Tag: Faglitteratur

Horisont

Jeg vendte mig om i går på vej til CrossYoga; noget fik mig til at se mig tilbage. Ild i horisonten. Det så kønt ud derfra hvor jeg stod, men visheden om at under den samme måne kigger mennesker som du og jeg på en horisont i virkelige flammer, gjorde glæden meget kort.

Krig. En så fuldstændig anakronistisk og meningsløs magtudøvelse sender konstant bølger af sorg og frygt gennem mit system, uanset hvad jeg ellers beskæftiger mig med. En gal og grusom mand med alt for megen magt har sluppet sine indre dæmoner løs, og jeg får ikke ro før nogen får stoppet den her destruktive energiudladning. Det beder jeg til.

Og hvad laver jeg så ellers, mellem bølgerne?

Jeg læser En linje i verden af Dorthe Nors (essays) og Henrik Saxgren (fotos), og bogen tager mig med på en begavet og besjælet rejse langs Jyllands vestkyst, ja, faktisk med vadehavsbesøg helt ned til Holland. Poetisk, (selv)biografisk og fuld af både fakta og kendskab til naturen på samme tid. Dorthe Nors’ essays er meget bedre og mere end jeg kan finde ord for her og nu – jeg er vild med dem, de beriger og inspirerer mig. Desuden giver både essayene og Henrik Saxgrens fotos mig trøst og tro på at der endnu i verden findes diametrale modstykker til en bestemt russers afstumpede ånd.

Det samme kan man også sige om filmen Rose som jeg så i går. Jeg har heldigvis en ven som er rigtig god til at hive hjemmehængeren Janne ud af isolationen blandt andet for at se kvalitetsfilm, og jeg har ingen ord der kan beskrive hvor god jeg synes den film er. Jeg håber alle mennesker kommer til at se den og ikke mindst giver sig tid til at lade det synke rigtigt ind hvad de har set. Rose er som en bro over uroligt vand, det er det eneste jeg kan komme i tanke om at skrive lige nu.

Samme ven formår også at få mig ud at svømme, på den gode måde. I dag har jeg haft fri fordi det er mandag, og har svømmet længere end på noget andet tidspunkt det sidste års tid. Jeg har en tendens til at holde op med at gøre ting min fornuft ellers udmærket ved at jeg har godt af, når jeg er nedtrykt. Det er en vældig selvdestruktiv spiral, og hver gang det lysner og jeg er på vej op fra nedturen igen, tænker jeg at jeg skal huske hvad det er jeg er tilbøjelig til at gøre ved mig selv, og tage mig i det næste gang det mørkner, men jeg er lige langt væk fra vinduet hver gang alligevel. Det resulterer blandt andet i at jeg flere gange end jeg kan tælle på tæer og fingre har skullet svømme, løbe, ro, cykle eller gå mig selv tilbage i form. Det ville være nemmere hvis jeg bare kunne holde en god form jævnt gennem livet, men sådan skal det altså ikke være. Heldigvis kan jeg jo godt lide en udfordring, faktisk begynder jeg generelt at kede mig og føle at min eksistens er ligegyldig når der ikke er flere problemer at løse eller mere nyt at lære – det mønster har jeg på alle områder i livet. Nu gælder det så svømningen, og når jeg er frisk nok til det igen, forestiller jeg mig at jeg begynder at transportere mig selv på cykel også. Således har jeg en forventning om at jeg kan genopfinde mig selv for gud ved hvilken gang.

Krig er ikke kun noget der foregår i det ydre, og når jeg tænker over det, er det i virkeligheden nok krigene i det indre der er årsag til alle de andre – i det små og i det store.

Kan/kan ikke

Jeg har før nævnt Ann C. Schødts indlæg på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk samt skrevet om hendes bøger her på bloggen. I dag vil jeg gerne dele nedenstående indlæg om sammenhængen mellem begavelse og jobtyper. Jeg håber det kan få en enkelt eller to ekstra til at læse indlægget og tænke over det :-).

