Lyset i skyggen

“Tag dit lys hjem” hedder en ny bog af Pernille Melsted om at arbejde med sine skyggesider, og jeg er stødt på en rigtig fin artikel om den som jeg gerne vil dele et link til her: http://www.alt.dk/sundhed/psykologi/sadan-genopdager-du-de-sider-du-ubevidst-har-pakket-vak-siden-du-var-barn

I artiklen står der blandt andet:

Vi skal ikke være det hele på en gang, men vi skal have adgang til det hele. Det er der, friheden er. Når vi bliver identificeret med at være noget bestemt eller siger til os selv, at “jeg er jo ikke sådan en, der…”, så afskærer vi os selv fra en masse ting, fordi vores handlinger bliver enten eller. Vi skal være både og. Vi skal have lov til både at være dybe og overfladiske på samme tid. Kan man både læse Kierkegaard og Se og Hør? Både være klog og forfængelig? Ja. Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på. Og hvis vi ikke har adgang til egenskaber som for eksempel “grådig” eller “egoistisk”, mister vi muligheden for at gå efter det, vi vil og tage vare på os selv. Jeg ville ønske, at mange flere kvinder ville spørge sig selv, hvorfor de er, som de er, eller hvorfor de gør, som de gør. Er det bare deres natur, eller er det, fordi det er noget, de har tillært sig? Er der noget, som de enten har gemt eller glemt, som de kunne få adgang til igen, og som kunne bidrage med noget i deres liv?, påpeger Pernille Melsted.

“Man mister ikke nogen hjerneceller af at tage mascara på”. Næh. Men bliver jeg ikke et grimt menneske af at optræde som om jeg har noget vigtigt at sige? Næh.

Husk at læse helt ned til punkt 6 i bunden af artiklen – uden punkt 6 er vi lige vidt ;-).

Den tomme plads

Jeg satte hele min gamle reol op da jeg flyttede ind, selvom jeg ikke kan fylde den ud, for at den ledige plads skal minde mig om at hvis det skal give mening at arbejde som en hest for penge, så skal nogle af pengene bruges til at støtte den kreativitet, tænkning og kulturformidling som andre bruger deres gode kræfter på, og som har betydning for det liv vi alle sammen har – nu og i fremtiden.

De første to bøger jeg har valgt og bestilt, er på vej og vil snart udfylde lidt af den tomme plads:

Dorthe Nors’ Spejl, skulder, blink og Per Schultz Jørgensens Broen til det andet menneske.

Den første har jeg allerede læst i en biblioteksudgave, og jeg kan kun sige at jeg har læst alle Dorthe Nors’ bøger, og jeg føler mig hver gang sært hjemme og set samtidig med at jeg – som den ulitterære skidespræller af en læser jeg er og for hvad min mening overhovedet er værd – synes hun er vanvittigt dygtig til at formulere sig, disponere sit stof, skabe dybde under en stram overflade og i øvrigt skrive one-liners som man aldrig glemmer. Spejl, skulder, blink er ingen undtagelse, og jeg skal læse den igen lige om lidt når jeg er færdig med at tænke over første runde.

Den anden har jeg til gode endnu, men jeg stoler på Per Schultz Jørgensens indsigt som altid, og så har jeg været en tur i Sproglaboratoriet her og er helt sikker på at det er uhyre vigtigt og rigtigt at netop den bog får plads.

Opdatering 30.03.2016:

Nu har jeg læst Broen til det andet menneske, og den har åbent mine øjne for aspekter af relationer mellem mennesker som jeg ikke har haft blik for tidligere. I hvert fald ikke på mine egne vegne.

For at sige det lige ud: Jeg har og har haft virkelig meget at lære gennem livet når det kommer til relationer. Jeg har aldrig rigtigt lært “hjemmefra” hvordan jeg indgår i nære relationer på en sund måde. Det er et af mit livs vigtigste udviklingsområder, for nu at sige det på en positiv måde, og Per Schultz Jørgensens bog har givet mig nogle helt nye redskaber til at forstå hvor det halter og til at lære det jeg har behov for.

Jeg forstår fx pludselig mit ægteskab bedre. Noget er faldet på plads. Det er altså virkelig en gave og min taknemmelighed er stor!

!

the undervalued self af Elaine N. Aron
Uovertruffen.

(Jeg køber stort set aldrig bøger og har også lånt denne, som det fremgår, men det tager lang tid at arbejde i de dybe lag som Elaine Aron med suveræn indsigt guider én til i denne bog. Jeg vil få brug for at vende tilbage til den igen og igen (som jeg har gjort til The Highly Sensitive Person). Derfor  jeg eje den :-)).
Opdatering 02-05-2015:

Fandt lige en video hvor Elaine Aron fortæller om sin bog:

Mere om træ

Her kommer lige en indskudt nørdeparentes, som henvender sig først og fremmest til jer der evt. læser med her og blev optaget af indlægget Træ (24-04-2014):

I går fandt jeg ved et tilfælde (jeg søgte på et eller andet ligegyldigt som jeg ikke engang husker nu) dette interview hvor psykolog Lars J. Sørensen fortæller om skam (19-01-2013). Jeg kan kun anbefale varmt at læse det, for det er noget af det klogeste jeg længe har læst.

Opdatering 25-05-2014:
En ven har gjort mig opmærksom på endnu en perspektiverende og oplysende artikel om skam, nemlig dette helt aktuelle interview med Mogens Lindhardt (23-05-2014).