8. marts

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og traditionen tro her på bloggen skal det markeres med et indlæg tilegnet kvindesagen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg i dette indlæg skulle trække nogle pointer ud af Lone Fatums bog “Kvindeteologi og arven fra Eva” fra 1992 (se højre sidepanel), men efter at have pisket rundt i bogen de sidste to timer og genlæst alle de saftige steder, har jeg konkluderet at det på ingen måde ville yde Lone Fatums arbejde retfærdighed at begynde at plukke i det. Det egner materialet sig ikke til, synes jeg, fordi Lone Fatum hele tiden gennemtrawler især Ny Testamente på kryds og tværs helt ned i den oldgræske sproglige rod for at underbygge sine påstande. På den måde skaber hun en dybde og demonstrerer en viden der ikke kan komme til udtryk i et blogindlæg (med mindre det bliver meget, meget langt), og da det netop er dybden, overblikket over stoffet og den solide viden der gør hendes pointer overbevisende for mig, har jeg besluttet at “nøjes med” at skrive bogens konklusion direkte af herunder. På den måde håber jeg at inspirere andre til at læse alle bogens 97 sider og dermed blive klog på (og overbevist om?) hvorfor det er rimeligt at nå til netop den konklusion som Lone Fatum gør.

Og SÅ til sagen. Her kommer dagens tekst (side 91):

“Afslutning

Som vi har set, præsenterer Ny Testamente os for en motivsammenhæng, der fastholder den hierarkiske orden mellem mænd og kvinder både i himlen og på jorden, og kvindelivet fordeles på to livsformer, der begge forudsætter en negativ bestemmelse af kvinden som køn og seksualitet. Det åndelige eller kønsløse liv formuleres i visse tekster som et alternativ til ægteskab og moderskab, men også dette har kønssociale begrænsninger, fordi kvinden både som krop og som ånd er produkt af androcentrisk* fortolkning og genstand for patriarkalsk administration i overensstemmelse med heteroseksuelle normer.

Men kan kvinder så overhovedet være kristne? Javist, men på bestemte betingelser, og de adskiller sig ikke principielt fra dem, der begrænser kvinder i kultur og samfund i øvrigt. Kristendommen er en religion for mænd, netop fordi kultur og samfund i øvrigt er for mænd; det vil sige, at kristendommen præsenterer enhver kvinde for præcis de samme kønsskæve vilkår for selvforståelse og livsudfoldelse, som hun møder i alle andre sammenhænge, der bygger på forestillingen om manden som normalmennesket. Derfor gælder det, at jo mere vi kan gennemskue af forholdet mellem kristustro og kønsdiskrimination, desto mere kan vi tilsvarende gennemskue af den kønsdiskrimination, der ikke eksplicit har kristustroen som sin begrundelse.”

Hvorfor synes jeg nu det er så interessant? Det gør jeg – og nu forlader jeg Lone Fatum og hendes meninger og vender mig mod mine egne – fordi jeg gennem mit eget indre arbejde har fundet at jeg selv og mange andre (kvinder som mænd) er blevet injiceret, blandt andet via tusinder af års religiøs og kulturel tradition, med en androcentrisk opfattelse som nu løber i vores blod og gennemstrømmer vores hjerter igen og igen hvert øjeblik, og som hæmmer kvinders selvværd, mod til at stå frem med egne meninger og skabende kraft. Og fordi jeg synes det er lige så relevant at rette kikkerten indad mod dette nu som for 20 år eller 100 år siden, selvom vi har fået ligestilling og ligeløn med mere, og fordi jeg – og nu ved jeg godt jeg provokerer mange – synes at jeg kan se at ligestillingen er et meget mere tilsyneladende fremskredent fænomen på det ydre end på det indre plan. Der er stadig et stort spirituelt arbejde at gøre, og det er hvert enkelt menneske der skal tage fat på det i og ud fra sig selv for at kollektivet kan forandre sig.

*androcentrisme

Feministisk genbrug

I dag er det International Kvindedag. Jeg har lyst til at citere Hanne Reintoft fra ugebladet Søndag nr. 04/23.01.12. I et brevkassesvar til en læser som finder det navlebeskuende at øve sig på at “mærke efter hvad vi inderst inde selv har lyst til” og på at sige nej som et led i selvudvikling, skriver Hanne Reintoft blandt andet (helt uafhængigt at dagen i dag og kvindesag i øvrigt):

“Jeg kan meget langt hen ad vejen være enig med dig – med en enkelt tilføjelse, der kommer til sidst.
(…)
Min tilføjelse er, at op gennem både det 19. og det 20. århundrede har kvindekønnet i den grad været opdraget til at skulle tjene andre og at tilsidesætte sig selv. Derfor er det stadigvæk nødvendigt for nogle af nutidens kvinder at få lidt støtte til at sige fra.”

Sådan. Den udtalelse synes jeg det er godt at tænke over sådan en dag som i dag.

I anledning af dagen

Til verden, for en bedre udnyttelse af og glæde ved vores fælles ressourcer:

“Og så kan man i øvrigt mene om intelligensprøvers værdi, hvad man vil, men det er påfaldende, at den eneste gruppe, der standsede i udvikling, var de kvikke piger. Psykologisk erfaring viser, at det at være usædvanlig er en tvivlsom gave; især når man hverken vinder kærlighed, beundring eller respekt til gengæld for tabet af fællesskabets tryghed. Det er ikke usandsynligt, at højt intelligente piger indser, at de ikke bare skal gøre sig gældende, men konkurrere, stå over for misundelse, både fra andre piger og drenge, som de kunne have mere lyst til at forelske sig i. Oven i alt andet forstår de, at deres måde at være usædvanlige på, betragtes som mandlig af begge køn. For at blive kvinder giver de afkald på at blive sig selv.”

– Pia Skogemann om en amerikansk undersøgelse af en gruppe pigers, senere kvinders intelligens og udvikling ved fire prøver over 37 år, i essayet Mandlighed og kvindelighed i bogen “Er jeg en sommerfugl, der drømmer? Kvindelighed, drømme og individuation i ny psykologisk fortolkning”.

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed

For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til “Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed”.