Tag: Bevægelse
Optøning
I morges cyklede jeg hjemmefra i sommerjakke og uden vanter. Mit hoved var sat på forår, og jeg fik et chok da jeg trådte ud i en dybfryser med rim på alle overflader. Jeg kunne ikke mærke mine fingre da jeg låste cyklen ved svømmehallen, og vandet føltes som om det var mindst 35 grader varmt de første mange meter i bassinet.
Men vinteren holdt op mens jeg svømmede, og jeg kørte hjem med åben jakke og varme hænder. Inden frokost satte jeg mine havemøbler ud på terrassen.
Verden åbner sig, og jeg håber at mit eget system endelig og omsider også begynder at tø lidt op. Der er så meget jeg gerne vil, alene dét er nyt og varmere end det der har været, selvom det stadig kniber med for alvor at sætte mig i bevægelse.
Jeg gør hvad jeg kan, dog. Jeg er startet et sted hvor det er forholdsvis ligetil og uden risiko at sætte nogle mål og gå efter dem: I min egen krop. De sidste mange uger har jeg systematisk øget min træningsmængde (hvilket er nemt når man starter i nærheden af nul ;-)), og jeg er kun få dage fra at have nået det første delmål. Det giver mig en oplevelse af handlekraft, styrke og mestring. Jeg skal nok tø op og komme tilbage i den form jeg har det bedst i. Jeg tror på det. Jeg ser det ske.
Der findes ikke den ting eller det fænomen der får mig at føle mig bedre tilpas i den her mærkelige verden, end når jeg arbejder mod et forholdsvis langsigtet mål jeg selv har set og sat. Og når jeg ikke kan det – af ydre eller indre omstændigheder – bliver jeg frustreret og nedtrykt. Planløse aktiviteter og fravær af visioner er iskold nedkøling for mig. Hvis jeg vil passe på mig selv, må jeg tage ansvar for at jeg har det sådan, og indrette min verden i verden efter det. Selvom det bliver svært.
Også det begynder jeg at se for mig.
Bål
Jeg kommer gående over et åbent stykke. Jeg kan mærke en kraftig lugt af bål da jeg nærmer mig et shelter, og går i en stor bue udenom for ikke at genere nogen. Men shelteret er tomt, og jeg sætter mig et øjeblik ved de ulmende rester af et bål.
Et par kammerater har måske sovet her i deres poser i nat og er vågnet ved den kraftige regn som er væltet ned hele morgenen. De har måske ligget og kigget ud på regnen, småsnakket, tjekket vejrudsigten på deres mobiler og ventet tålmodigt på ophold. Og så, endelig, endelig, er regnen hørt op, og de har tændt bål af brænde de har været kloge nok til at samle i går og lægge klar under taget. De har kogt vand til kaffe og lavet havregrød i en sortbundet gryde, og solen er brudt igennem skyerne i stadig længere tid ad gangen og har fået temperaturen til at stige og kaffen i foldekopperne til at smage bedre end nogensinde før. Så har de pakket deres ting ned i rygsækkene på præcis den smarteste måde, spændt oppakningen på ryggen og er gået videre ad stien. Er det mon dem jeg lige kan skimte der fremme mellem træerne?
Jeg kigger på den svage røg der stadig stiger op fra bålstedet, og indånder den trygge lugt af varme og fællesskab. Så rejser jeg mig og følger efter dem.
*
“Det bedste er at jeg selv på de værste dage
er nysgerrig efter i morgen:
Det er det bedste for mig.”
fra “Det værste og det bedste” af Søren Ulrich Thomsen
Om at gå
Jeg genlæser Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv af Tomas Espedal. Igen griner jeg spontant af en bestemt sætning der forsøgsvis skal forklare hvorfor det at gå har forstyrret én persons mentale helbred (Hölderlins) og ikke en andens (Rousseaus):
“Det kan skyldes at Rousseau hovedsagelig gik kortere spadsereture og forvekslede det at gå med det at promenere, mens Hölderlin, som havde gået langt, var udslidt og præget af det han havde oplevet i løbet af sin vandring.”
Det er det der med at forveksle at gå med at promenere jeg synes er så sjovt. Er det mon ikke det de fleste af os gør i livet, altså også i overført betydning, selvom vi på bedste selvhøjtidelige vis fortæller hvor hårdt det er at træne til det næste maraton, hvor krævende det er at være småbørnsfamilie, hvor meget det tærer på os at arbejde 60 timer om ugen?
Ja, jeg spørger bare. Og konstaterer at selvom jeg i virkeligheden går vældig meget, mange kilometer om ugen, og bilder mig ind at jeg også i overført betydning tilbagelægger ikke ringe afstande, så er det sgu nok bare en behagelig og omkostningsløs promenade jeg er ude på. Der er lige så lidt blod, sved og tårer over den som over Rousseas promenader sammenlignet med de vandreture som mennesker der virkelig erobrer nyt terræn, gennemgår. At opfatte både mine ydre og mine indre bevægelser som en vandrers vigtige og hårde arbejde er i realiteten måske bare en egocentrisk vurdering af en sølle spadseretur.
Hvad ved jeg? Jeg ved hvad Tomas Espedal ved lige på dette sted, og det er ikke så lidt:
“Det der er sikkert er at den langvarige vandring er anstrengende. Den som har læst om vandringsmænd og landstrygere, ved at omstrejferlivet er barskt. Den der har set fotografier og billeder af landstrygere, kan se at landstrygerlivet er hårdt. Den der har gået på landevejen i nogle måneder, ved at vandringen er nedbrydende og brutal.
Man er hjemløs. Man sover ude. Man er fremmed og vækker mistanke. Man er snavset og sulten. Man er alene, går og går, det regner og blæser, man sover på nåde, i en lade eller på et pensionat; det man ejer bærer man på ryggen, benene værker, skuldrene værker, kroppen værker, man savner en seng og en kæreste.”
Ja. Det koster. At flytte sig for alvor. Og jeg spekulerer tit på om jeg egentlig kan og vil selvom jeg siger det, eller om jeg er bange for at betale prisen.
“Vi ved det ikke”.
—
Alle citater er fra side 43 i den danske udgave jeg har, fra Batzer & Co.