Kommende klatvask

Jeg er ved at flytte, og et af mine nye vinduer var dekoreret nydeligt med en fugleklat da jeg overtog mit nye sted. Det må bringe held, tænkte jeg håbefuldt. Det kunne jeg godt bruge lidt af.

Jeg er træt til døden, og jeg bevæger mig bogstaveligt talt meget langsomt i de her dage. Det kan man jo godt komme frem til målet af. Så længe man bevæger sig, skal man trods alt ikke klage. Altså klager jeg ikke. Siger det bare.

I morgen vasker jeg klatten af. Langsomt. Men inden da foreviger jeg det initiale held-varsel herunder med et spinkelt håb om at universet så måske bedre kan huske det. :-).

Stjerneløbet

Mine travestøvler er slidt igennem, i går fik jeg en våd sok, og jeg vidste at løbet var kørt. De har holdt godt, støvlerne, og på en måde er det passende at det sker netop nu. Om få dage forlader jeg dette område som jeg har gået tyndt på stort set alle dage hvor jeg ikke har svømmet og/eller cyklet langt, og flytter til nye landskaber med ukendte ruter som jeg skal lære at kende.

I går regnede jeg mine traveture fra de sidste otte måneder sammen ud fra min Garmin-statistik, bare fordi jeg var nysgerrig på fakta. Jeg har gået 843,79 km plus det løse som jeg ikke har tracket, og det svarer til at jeg er gået til Skagen og tilbage og lidt til (forudsat at jeg kan gå på vandet).

Det føles også mentalt som om jeg er gået til verdens ende og har været lige ved at tabe mig selv i et dyb hvor to have mødes, men er ved at vende tilbage til sikker grund igen, omend der ser anderledes ud end der plejer. Som om jeg har fundet mig selv lidt igen efter at have kortlagt en ny indre region. Mit liv er et stjerneløb, et orienteringsløb hvor man vender tilbage til centrum i en stjerne hver gang man har fundet en post. Det er jeg sådan set heldig med. At have det her centrum når nu jeg har et ustoppeligt drive mod at finde nye poster. Ellers ved jeg ikke hvor jeg havde været nu.

Så jeg går videre. Jeg må have nyt fodtøj. Jeg må finde nye veje, gå i en anden retning for at finde næste post.

🍂
PS. Findes der nogen smukkere årstid end efteråret?

Underholdning

I går så jeg en video fra Roaming Wild Rosie, en af mine yndlingsyoutubepersoner (jeg ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det, jeg mangler lingo), hvor hun laver en lang bænk til sin terrasse. Undervejs i processen prøvesidder Rosie, som bor og arbejder mutters alene i et hus i en svensk skov, bænken og siger begejstret:

“This bench is huge.
I can have so many friends on this bench.
I can have a whole row of friends.
I should make some friends”.

Jeg kom til at grine højt, jeg kan ikke forklare hvorfor. Denne her omvendthed. Eller selvforsyning med glæde, måske. Lad mig være ærlig, jeg tror ikke på at der kommer til at sidde en hel række nye venner på den i øvrigt virkelig flotte og stemningsfulde bænk, og det er fuldstændigt som det skal være. Bare tanken om muligheden og måske engang i virkeligheden en enkelt ven eller noget familie på bænken – hvad behøver man mere, ud over at glæde sig over den selv?

I dag har jeg pakket det meste af indholdet i mit køkken ned fordi jeg skal flytte. Jeg har arvet en del service, og – hånden på hjertet – også købt ikke så få ting selv henad vejen. Jeg skatter det hele højt og elsker at vide at jeg har det. Jeg kan blive helt høj af en bestemt farve på porcelæn eller af at have en flødekande, en sukkerskål, en marmeladekrukke og en smørbøtte der matcher (morgenmad er mit yndlingsmåltid, på gode dage spiser jeg morgenmad flere gange).

Mens jeg pakkede ned i lange baner, kom jeg så til at tænke:

Den her mængde af service er enorm.
Jeg kan dække fint op til så mange venner.
Jeg kan have en hel række venner på besøg.
Jeg burde få nogle venner.

Haha. Det er nok kun mig der synes det her er sjovt, men det har underholdt mig i flere timer nu.