Tag: 8. marts
Marts
“Marts er den af årets måneder, der er mindst brug for. Menneskene ser solen stige højere på himlen og lader sig bedrage af lyset, der bare gør vinteren mere synlig”.
Ordene indleder kapitel 7 i Hvidt hav af Roy Jacobsen. Med sin mesterligt knappe, nøgterne og samtidig poetiske stil stiller han ret store krav til mig som læser, men det er al umagen værd at tage udfordringen op. Jeg har læst bogen to gange i træk, og jeg er stadig ikke færdig med den. Det betragter jeg som en stor gave.
Hvidt hav er en fortsættelse af De usynlige som også var en fin og stor oplevelse at læse. Apropos dagen i dag, den 8. marts, vil jeg mene at skildringen af pigen og kvinden Ingrid er en mageløs fortælling om styrke der trodser pænt mange forestillinger om køn.
8. marts 2016
—
* Tak til Rikke Højlund Nielsen for at måtte linke til hendes fine digt her.
I anledning af kvindernes internationale kampdag
De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.
Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog “Kvindelighed i vækst” hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs “kvindelige typologi” forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.
Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.
Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om “hvem” jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:
“Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)”.
Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.