Jeg havde engang to kolleger som gik på arbejde i poncho hver evig eneste dag. De behøvede ikke at kunne bruge hænderne til noget som helst andet end at løfte en kop op til munden, betjene en mobil og taste på et tastatur.
Jeg var vildt misundelig. Jeg har aldrig haft et arbejde hvor jeg ikke skulle bruge mine arme og hænder (og resten af kroppen) uhindret dagen igennen. Men jeg har tit drømt om det.
Derudover elsker jeg ponchoer. Det tror jeg jeg har gjort siden min farmor hæklede en til mig som barn. Jeg kan huske at have set et foto hvor jeg står med tykke briller og ponchoen på midt i en grillfest i vores have.
Jeg husker ikke festen. Men ponchoen! Jeg var lykkelig.
Tag: En tanke om dagen
Maries stemme
I dag vil jeg bare bringe et citat af Marie Hammer som Eva Tind lader Marie skrive i sin lommebog i Kvinden der samlede verden. Bogen er en biografisk roman.
Det er bare et lille glimt ud af mange tankevækkende passager i bogen, som både når det kommer til at give læseren noget at tænke over, og på mange andre måder er en meget stor læseoplevelse. Jeg kan kun opfordre til at læse hele bogen. Jeg mangler lige en lille bid, men det gør jeg ikke om et par timer ;-).
(Den er lidt i samme boldgade som Manden som elskede Sibirien af Roy Jacobsen og Anneliese Pitz, men med en mere indlevet stil).
“Maries lommebog, 1948
(…)
I morgen flyver jeg til Churchill. Jeg alene. Jeg holder så meget af ensomhed og har tænkt over, om den her ubestemmelige trang til at være alene er en, jeg er født med.”
Ord
I går var jeg bange for at jeg var ved at blive en gammel sur mand. I dag frygter jeg mere jeg er ved at blive en gammel sær kvinde.
De der krydsord. Det er jo umuligt at stoppe når man først begynder!
Uanset. Sur og sær. Sursær. Det opsummerer mig nok meget godt.
—
(Jeg får også læst i Brinkmanns bog. Og jeg har lånt Eva Tinds Kvinden der samlede verden som Brinkmann omtaler i sin bog, og som jeg blev fanget af fra side ét og er halvvejs igennem. Alt i alt kan man vel sige at der er gået ord i den, men de har også altid haft min særlige interesse. Ord gør noget godt for mig).