Efter dette indlæg bliver verden ikke den samme igen.
Jeg tror jeg er et autistisk menneske, og lige nu venter jeg på udredning. Min læge tror det samme, og der har været flere mennesker gennem tiden som forsigtigt har spurgt om jeg selv kunne forestille mig at det var en mulighed. Det kunne jeg ikke. Men nu ser jeg at det at have autistiske træk forklarer alt hvad jeg har bøvlet med gennem hele mit liv. Hidtil har de mange indfaldsvinkler jeg har forsøgt mig med for at finde ud af hvad der var galt med mig og hvad jeg skulle arbejde med for at forbedre mig, føltes som om de kun næsten beskrev mig som jeg oplevede mig selv. Der manglede altid noget. Der var altid noget der var ved siden af.
Nu forstår jeg at jeg ikke kan forbedre mig selv. Jeg kan lære at forstå og acceptere mig selv som det menneske jeg er, med den hjerne jeg nu engang har. Jeg er i gang med at lære så meget om autisme som jeg overhovedet magter at sætte mig ind i, og jeg bliver mere og mere sikker. Jeg har maskeret og tilpasset mig så længe jeg kan tænke tilbage, men nu kan og vil jeg ikke mere. Det har haft enorme omkostninger for hele mit liv at tilpasse mig og skjule hvem jeg egentlig var, for at få lov til at være her. Nu vil jeg bare være mig. Det er ikke nogen let opgave når man har spillet roller hele sit liv, men jeg må i det mindste prøve.
Når jeg tænker på mig selv som barn, ser jeg en fortabt lille størrelse som ikke gør det store væsen af sig, og som aldrig nogensinde rigtigt er med. Jeg kan det jeg skal kunne (og måske mere til), og det lader til at være en slags passérseddel som gør at ingen stiller spørgsmålstegn ved om jeg må være der. Jeg gør mig umage for ikke at være irriterende, og jeg oplever det som om jeg får lov til at stå ved døren og kigge ind. Inde i lokalet sidder andre mennesker og hygger sig med hinanden. De har noget sammen som jeg ikke ved hvad er. Jeg bliver stående og studerer dem omhyggeligt.
I min familie er der flere personer med tydelige autistiske træk, det ser jeg nu. Når jeg tænker på min far, kan jeg også se trækkene, og det giver et lille sug i maven når jeg tænker på at vores livsforløb ligner hinanden uhyggeligt meget.
Jeg har haft et omtumlet uddannelses-, arbejds- og privatliv. På trods af min gode begavelse har det taget mange år at gennemføre en uddannelse, som jeg i øvrigt ikke har brugt de sidste 27 år eller regner for noget i kompetencesammenhæng. Jeg har et meget lille netværk fordi jeg har været dårlig til at holde kontakten med andre; det har føltes som noget jeg ikke havde overskud til. Jeg er blevet skilt fra min familie. Og når det kommer til beskæftigelse, er jeg i mange år blevet forsørget delvist af min daværende mand fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle magte både at have familie og et rigtigt arbejde. I de perioder af mit liv hvor jeg har arbejdet, har jeg hver gang måttet opgive når jeg havde haft et job i et stykke tid, fordi jeg brændte ud i forsøget på at passe ind og tvinge mig selv til at udholde forhold som andre tilsyneladende havde det rigtig fint med, men som hver dag var et bjerg at bestige for mig. Følelsesmæssig uro hos mine kolleger, mangelfuld ledelse, konflikter, uforudsigelige mennesker, afbrydelser, larm, lugte, uretfærdigheder, usaglige dispositioner og komplet uforståelige sociale spil, for at nævne bare nogle.
Jeg har haft en del ledighedsperioder der har fungeret som genopbygningsperioder hvor jeg har fået mig selv på ret køl igen og genereret nok energi til at kunne tage en tur mere i manegen, igen og igen med den disciplinerede indstilling at denne gang ville jeg kunne finde ud af det. Bortset fra en meget løs tilknytning som vikarskribent med en del hjemmearbejde, er mit sidste job det længste ansættelsesforhold jeg nogensinde har haft. Jeg prøvede og prøvede, undertrykte alle advarselssignaler fordi jeg tænkte at jeg jo på en eller anden måde skulle nå frem til at kunne få folkepension i 2031. Jeg kunne godt regne ud at jeg med min alder og mangel på kompetencer ville få sværere og sværere ved at finde et nyt job. Men efter lidt over to år var jeg totalt udbrændt.
På det tidspunkt var det reelt ikke længere mit valg om jeg ville blive ved at møde op på arbejde. Jeg fik så store problemer med angst, nedtrykthed, autistiske depressionsanfald og fuldkommen udbrændthed hvor jeg ikke kunne få min hjerne til at arbejde med nogetsomhelst eller min optræden til at passe ind, at jeg måtte give op, sygemelde mig og senere sige op. (Mine egne ord for min egen tilstand). Kombinationen af mine egne iboende vanskeligheder og et nedslidende psykisk arbejdsmiljø fik mig helt ud over kanten.
Jeg er endt med ikke at have nogen videre pension, have dårlig økonomi og ikke at have nogen egentlig faglighed. Derudover har jeg levet med utrygge og stressende boligforhold gennem de sidste 10 år fordi jeg ikke har haft ressourcer og beslutningsevne nok til at arrangere det anderledes.
Nu venter jeg som sagt på udredning, og der kan gå en rum tid før det bliver min tur. Indtil da vil jeg forsøge at blive klogere på hvordan jeg kan tilpasse min hverdag og min verden til den jeg er og de behov jeg har, inde bag masken.
🍂 🧡 🍁
Jeg skriver dette indlæg fordi jeg ikke kan skrive her med mindre jeg skriver indefra og ud, og jeg har ganske enkelt behov for at skrive for at klare mig. Ikke at nævne det vigtigste der optager mig, føles som at lyve. Skjule noget.
Jeg har også brug for at vide at det jeg tænker, er tilgængeligt for dem som gider høre det. Jeg ved reelt ikke om der er nogen “derude” der lytter med på linjen her, men jeg har brug for at forestille mig det. Tro på at jeg er i stand til at skabe forbindelse og ikke er fuldstændig alene med min indre verden. Jeg oplever det nemlig sådan for det meste. Ingen lytter, og ingen forstår.
Det har taget mig adskillige dage at skrive det her. Min hukommelse er stadig ad hekkenfeldt til, og jeg skal hele tiden frem og tilbage i teksten fordi jeg glemmer en tanke, en fejl jeg spottede osv. Jeg har desuden ingen fornemmelse af om det jeg har skrevet, hænger ordentligt sammen, og det er sikkert også blevet alt for langt for almindeligt dødelige at holde ud at læse. Men jeg ville skrive det. Komme på den anden side af hvad jeg oplever som en hemmelighed der står i vejen for at skrive noget som helst andet. Håber bare det hele går an.
