“Historien er et sæt af vedtagne løgne”, skal Napoleon Bonaparte have sagt. Jeg ved strengt taget ikke hvad han mente med det og kender ikke sammenhængen som citatet er taget ud af, men hvis man køber den præmis som den står her helt nøgent, kan man jo gøre lige hvad fanden man vil uden at tage hensyn til noget som helst der er gået forud.
Det er for mig en helt absurd uhyggelig tanke.
Tag: En tanke om dagen
Slag
Jeg vil ikke skrive noget her i dag. Jeg vil ikke bidrage til at dagen i dag får nogen signifikans. Det er en ulykkelig dag som kan få helt uforudsigelige og forfærdelige følger.
Filtrering
Forestil dig at et menneske kan være indrettet sådan at input i form af alle slags stimuli og indtryk går nærmest ufiltreret ind, og at output forstået som al kommunikation og alle handlinger passerer gennem et tæt filter på vej ud.
Overvej så hvad forskellen mellem input og output kan blive til over tid i forhold til både mængde og egenskaber. Og hvilken virkning dette kan have, både for mennesket med den her indretning, og for dets omverden.
Det er lidt ligesom et rensningsanlæg, tænker jeg. Hvor dette ene menneske tager sig af en masse slam som omverdenen slipper for og kan undlade at forholde sig til. Så længe det fungerer, i hvert fald.
(Måske kan man også forestille sig det omvendte: Et menneske hvor input passerer gennem et tæt filter ind i personen, men hvor output er totalt ufiltreret og tilmed mangler substans?)
Los Ponchos
Jeg havde engang to kolleger som gik på arbejde i poncho hver evig eneste dag. De behøvede ikke at kunne bruge hænderne til noget som helst andet end at løfte en kop op til munden, betjene en mobil og taste på et tastatur.
Jeg var vildt misundelig. Jeg har aldrig haft et arbejde hvor jeg ikke skulle bruge mine arme og hænder (og resten af kroppen) uhindret dagen igennen. Men jeg har tit drømt om det.
Derudover elsker jeg ponchoer. Det tror jeg jeg har gjort siden min farmor hæklede en til mig som barn. Jeg kan huske at have set et foto hvor jeg står med tykke briller og ponchoen på midt i en grillfest i vores have.
Jeg husker ikke festen. Men ponchoen! Jeg var lykkelig.