Der var engang én, som jeg desværre ikke husker hvem var, der sagde at man som et neurodivergent menneske kunne være ramt af en form for stockholmsyndrom i forhold til de normale/neurotypiske mennesker man omgås, og som konstant møder én med forventninger og krav om at man tilpasser sig deres perspektiver og værdier i en fælles hverdag.
Som i et psykologisk gidseldrama bliver man holdt tilbage for at gidseltagerne kan opnå det de gerne vil.
Med tiden forsøger man at sætte sig ind i hvad de andre gerne vil og ønsker, og efterhånden udvikler man sympati både for dem som mennesker og for det de gerne vil opnå. Langsomt skifter man så at sige side fra sig selv til dem og får nemmere ved at retfærdiggøre og beskytte dem end at retfærdiggøre og beskytte sig selv. Det bliver sværere at sige fra eller sige hvad man har behov for, fordi man tænker det vil være synd for de normale at opleve at man tager afstand fra dem og/eller deres adfærd. De skulle nødigt føle sig forkerte eller som dårlige mennesker, smerten ved den oplevelse kender man nemlig selv alt for godt.
Den mekanisme kan træde i kraft endda i forhold til mennesker der reelt behandler en meget dårligt, fx mobbere i skolen eller forråede kolleger.
Det ringede omgående en klokke i mig da jeg hørte det. Der er endnu ingen der ved om jeg er et neurodivergent menneske af en slags, men jeg er i hvert fald ikke ligesom flertallet, og der er ingen ende på hvad jeg har fået mig selv til at gøre eller affinde mig med fordi jeg godt kunne fatte at andre fandt det vigtigt eller rigtigt og jeg ikke ville ødelægge noget for dem. Jeg tænkte at det nok – igenigen! – var mig der var et forkert menneske som skulle rettes op, og at jeg måtte gøre mig umage for at gøre det rigtige og ikke stå i vejen for, holde op med at beskytte eller ligefrem skade dem der åbenbart havde fat i den lange ende.
Det tænker jeg meget over.
