8. marts

Herognu

I anledning af kvindernes internationale kampdag i dag zoomer jeg lige ind på et postkort fra Kritisk Pynt på min opslagstavle.
Der er stadig meget at kæmpe for. Så sent som i formiddag talte jeg med en anden kvinde om en mand vi begge to kender og hvis magt vi er underlagt, om hvordan han mansplainer kvinder og generelt er meget nedladende.
Så er det en kvinde skal huske at hun engang var en frygtløs og stærk pige der endnu ikke havde mødt så mange mansplainende mænd at hun havde mistet troen på sit eget værd.

For en uge siden fik jeg Menneskets hjerte af Jon Kalman Stefansson foræret. Det er den tredje bog i en trilogi, de første to er henholdsvis Himmerige og helvede og Englenes sorg.

På den uge der er gået, har jeg lånt de to første og læst dem alle tre. Det er længe siden jeg har læst noget så godt, så begavet, så styrkende, så smukt.

Dagen i dag – kvindernes internationale kampdag – synes at være den helt rigtige dag at fortælle om den her trilogi på, for i den afvises alle forsøg på at skævvride og tippe verden til fordel for det traditionelt mandlige og mandscentrerede hos begge køn, og det afvises med fællesskabsfølelse, livskraft, kløgt og kærlighed.

Der foregår også en del andet af overordentlig stor betydning i løbet af handlingen, men bortset fra hovedtemaet, en anderledes og begavet drengs forvandling til mand, undlader jeg at nævne det her. Fordi det er den 8. marts.

Jeg siger bare: Læs! Læs for hulen!

8. marts

Jeg plejer altid at markere Kvindernes Internationale Kampdag her på bloggen, og jeg har heller ikke glemt dagen i år. Jeg har bare haft lidt for mange arbejdsovervejelser rumsterende i mit hoved omkring især håndsprit, rengøring, ukendte skikke og muligheden for at rumme mig selv mens jeg befinder mig lysår fra min komfortzone, til at jeg har kunnet samle mig om at skrive noget med bare lidt substans.

Èn ting er dog faldet mig ind da jeg bladrede igennem mit facebook-feed i løbet af dagen: At naturen ikke har noget imod kvindelige ledere, og at der blandt nogle af de mest intelligente dyr er opstået “kulturer” hvor arternes overlevelse er helt afhængig af matriarkers lederskab. Her tænker jeg fx på spækhuggere og elefanter. De ville være ilde stedt uden erfarne bedstemødre til at vise vej i livet, så at sige, i både konkret og overført betydning. Det er godt at tænke på.

Jeg har vendt og drejet det gennem mange år. Iagttaget mig selv og andre mennesker omkring mig. Og jeg er kommet frem til at jeg simpelthen ikke tror på kønnets indflydelse på mænds og kvinders evner til at tænke, forstå følelser, tage beslutninger, formidle erfaringer og viden og udføre andre mentale processer. Når vi tror at der generelt er forskel, er det et kulturelt fænomen, og når der ser ud til at være forskel, skyldes det at vi bliver formet af de forventninger og krav der er til de to køn hver især i den kultur vi er en del af. Jeg kan ikke se det på nogen anden måde.

Gad vide om der nogensinde er nogen der har fundet på at læse fx gymnasieelevers stile i anonymiseret form og undersøgt om de kunne gætte kønnet på forfatteren?

Hvis jeg havde udeladt mit navn og billeder af mig selv og ikke tilkendegivet at jeg er mor, fx, eller andre kønsafslørende ting her på bloggen, ville du, kære læser, så have kunnet gætte om jeg var kvinde eller mand?

Det gad jeg simpelthen godt vide.

Det store i det små

Jeg dedikerer dette års 8. marts-indlæg til Ayla, jeg mener Mette fra Alene i vildmarken. Skulle jeg pege på en kvinde jeg ikke allerede er stødt på i et opslag eller indslag med fokus på ligestilling i løbet af dagen, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere oplagt. Hun forstår at sørge for sig selv på alle måder, både fysisk og psykisk, og hun leder sig selv fuldstændigt suverænt.

Måske er det forkert at tænke på hende som en kvinde i stedet for blot som den ene af tre tilbageværende deltagere. Det tror jeg egentlig nok jeg mener. Det er hverken på trods af eller på grund af at hun er kvinde, at hun klarer sig godt. Hun klarer sig godt fordi hun er i besiddelse af viden og færdigheder, evner og personlige egenskaber der ikke har en dyt med køn at gøre, men som gør hende yderst kompetent til at løse den opgave hun har givet sig selv.

Alt kan ske i sidste afsnit, og jeg synes også de to andre deltagere er vildt gode til at klare sig. Jeg tillader mig alligevel at diskriminere og håbe på at Mette vinder, bare fordi hun er kvinde. Det kunne være sådan en god historie at læne sig ind i for os andre der ikke er lige så gode til at gøre det vi tænker (måske fordi vi af kulturel uvane underkender vores tankers relevans).

—

Opdatering 15. marts 2019:

I går viste DR det sidste afsnit af Alene i vildmarken, og Mette sluttede – efter min mening – på en meget ærefuld andenplads. Jeg lægger mig fladt ned og har en klar oplevelse af at vi vitterlig har fået en rigtig god historie at læne os ind i. Der er mange måder at vinde i naturen på, men én af dem er helt sikkert at vide hvornår det er tid til at trække sig fordi tabene ser ud til at kunne blive større end gevinsten.