Tag: Faglitteratur
Punktnedslag
↯
Jeg er med i en gruppe der skal læse nogle tekster og rangordne dem. De to andre læser på linjerne med stor præcision; jeg læser (også, eller især) mellem linjerne. Jeg mærker 50 års anderledeshed som en bølge af skam og forkerthedsfølelse der skyller gennem mig, og slås lidt med mig selv om om jeg skal kæmpe for at blive hørt eller lade konkret sansning regere rummet. Jeg vælger det sidste, som så ofte før, og det udmatter mig. Det er krævende at indtage de andres perspektiv for at holde en dialog igang.
↯
Hvad er det med de der signalfarver? Jeg har bestilt to bøger over nettet – den ene købt antikvarisk, den anden lånt på bilbioteket – og henter dem uden at vide hvordan de ser ud. Nu kan jeg kan se de RÅBER til mig!
(Og hvorfor er så mange bøger pink i disse dage. Er det bare moderne?).
↯
Jeg lever på mange måder under en sten, men ind imellem kiler der sig ting og sager ind under stenen som får mig til at stikke hovedet ud og lytte nærmere. Det her nummer – tekst og musik i forening – med Karl William .. det kan altså noget. Endda hive en gammel kone ud fra under stenen for at lytte til et godt budskab ;-). Og så er det godt at cykle til!
Tiden og dens afslutning
“At skrive, i modsætning til hvad jeg troede til at begynde med, hjælper ikke mod noget, tager ikke hul på noget, tømmer mig ikke for noget. At skrive gør det modsatte, det fylder mig bare med endnu mere. Endnu mere jeg skulle have fortalt. Endnu mere jeg skulle have skrevet. Endnu mere jeg med skræk tænker på om jeg skulle komme til at brænde inde med. Egentlig burde ingen skrive. Egentlig skulle man aldrig begynde, for er man først begyndt, er det umuligt at slutte. Skrive er det man gør når man ikke elsker. – Stig Sæterbakken
Det er forstemmende sort og mørkt, det her citat, ligesåvel som resten af den udsendelse jeg har hørt det i (bortset fra et meget livsbekræftende indslag), men jeg kan ikke undgå at mærke at jeg genkender et og andet. Jeg skriver ikke litteratur, hvis man overhovedet kan sige at jeg skriver, det ved jeg med pinlig klarhed, men måske er der alligevel noget med nogle processer eller nogle måder at (turde) bruge tiden, for ikke at sige livet, på som ringer en klokke i mig.
Det vil jeg lige vende med mig selv en ekstra gang .. det kommer sikkert til at tage et par dage ;-).
______
*Min tegnsætning og med forbehold for både oplæsnings- og aflytningsfejl, da jeg kun har hørt tekststykket blive læst op i Skønlitteratur på P1: Det litterære selvmord, fra 27:20, og ikke selv set det på tryk.
Nyt ord 👍
Jeg har lært et nyt ord i løbet af weekenden der lige er gået, og det er helt og aldeles skønt efter min mening:
“At “afvenne” betyder at vælge en ven fra. På engelsk kaldes det at “unfriende”, og på dansk bliver det for omstændeligt at skrive “stoppe med at være venner med””.
– Trine-Maria Kristensen:Få mere ud af (den tid du spilder på) sociale medier,side 84, note 39