Om at være flyttet

Jeg bor nu et nyt sted, og jeg er ved at falde lidt til ro indeni. Da jeg kastede mig ud i denne flytning, medførte det en del uforudsigelige variabler uden for min indflydelse, og det har været rent ud sagt forfærdeligt. Det har været en kolossal belastning ikke at vide hvordan alt ville forløbe, og selvom det meste faktisk er endt med at falde ud til min bagdel, giver det ro endelig at have vished.

Desuden vidste jeg bare at det skulle til, hvis jeg skal have en chance for at få det godt engang.

Her er elevator. Her kan jeg bo til jeg dør eller skal på plejehjem. 😀

En ven

Min hukommelse er som en si, og min notatteknik er mangelfuld, måske endda respektløs. Jeg beklager at jeg ofte ikke ved hvor jeg har hørt eller set dette eller hint, men det skal ikke forhindre mig i at gengive denne fine pointe i min egen formulering:

En god ven er én som man kan lide sig selv sammen med.

Ordvaliditet

“Jeg er sådan en, som tror for meget på ord.”
– Clara Törnvall

Det er jeg også. Jeg opfatter dem måske ikke altid bogstaveligt, men jeg opfatter både det jeg hører, og det jeg selv siger, seriøst, ærligt og præcist i udgangspunktet. Jeg bliver forvirret og skuffet når jeg opdager at ord ikke er ment eller blevet forstået sådan.

Rejseholdet

Jeg har genset Rejseholdet på dr.dk henover julen. Alle 4 sæsoner. Og selvom jeg allerede fra starten af hvert afsnit kunne huske sagen og hvem gerningsmanden var, har jeg ikke kedet mig et sekund. Nu ærgrer jeg mig over at være nået til vejs ende (igen).

Jeg tror det der optager mig mest, er at iagttage hvor forskellige de gennemgående personer er, og iagttage samspillet mellem dem. Høre dialogerne. Få lov at fordybe mig i de her mennesker som jeg synes alle sammen bliver spillet så fabelagtigt godt at jeg næsten tror de er virkelige, og følge med i hvordan deres relationer kommer til udtryk og udvikler sig over et langt forløb.

Og så tror jeg at serien fascinerer mig fordi den præsenterer mig for en verden jeg aldrig selv har kendt, med gruppetilhørsforhold, teamsamarbejde, forståelse og respekt i forhold til forskelligheder samt de enkelte personers selvfølgelige væren i verden sammen med andre. Interessant.