Tag: ASF

Sandhedens time

I dag vil jeg citere mig selv fra et møde der gik godt. Hvor jeg blev mødt og set, og hvor jeg ikke mærkede antydningen af pres, forventning eller krav. Måske derfor kunne jeg sige det så klart:

“Når jeg bare går og passer mig selv, tænker jeg jo ikke over at jeg måske er autistisk. Så er jeg bare mig. Og det er sådan set fint nok.”

Nu bagefter går det op for mig hvor sandt det her egentlig er. Det er først når jeg skal noget sammen med andre mennesker, at der er noget “galt” med mig. At jeg bliver forkert. Alene sammen med mig selv er jeg faktisk et ret fint og dueligt menneske, efter min egen mening.

Stockholm

Der var engang én, som jeg desværre ikke husker hvem var, der sagde at man som et neurodivergent menneske kunne være ramt af en form for stockholmsyndrom i forhold til de normale/neurotypiske mennesker man omgås, og som konstant møder én med forventninger og krav om at man tilpasser sig deres perspektiver og værdier i en fælles hverdag.

Som i et psykologisk gidseldrama bliver man holdt tilbage for at gidseltagerne kan opnå det de gerne vil.

Med tiden forsøger man at sætte sig ind i hvad de andre gerne vil og ønsker, og efterhånden udvikler man sympati både for dem som mennesker og for det de gerne vil opnå. Langsomt skifter man så at sige side fra sig selv til dem og får nemmere ved at retfærdiggøre og beskytte dem end at retfærdiggøre og beskytte sig selv. Det bliver sværere at sige fra eller sige hvad man har behov for, fordi man tænker det vil være synd for de normale at opleve at man tager afstand fra dem og/eller deres adfærd. De skulle nødigt føle sig forkerte eller som dårlige mennesker, smerten ved den oplevelse kender man nemlig selv alt for godt.

Den mekanisme kan træde i kraft endda i forhold til mennesker der reelt behandler en meget dårligt, fx mobbere i skolen eller forråede kolleger.

Det ringede omgående en klokke i mig da jeg hørte det. Der er endnu ingen der ved om jeg er et neurodivergent menneske af en slags, men jeg er i hvert fald ikke ligesom flertallet, og der er ingen ende på hvad jeg har fået mig selv til at gøre eller affinde mig med fordi jeg godt kunne fatte at andre fandt det vigtigt eller rigtigt og jeg ikke ville ødelægge noget for dem. Jeg tænkte at det nok – igenigen! – var mig der var et forkert menneske som skulle rettes op, og at jeg måtte gøre mig umage for at gøre det rigtige og ikke stå i vejen for, holde op med at beskytte eller ligefrem skade dem der åbenbart havde fat i den lange ende.

Det tænker jeg meget over.

Stjerneløbet

Mine travestøvler er slidt igennem, i går fik jeg en våd sok, og jeg vidste at løbet var kørt. De har holdt godt, støvlerne, og på en måde er det passende at det sker netop nu. Om få dage forlader jeg dette område som jeg har gået tyndt på stort set alle dage hvor jeg ikke har svømmet og/eller cyklet langt, og flytter til nye landskaber med ukendte ruter som jeg skal lære at kende.

I går regnede jeg mine traveture fra de sidste otte måneder sammen ud fra min Garmin-statistik, bare fordi jeg var nysgerrig på fakta. Jeg har gået 843,79 km plus det løse som jeg ikke har tracket, og det svarer til at jeg er gået til Skagen og tilbage og lidt til (forudsat at jeg kan gå på vandet).

Det føles også mentalt som om jeg er gået til verdens ende og har været lige ved at tabe mig selv i et dyb hvor to have mødes, men er ved at vende tilbage til sikker grund igen, omend der ser anderledes ud end der plejer. Som om jeg har fundet mig selv lidt igen efter at have kortlagt en ny indre region. Mit liv er et stjerneløb, et orienteringsløb hvor man vender tilbage til centrum i en stjerne hver gang man har fundet en post. Det er jeg sådan set heldig med. At have det her centrum når nu jeg har et ustoppeligt drive mod at finde nye poster. Ellers ved jeg ikke hvor jeg havde været nu.

Så jeg går videre. Jeg må have nyt fodtøj. Jeg må finde nye veje, gå i en anden retning for at finde næste post.

🍂
PS. Findes der nogen smukkere årstid end efteråret?