Jeg synes altid jeg læser om mig selv og mine egne (aktuelle) udfordringer når jeg læser hvad Ann C. Schødt skriver, men samtidig tænker jeg at det kan være ønsketænkning eller urealistisk grandiositet fra min side i og med at jeg ikke ved hvor på IQ-skalaen jeg selv ligger. Måske er jeg dum som en dør uden selv at erkende det, hvem ved. Jeg gør ikke i hvert fald.

Uanset hvad vil jeg gerne slå et slag for at begavede og højt begavede mennesker bliver set og får mere og bedre plads i den her verden, med et mindre spild af menneskelige ressourcer som konsekvens til gavn for både det enkelte begavede menneske og ikke mindst det fælles bedste.

(Indlægget er et par uger gammelt, men jeg hænger lidt i bremsen med at få “tømt” min feedlæser, derfor ..).

https://potentialefabrikken.dk/hvilke-jobs-passer-til-de-mest-begavede/

Fald

Min opmærksomhed flytter sig fra område til område, det er som om jeg er ved at grave adskillige meget dybe huller på én gang. Jeg glemmer ingen af dem på noget tidspunkt, jeg kan se dem alle sammen samtidigt, men et af dem står til enhver tid tydeligere frem end de andre. Jeg hanker op i spaden, graver lidt dybere snart i ét hul, snart i et andet. Jeg forestiller mig at jeg er på vej ned til et netværk af gange som ender med at forbinde alle hullerne og endelig – endelig! – viser mig hvordan alting hænger sammen.

⦾
Jeg har sat mig for at læse alle de bøger af Jon Kalman Stefansson der er udgivet på dansk. “Han skriver fuldstændig fantastisk, og han kredser omkring temaer som er så genkendelige for mig, at det er som at komme hjem at læse hans bøger, selvom de foregår på Island,” skriver jeg i en fødselsdagshilsen til en ven. Jeg afsluttede den sjette bog i rækken i går, og jeg er stadig sulten, kan ikke vente til biblioteket har fundet den syvende og sidste bog frem, Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?

⦾
Jeg læser (mere) om enneagrammet, jeg er opsat på at fordybe min forståelse af det. Det er et viist og fremragende system til at forstå hvad der er ens basale ønske i livet på den ene side og basale frygt på den anden. Jeg er 5’er: Iagttageren, udforskeren, den der mest af alt ønsker at være kompetent og har behov for at opfatte, erkende og forstå. Viden er mit stof. Løsrivelse og uafhængighed er min svaghed og min styrke. Jeg bruger isolation, tilbagetrækning og compartmentalization til at beskytte mig selv og finde tryghed når jeg er under stort pres. Jeg frygter per natur og per erfaring at jeg ikke er særlig god til at klare mig i den ydre verden, og jeg føler mig hjælpeløs og ubrugelig når jeg mangler viden, informationer og kompetencer og bliver overvældet af forventninger og krav. Alt det siger enneagrammet til og om mig, og jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt.*


⦾
Jeg skriver dagbog, fylder en kalender med noter som jeg ved jeg aldrig vender tilbage til, det er min sædvanlige modus. Dagbogen lytter, har ingen mening om hvem jeg er eller skal være, venter tålmodigt på at jeg formulerer noget omkring mig og mit liv som er til at forstå for en udenforstående som mig selv.

⦾
Jeg lader mig overrisle, lytter til Fribytterdrømme med Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet (alene ordene beruser mig). Ser Alias Grace baseret på en roman af Margaret Atwood (I’m every woman, kommer jeg til at tænke).

⦾
Jeg strikker sorte strømper jeg længe har ønsket mig, og syr noget af mit tøj om. Guderne skal vide at jeg ikke har en kæft forstand på hvad jeg laver, men det giver mig lejlighed til at undersøge hvordan jeg synes jeg skal se ud hvis jeg skal ligne mig selv. Det er svært at mærke hvem jeg selv er, efter mange år i uniform eller træningstøj eller nattøj eller det mest praktiske tøj af hensyn til arbejdsopgaver.

