Jeg har set Mord i Wien (Vienna Blood) på dr.dk, og det har jeg været ret optaget af.
“This is Vienna’s gilded age. And yet there is something unsettling deep below the surface”, siger hovedpersonen, Dr. Max Liebermann, i starten af første afsnit, og jeg forstår det som en hentydning både til hvad der foregår i det ubevidste jf. Freud, hvis tanker interesserer Max i høj grad, og til de uhyggelige politiske strømninger i årene op til første verdenskrig. (Om det er et og det samme, det er måske værd at spekulere på).
Serien foregår som sagt i begyndelsen af 1900-tallet, og til fornøjelse for mig som har en ting med mode og anden æstetik gennem tiden, er der også en masse at kigge på PÅ overfladen. Jeg tror måske det er min favoritperiode. Også selvom den er svær at nyde med tanke på de forfærdelige ideer der voksede frem og vandt gehør i nogle af tidens hjerner under de flotte hatte.
Måske overdriver jeg faren, det gør jeg sikkert. Det er en af mine spidskompetencer. Men der er noget ved stemningen i serien, måske især fordi hovedpersonen er jøde og fordi vi jo allesammen ved hvad der skete ganske få år efter denne periode, der får mig til at frygte at der er noget i vores tid der minder meget om tiden op til første verdenskrig. Under overfladen. Jeg håber jeg tager fejl.
Sandhedens time
I dag vil jeg citere mig selv fra et møde der gik godt. Hvor jeg blev mødt og set, og hvor jeg ikke mærkede antydningen af pres, forventning eller krav. Måske derfor kunne jeg sige det så klart:
“Når jeg bare går og passer mig selv, tænker jeg jo ikke over at jeg måske er autistisk. Så er jeg bare mig. Og det er sådan set fint nok.”
Nu bagefter går det op for mig hvor sandt det her egentlig er. Det er først når jeg skal noget sammen med andre mennesker, at der er noget “galt” med mig. At jeg bliver forkert. Alene sammen med mig selv er jeg faktisk et ret fint og dueligt menneske, efter min egen mening.
Næring
Læser en lille bid hver dag. Ville ønske min hjerne kunne arbejde bedre. I gamle dage ville jeg have slugt sådan en spændende bog i én mundfuld fordi jeg ikke kunne lade være.
En, to, for mange ..
For mig har det altid været sådan at hvis jeg er sammen med flere end ét andet menneske i en selskabelig sammenhæng, ved jeg dybest set ikke hvorfor jeg også skal være der. De andre har jo hinanden. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige og hvornår. Hvis jeg ikke bare forholder mig helt i ro og lytter, er det med evig usikkerhed jeg deltager, og med enerverende venden og drejen alting efterfølgende. Sådan er det.
