Apropos

“”Hvis du bringer det frem, som er inden i dig, vil det, som du bringer frem, frelse dig.

Hvis du ikke bringer det frem, som er inden i dig, vil det, du ikke bringer frem, tilintetgøre dig.”

Tillagt Jesus Kristus i Thomasevangeliet”

Set i Illuminata. Fordybelse gennem bønner og ritualer af Marianne Williamson.


Læs om Thomasevangeliet på Den Store Danske og på Wikipedia.
Jeg har tidligere nævnt Marianne Williamson i dette indlæg.

Tilføjet 21. maj 2010: Se også denne artikel på Folkeuniversitetet i Nordjyllands hjemmeside om Thomasevangeliet og Søren Giversen.

Tilføjet 25. maj 2010: I Søren Giversens danske oversættelse af Thomasevangeliet lyder logion 70 sådan:

“Jesus sagde: “Når I bringer dette i jer frem fra jer selv, skal dette, som I har, frelse jer. Hvis I ikke har dette i jer, skal det, som I ikke har, dræbe jer.””

Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:

“Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.

Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den.”

Eller kortere formuleret: “Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her.” (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende – og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den – omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.

Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen “Inanna” til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

 

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes
 
Jeg følger næsten altid “forslag” til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.
 
Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.
 
De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, “herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens”, beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

 

“Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn – men altid attraktiv”.

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den “er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed.”

 
Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af “en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft – hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år”. Den er stadig fuld af en skabende kraft.
 
De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.
 

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog “Eksistentiel psykoterapi”. Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det “officielle” rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:

 
Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire “ultimative livstemaer” – død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi.”
 
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man – som jeg – bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).
 
Yalom er skånselsløst “sartresk” i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen “gud” i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt – da jeg lige havde trukket vejret – lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.
 
Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i “Eksistentiel psykoterapi”, at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen – derfor disse ord.
 
Til sidst et par klip fra bogens afsnit “Ansvar og eksistentiel skyldfølelse” (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:

“Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv“.

Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om “fænomenet”:

“.., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os“.

Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:

“Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: ‘Hvorfor var du ikke Moses?’ Nej, de vil spørge: ‘Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'”

Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.
 
 
 
Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse “Eksistentiel psykoterapi”.