige netop da, lagde Heidi afstand ikke bare til konkurrenterne, men til X Factor i det hele taget. Jeg fik en klar fornemmelse af at hun villet og bevidst trådte ud af X Factor-konceptet og ind i en langt mere eksklusiv verden hvor hun retteligt hører hjemme. Som jeg så det, viste Heidi i det øjeblik at hun ikke ville være en udvalgt kunstner, men en kunstner for de udvalgte. Og det i sig selv rørte mig og affødte også en slags taknemmelighed, fordi jeg synes det er en gave til os alle sammen når en person evner og tør beskytte sit talent med så stor integritet. Det giver håb om rige oplevelser, der holder i længden og ufordrer vores private verdensopfattelser, så vi ikke skal nøjes med underholdende øjebliksbilleder med pæn overflade, men uden dybde, vid og bid.