I dag er det kvindernes internationale kampdag, og traditionen tro her på bloggen skal det markeres med et indlæg tilegnet kvindesagen.
Jeg havde egentlig tænkt mig at jeg i dette indlæg skulle trække nogle pointer ud af Lone Fatums bog “Kvindeteologi og arven fra Eva” fra 1992 (se højre sidepanel), men efter at have pisket rundt i bogen de sidste to timer og genlæst alle de saftige steder, har jeg konkluderet at det på ingen måde ville yde Lone Fatums arbejde retfærdighed at begynde at plukke i det. Det egner materialet sig ikke til, synes jeg, fordi Lone Fatum hele tiden gennemtrawler især Ny Testamente på kryds og tværs helt ned i den oldgræske sproglige rod for at underbygge sine påstande. På den måde skaber hun en dybde og demonstrerer en viden der ikke kan komme til udtryk i et blogindlæg (med mindre det bliver meget, meget langt), og da det netop er dybden, overblikket over stoffet og den solide viden der gør hendes pointer overbevisende for mig, har jeg besluttet at “nøjes med” at skrive bogens konklusion direkte af herunder. På den måde håber jeg at inspirere andre til at læse alle bogens 97 sider og dermed blive klog på (og overbevist om?) hvorfor det er rimeligt at nå til netop den konklusion som Lone Fatum gør.
Og SÅ til sagen. Her kommer dagens tekst (side 91):
“Afslutning
Som vi har set, præsenterer Ny Testamente os for en motivsammenhæng, der fastholder den hierarkiske orden mellem mænd og kvinder både i himlen og på jorden, og kvindelivet fordeles på to livsformer, der begge forudsætter en negativ bestemmelse af kvinden som køn og seksualitet. Det åndelige eller kønsløse liv formuleres i visse tekster som et alternativ til ægteskab og moderskab, men også dette har kønssociale begrænsninger, fordi kvinden både som krop og som ånd er produkt af androcentrisk* fortolkning og genstand for patriarkalsk administration i overensstemmelse med heteroseksuelle normer.
Men kan kvinder så overhovedet være kristne? Javist, men på bestemte betingelser, og de adskiller sig ikke principielt fra dem, der begrænser kvinder i kultur og samfund i øvrigt. Kristendommen er en religion for mænd, netop fordi kultur og samfund i øvrigt er for mænd; det vil sige, at kristendommen præsenterer enhver kvinde for præcis de samme kønsskæve vilkår for selvforståelse og livsudfoldelse, som hun møder i alle andre sammenhænge, der bygger på forestillingen om manden som normalmennesket. Derfor gælder det, at jo mere vi kan gennemskue af forholdet mellem kristustro og kønsdiskrimination, desto mere kan vi tilsvarende gennemskue af den kønsdiskrimination, der ikke eksplicit har kristustroen som sin begrundelse.”
Hvorfor synes jeg nu det er så interessant? Det gør jeg – og nu forlader jeg Lone Fatum og hendes meninger og vender mig mod mine egne – fordi jeg gennem mit eget indre arbejde har fundet at jeg selv og mange andre (kvinder som mænd) er blevet injiceret, blandt andet via tusinder af års religiøs og kulturel tradition, med en androcentrisk opfattelse som nu løber i vores blod og gennemstrømmer vores hjerter igen og igen hvert øjeblik, og som hæmmer kvinders selvværd, mod til at stå frem med egne meninger og skabende kraft. Og fordi jeg synes det er lige så relevant at rette kikkerten indad mod dette nu som for 20 år eller 100 år siden, selvom vi har fået ligestilling og ligeløn med mere, og fordi jeg – og nu ved jeg godt jeg provokerer mange – synes at jeg kan se at ligestillingen er et meget mere tilsyneladende fremskredent fænomen på det ydre end på det indre plan. Der er stadig et stort spirituelt arbejde at gøre, og det er hvert enkelt menneske der skal tage fat på det i og ud fra sig selv for at kollektivet kan forandre sig.
*androcentrisme