⦾
Og jeg venter, jeg venter på mere end historien om Asta og at se mig selv. Jeg venter på en sms om at Dario Nardis seneste bog, The Magic Diamond, om Jungs typologi, ligger klar til mig og spaden ovre hos købmanden. Jeg venter også på at få en idé til hvordan jeg skal bringe mig selv, og ikke en mat afglans i form af en refleksion af andres forventninger og behov, ind i den ydre verden – det skal tilsyneladende komme endnu længere væk fra end Nardis bog! Og så venter jeg på at min skriveblokering aftager, at der går hul på et eller andet og at noget vælter op af et af hullerne. Måske har jeg lige mærket det første stænk. Jeg ved det ikke.

Hjælpsomme bøger

For ikke så længe siden fik jeg et gavekort til en boghandel, og jeg var ikke mange dage om at omsætte det til blandt andet to bøger af Ilse Sand: VENLIGE ØJNE på dig selv og Sig hej til din SKAM. Jeg kendte godt Ilse Sands univers efter at have læst flere andre af hendes bøger, og jeg havde ønsket mig de nævnte to siden jeg så de udkom. Jeg synes Ilse Sand er meget dygtig til at omsætte komplekse og vanskelige indre forhold til kortfattede og præcise fremstillinger uden at dybde, indsigt og omsorg går tabt. Især er hun – set med mine øjne – virkelig god til at sætte ord på følelser.

Sådan vil jeg også sige om de to bøger om henholdsvis dårlig samvittighed (skyldfølelse) og skam. Det har været både øjenåbnende og støttende at læse dem begge, om end jeg oplever at have mest brug for at høre hvad Ilse Sand har at sige om skam. Jeg læser meget ofte i cirkler på den måde at jeg læser en bog flere gange med stadig dybere opmærksomhed og måske med varierende fokus (præcis som jeg også skriver på denne blog, i øvrigt), og jeg har foreløbig kun taget første runde med bogen om skam og er ved at tage tilløb til næste.

Jeg kan sætte mig ind i, omend ikke direkte genkende, mange af de konkrete eksempler fra eget eller andres liv som Ilse Sand giver på situationer der kan give anledning til skam, men det er som om der mangler noget i forhold til den skam jeg oplever hos mig selv. Hvis bare jeg kunne afgrænse den til sådanne konkrete områder, får jeg lyst til at sige. Jeg har en helt anden generel fornemmelse af at min skam omfatter hele min person. At jeg ikke har huller, men er et hul. Jeg vil måske beskrive det som om at der ingen pauser er fra den skam jeg kender, undtagen måske når jeg er alene. På samme måde tænker jeg om forslagene til hvordan jeg letter min egen skam: Hvis bare det var så let! Og i næste sekund tænker jeg at det jo nok kunne være så let hvis ikke man var så forkert som jeg. Og så er jeg jo havnet lige præcis på skammens sted i mig selv igen, og det er ikke heldigt.

Alligevel tænker jeg at bogen kan blive en hjælp for mig, og for den rette tænker jeg også at bogen om dårlig samvittighed kan være det samme.

Jeg har tidligere skrevet en del om skam her på stedet – følg eventuelt tagget skam hvis du vil læse det. Her vil jeg blot lade skam-bogens omslag tale for sig selv. Ilse Sand siger alligevel det der skal siges, tusind gange bedre end jeg kan.

Opdatering 18. juni 2021:
Jeg har nu læst bogen endnu engang, og det har givet anledning til at justere min første udmelding om bogen en del, i bund og grund fordi jeg faktisk har forstået noget mere omkring min egen skam. Blot til orientering hvis du genbesøger stedet her og undrer dig.