At psykolog Lars J. Sørensen må være et meget klogt menneske, opdagede jeg allerede da jeg for mange år siden læste et interview med ham i Kristeligt Dagblad: Skam kan ødelægge sjælen. Jeg har linket til artiklen før, blandt andet her, men gode ting tåler gentagelse.
Lige nu, i disse dage, læser jeg Skam – medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord, også af Lars. J. Sørensen. Jeg forsøger at begribe på et dybere niveau hvad det er der driver mig rundt i manegen. Der er så mange rammende indsigter og formuleringer i den bog at det er stort set omsonst at vælge noget ud, men jeg vil alligevel citere et bestemt løsrevet afsnit som i den grad skaber resonans i mit system:
“Det vil ofte være mere hensigtsmæssigt at lede efter forkerthedsfølelsen i stedet for at trække den skjulte skamfølelse frem ved hårene, når man kommer på sporet af, hvor megen tvivl, ubehag og lede det vækker at være sammen med sig selv. Måske er den dybeste og mest smertelige rodspids i ensomhedsfølelsen netop ubehag ved at være sammen med sig selv. Når man ikke kan opfatte sig selv som godt selskab, kan sympati, medfølelse, omsorg og i sidste ende kærlig selvforståelse ikke trænge igennem ens tvivl på sig selv.”
11. Skam og socialiseringer til den aktuelle kultur – og ideologi, Skam og stolthed, side 113
Det er sådan med skam – i hvert fald den hvide* af slagsen – at det er nærmest helt umuligt at få greb om den. De indsigter man er lige ved at gøre, smutter hele tiden fra en, på samme måde som hvis man prøvede at fange en håndfuld vand ved at gribe om den. Eller det er som at se i mørke: Genstandene i periferien træder tydeligere frem end det man har blikket rettet mod, og det gælder om at se udenom det man vil se, for at se det. Jeg tror ikke man kan arbejde målrettet eller særligt bevidst med sin skam, men man kan forsøge at lade en dør stå åben til det ubevidste (ville jeg sige) og for neuroaffektive påvirkninger der kan justere ens skamcensor (ville Lars J. Sørensen sige, tror jeg). Det kan kun ske i en relation, enten i relationen til en selv eller udvalgte andre, og det er på den måde risikabel adfærd, for når døren er åben for gode påvirkninger, er den det også for dårlige. Alligevel må man vove forsøget.
Jeg er ikke særligt modig. Og jeg er særligt sårbar over for hvid skam. Så jeg går meget varsomt frem i det her forvirrende arbejde, og et forsigtigt skridt på min vej er altså at læse Lars J. Sørensens bog. I hans indsigts- og omsorgsfulde selskab er risikoen minimal for at få aktiveret sin hvide skam mens man undersøger sin relation til sig selv, og jeg kan samtidig udsætte at påføre andre det der stadig forekommer mig at være mit dårlige selskab. I sidste ende – i hvert fald i teorien – er det ellers nok det der skal til. Altså at vove relationer til (de rigtige) andre mennesker.
Jeg har for få dage siden læst Karl Ove Knausgårds fire bøger Om efteråret, Om vinteren, Om foråret og Om Sommeren færdig. Karl Ove Knausgård nævner tit sin egen skam og sin opfattelse af sig selv som én der ikke er god (nok) til at være sammen med andre mennesker. Knausgård kan skrive så englene synger, og griber på en eller anden måde de der håndfulde vand som om fysikkens love ikke også gjaldt for ham. Her kommer en enkelt passage som jeg husker særligt godt, taget ud af Knausgårds sammenhæng der ikke eksplicit har noget med skam at gøre, og puttet ind i min som et løsrevet fragment (undskyld):
“Overgangen fra øjets virkelighed til hudens falder sammen med overgangen fra det sociale til det private, og for en som mig der har problemer med nærhed, som næsten aldrig kan lide at blive rørt ved, og som næsten aldrig kan lide at røre ved andre, er hud derfor forbundet med ambivalens, for også min hud vil være tæt på anden hud, måske mere end noget andet, samtidig med at den frygter det og derfor forsøger at undvige det, eller begrænse det. Så bliver hudens længsel som en slags hund og viljen en lænke jeg holder den i.”
Om Sommeren, Hud, side 328-329
Ja, sådan er det. Jeg genkender flokdyret i mig som vil være tæt på andre mennesker, som vil mærke varmen fra fællesskabet, selvfølgeligheden i at høre til uden at skulle spekulere på om jeg i andres og egne øjne er berettiget til det, og samtidig min stålsatte vilje til ikke at slippe det her dyr løs og risikere at blive sparket, råbt ad og sat på plads.
—
*Lars J. Sørensen skelner mellem livsbekræftende, helende skam (rød) og ødelæggende, invaliderende skam (hvid). Han citerer et digt af Else-Britt Kjellqvist, Rødt og hvidt, hele to gange i sin bog, på side 11 og 54. For at respektere den originale opsætning som jeg ikke kan gøre efter her, citerer jeg digtet her i form af et foto af side 11:
