Tag: Faglitteratur

Note

Jeg følger pirret og vakt Tomas Espedals fortællers læsebevægelser og sluger ærbødigt “Breve til en ung digter og anden prosa” af Rainer Maria Rilke:

“.. Et kunstværk er godt hvis det er opstået af nødvendighed. I denne oprindelses væsen ligger dets dom: der gives ingen anden. Derfor, kære hr. Kappus, ved jeg ikke andet råd end dette: at gå ind i Dem selv og granske de dyb Deres liv udspringer af; ved dets kilde vil De finde svar på spørgsmålet om De må skabe. Tag imod dette svar som det lyder, uden at fortolke det. Måske viser det sig at De er kaldet til at være kunstner. Tag da den skæbne på Dem og bær den, dens byrde og dens storhed, uden nogen sinde at spørge om den løn der kunne komme udefra. For den skabende må være en verden for sig selv og finde alting i sig selv og i den natur han har sluttet sig til.”*

Jeg forstår. Og det er bare begyndelsen.

*Fra en oversættelse af Karsten Sand Iversen

Træ

Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.

Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.

Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.

Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.

I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.

Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg – som megen moderne videnskab om træer foreskriver – at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.

Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.

Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.

I anledning af kvindernes internationale kampdag

De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.

Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog “Kvindelighed i vækst” hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs “kvindelige typologi” forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.

Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.

Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om “hvem” jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:

“Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)”.

Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.

Jeg lærte ham først at kende gennem en drøm som jeg ikke vil referere her, for så breder uhyggen sig bare alt for voldsomt, men jeg kan vise en model af ham som jeg modellerede med primitive materialer ud fra drømmen (jeg har bragt det flere gange før, men alligevel):
 
Pointen er at mens det står på, er det stadig langt fra altid at jeg ved at det er ham der er på spil. Som regel synes jeg pludselig at min mand, som jeg ellers værdsætter og anerkender stort, er et mandschauvinistisk fjols som ikke forsømmer nogen lejlighed til at jorde mig og holde mig nede med sine skråsikre og uangribelige meninger. Eller jeg synes nogenlunde det samme om nogle andre mænd jeg er i kontakt med. Eller jeg ser pludselig at stort set alle mænd er farlige og kun ude på at klemme livet ud af mig samtidig med at de nærer sig ved mig. Jeg ser med andre ord min indre, negative animus i mænd i den ydre verden, altså i såkaldt virkelige mænd, uden at vide at det er en del af mig selv jeg står overfor.
 
Det er selvfølgelig muligt at nogle af de her mænd faktisk råber i kor med min negative animus, i hvert fald ind imellem, og det er jo skidt og skal håndteres, men det der virkelig fælder mig og får mig til at ligge ned i lange perioder, er ikke de ydre, såkaldt virkelige mænd, men det negative aspekt af min egen indre, virkelig meget virkelige mand. Jeg forstår det godt bagefter, og mine drømme er også gode til at fortælle mig hvad der er på færde når jeg ellers er parat til at lytte. Men når lige præcis dét her kompleks løber af med mig, er jeg stort set prisgivet. Jeg er overbevist om at det har spillet en endog meget stor rolle for den kendsgerning at jeg aldrig rigtigt har fundet ud af at leve mit liv. At jeg aldrig rigtigt er “blevet til noget”, men på en måde lever et skyggeliv, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af at fylde noget i verden og stadig har til gode at opnå et selvstændigt og uafhængigt liv hvor jeg føler jeg bruger mine evner. Det bliver måske tilmed et livslangt livtag jeg kommer til at tage med denne negative del af min indre mand, selvom jeg nu er bevidst om at han er der, for i mig er han uhyggeligt stærk. Det har jeg smerteligt måttet erkende.
 
Det jeg gerne vil sige med alt det her, det er at jeg mener at det kan gavne os (altså os kvinder) og vores livsudfoldelsesmuligheder mindst lige så meget at lære vores indre mandlige modstander at kende gennem en form for dybdepsykologisk arbejde, som at kæmpe kampen på det ydre plan. Jeg ved godt at det heldigvis ikke er alle kvinder der er så hårdt ramt af det her negative animuskompleks som jeg er, men det er i os alle i en eller anden udgave og kan skabe stor ravage. Og hvis man bor i et “ligestillings-udviklingsland” som fx Danmark og her har særdeles travlt med vredt at bekæmpe de såkaldt virkelige mænd med næb og klør og mener at de står i vejen for ens karriere, ens økonomiske frihed, ens handlefrihed og hvad det ellers måtte være af udfoldelsesmuligheder i det ydre liv, så kunne det måske være tegn på at man, dvs. ens bevidste jeg, er oppe mod en særdeles magtfuld modstander i ens eget sind.
 
Modstanden er som nævnt helt sikkert også derude i nogle tilfælde, og det skal håndteres. Jeg skriver ikke det her for at lade hånt om de mange, mange kvinder verden over – også i Danmark – som stadig er helt konkret og uomtvisteligt undertrykt af mændene i deres samfund og deres familier. Der er stadig meget at kæmpe for i den ydre verden for kvinder der lever i samfund, kulturer og miljøer med udtalt androcentrisme og stærke patriarkalske strukturer, og jeg vil slutte med at ønske god kamp og rigtig god vind til os alle sammen med at opnå ligeværd og ligeret mellem kønnene overalt.
 
—

 

*Tidligere indlæg 8. marts: 2010, 2011, 2012, 2013

Quiet – Ro

Lad mig først sige: Alle, der læser det her, bør huske, at det bare er mig, Janne, en helt almindelig husmor, der skriver det her indlæg, og ikke en fagperson.

Da jeg første gang så og hørte Susan Cains foredrag “The power of introverts”, blev jeg – ud over meget begejstret – en anelse forvirret. Ret tidligt i foredraget siger Susan Cain at introversion handler om hvordan man reagerer på stimulation, inklusive social (selskabelig?) stimulation, og det fik mig til at spidse ører, fordi det lød fuldstændigt som noget jeg havde hørt i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med Elaine Arons begreb ‘the highly sensitive person’ eller, som det senere kom til at hedde på dansk, ‘særligt sensitive mennesker’. Foredraget igennem sad jeg og havde oplevelsen af at det snarere var særligt sensitive mennesker, og ikke introverte, Susan Cain talte om, men gemte mine oplevelser væk idet jeg tænkte at det nok bare var mig der ikke havde styr på begreberne og teorierne. (Se note nederst i indlægget).

Det er helt sikkert mig der ikke har styr på begreberne og teorierne, men lad mig alligevel dele med dig hvad jeg efterhånden har fundet ud af. Som nævnt i forrige indlæg, har jeg været optaget af at læse Susan Cains bog “Ro – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden”, og nu er jeg færdig. Jeg indrømmer blankt at jeg var mest nysgerrig efter at finde ud af om Susan Cain overhovedet forholder sig til særlig sensitivitet, og om hun faktisk siger noget om hvorfor hun tilsyneladende (set inde fra mit hoved) næsten slår de to begreber sammen i sin måde at opfatte det at være introvert på.

Jeg har stadig – efter at have læst hendes bog – oplevelsen af at Susan Cain snakker mere om særligt sensitive mennesker end om introverte, og Cain inddrager faktisk også Elaine Arons forskning og forståelser i sin opbygning af det hun gerne vil vise os hun forstår ved introversion. Kapitel 6 (side 188 i den danske oversættelse) er afsat til at gøre rede for særlig sensitivitet, og Cain viderebringer sådan set meget loyalt Arons forskning der viser at kun omkring 70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de resterende 30 % er ekstroverte, og at ikke alle introverte er særligt sensitive. (Elaine Aron gør rigtig meget ud af at sige at introversion og særlig sensitivitet ikke er det samme som mange ellers fejlagtigt tror). Herfra synes jeg så jeg stod med præcis den samme løse ende som da jeg hørte Cain tale første gang.

Her til formiddag ville jeg så lige søge i mit mailarkiv efter ‘Cain’ fordi jeg ville se om jeg havde skrevet noget til nogen om videoen lige da jeg havde set den, så jeg kunne skrive i dette indlæg hvornår jeg havde set den (første gang). Og så opdagede jeg via et nyhedsbrev at Elaine Aron selv har skrevet om Susan Cains bog (jeg har sikkert overset det da jeg fik nyhedsbrevet, fordi jeg ikke kendte noget til Cain dengang). Jeg og du og alle andre kan læse om Arons reaktion og tanker lige her i denne artikel i Psychology Today.

Efter læsningen af den artikel var det som om jeg genopdagede en anden forvirring jeg har gået med siden jeg læste Arons bog helt tilbage i 2008, og det er omkring Arons måde at bruge begrebet ‘introvert’ på, som forekommer mig at være reduceret til at beskrive en persons sociale adfærd på en negativ måde og ikke har meget med den nuancerede og neutrale måde jeg troede jeg forstod begrebet på ud fra andre fremstillinger der er meget Jung-loyale. Nu var min forvirring så på en måde total, og jeg kan godt forestille mig at der ude i fremtiden kunne finde en vis opklaring sted hvis fagfolkene enten gik tilbage til Jungs oprindelige “oplæg” eller måske endnu bedre – som både Aron (i artiklen) og Cain (i sit afsluttende afsnit) er inde på – finder nogle nye begreber i stedet for introversion/ekstroversion og/eller særlig sensitivitet på den ene side og ekstroversion og/eller robust upåvirkelighed (min hjemmelavede betegnelse) på den anden. Cain nævner at det handler om modsætningen mellem fordybelse og handling, og den er jeg helt med på.

Generelt vil jeg sige at jeg har fået meget ud af at læse Susan Cains bog, og jeg har stor respekt for at hun har samlet alt det materiale sammen, som hun vitterlig har, og givet det facon som en bog. Når jeg læser den, oplever jeg at det også er mig (og ikke bare sig selv) hun forsøger at beskrive, retfærdiggøre og give anerkendelse gennem en (undskyld jeg siger det) meget lang forsvarstale. Jeg kan genkende vældig meget af mig selv i det væld af teorier og forskning hun drager frem, og der er en skøn forløsning og fortrøstning i at føle sig set (jeg har en udpræget præference for introversion og er særligt sensitiv – altså for så vidt at jeg overhovedet har forstået noget af hvad de to begreber dækker).

Der er dog også noget andet der udfordrer mig. Det er som om jeg slet ikke har oplevelsen af at det er én der ligner mig, der skriver. Susan Cain beskriver hvordan hun farter rundt i verden og besøger og interviewer alverdens mennesker. Hendes verden oser af penge, “high society”, lange fortællinger og intellektuelt overskud. Fint nok. Hun er jo også New Yorker. Det er bare virkelig slet ikke den verden jeg lever i, og jeg spekulerer på om det ekstroverte ideal er så langt mere dominerende i (nord)amerika at spændet mellem introvert og ekstrovert er skaleret markant anderledes end her i Danmark. Og så tænker jeg på om det mon er hendes pseudoekstroverte (det kalder hun det selv) jeg der har ført pennen. Af gammel vane. (Eller også er jeg bare en misundelig husmor der er frustreret over .. bare at være en husmor. Det kunne også være).

Bogen har ingen indholdsfortegnelse (selvom man måske godt kunne bruge noteafsnittet bagest som sådan), og det generer mig – jeg er den type (!) hvis hele væsen stræber efter overblik og helhed. Hvis du har det lige som mig og ikke bare er tilfreds med at læne dig tilbage i sofaen og nyde turen indtil målet dukker op for enden af alle seværdighederne, så kan du se min private indholdsfortegnelse lige her. Den er et direkte afskrift fra bogen, og alle afsnit indledes som anført her (med forbehold for fejl og mangler på min side, naturligvis).

Susan Cain skriver til allersidst at hun har valgt at bruge “lægmands måde at stave på – ekstrovert i stedet for ekstraverteret og introvert i stedet for introverteret, som man ellers finder overalt i forskningslitteraturen”, og det giver mig lidt røde ører over min egen inkonsekvens, og jeg får lyst til at rydde op i mine indlæg her på stedet (og på min gamle blog). Jeg tror jeg mest af alt har valgt i de enkelte tilfælde at bruge samme stavemåde som i den kilde jeg skriver om. Det vil jeg fremover lave om på – og måske retter jeg også mine gamle indlæg igennem.

Måske lyder jeg en smule mere kritisk og sur ovenfor end Susan Cains bog fortjener, for jeg sætter i sandhed virkelig stor pris på hendes bidrag til at øge opmærksomheden og anerkendelsen omkring alle os stille mennesker med behov for ro, refleksion og fordybelse, og ikke mindst omkring alt det gode vi kan bidrage med. Både introverte og særligt sensitive kan opfattes som værende uretmæssigt underlagt et kulturelt pres som en slags andenrangsmennesker eller forkerte mennesker i den vestlige verden, og det er primært det Susan Cains bog gør op med – og det synes jeg rigtig godt om. Jeg har selv, via min drift mod at fordybe mig i det indre liv og min sensitive måde at være i verden på, mærket dette pres hele mit liv og tager dagligt livtag med den del af mig selv der (endnu) ikke har frigjort sig fra det.

Jeg er taknemmelig for alt det arbejde Susan Cain har gjort og gør. For at hun kan og vil. Tak.

—

Note tilføjet 20-11-2013 og 21-11-2013:

Introversion er for mig primært det at ens opmærksomhed og psykiske energi er rettet mod subjektet (selvet) og det indre liv (ens eget og andres) i modsætning til ekstroversion der for mig er det at være optaget af den ydre, “objektive” verden og det ydre liv (eget og andre menneskers). Vi er alle både introverte og ekstroverte, og vi skifter alle i en eller anden grad mellem de to indstillinger, men vi kan have en dominerende præference for den ene af dem. Begge indstillinger er lige vigtige og værdifulde både i verden som helhed og i det enkelte menneske. En af de mest umiddelbart mærkbare virkninger af på introvert vis at have en interesse i at beskytte og værdsætte det indre liv og en tilskyndelse til at reflektere over det/forstå det er ofte at man som introvert bliver drænet for energi (bliver træt, udmattet, stresset, udbrændt) af at vende sig meget udad, dvs. af at være sammen med mange mennesker på én gang i en selskabelig sammenhæng der ikke fordrer fokus på det indre (via dyb samtale, fx), af at handle i den ydre verden eller af at skulle koncentrere sig meget om ydre objekter på anden måde, og at man genoplader sin energi ved at vende sig indad, gerne uden for meget selskab omkring sig eller alene, og gerne ved fx at fordybe sig i kreativt arbejde, en god bog eller musik. Det er – jf. Susan Cains indledning – langt fra den eneste måde at forstå introversion på, men det er min – formuleret med egne ord – og det er den jeg går ud fra her.

At være særligt sensitiv er – jf. Elaine Aron – for mig det at have et mere fintfølende nervesystem der gør at man bearbejder uhåndgribelige og/eller for andre mere robuste typer umærkelige/ubetydelige stimuli på en dybere, mere nuanceret og mere kompleks måde end ikke særligt sensitive (eller moderat sensitive). De subtile stimuli kan både komme udefra og indefra én selv, og man kan være særligt sensitiv og dermed have tilbøjelighed til at blive overvældet af disse stimuli både som introvert og ekstrovert. Og ikke mindst, for at trække en parallel til Susan Cains bog, kan den særligt sensitive bidrage på en meget værdifuld måde med for eksempel stor dybde, empati, langsom og grundig kvalitet, kreativitet og intuition. Som nævnt i indlægget, har “kun” de fleste særligt sensitive også en præference for introversion, og ikke alle introverte er særligt sensitive, så de to “grupper” overlapper kun delvist hinanden. Alle særligt sensitive – introverte og ekstroverte – har behov for perioder med ro, stilhed og ophør af stimuli i højere grad end ikke særligt sensitive, hvilket ligner de introvertes genopladnings-fordybelses-alene-tids-behov til forveksling i praksis (men ikke i teorien).

—

Hvis du spekulerer på om du selv har en præference for introversion eller er særligt sensitiv eller begge dele, vil jeg anbefale dig at læse om emnerne. Der findes også tests som kan vejlede eller give en indikation, men viden og dine egne konklusioner er helt klart den bedste vej frem efter min mening. Alligevel:

For at finde ud af om du har en præference for introversion på den måde som jeg forstår det, vil jeg foreslå at du finder og tager en mbti-test (Myers Briggs Type Indicator) på nettet eller ved en certificeret konsulent. Det vil også give dig en idé om hvilket område af det indre liv du eventuelt især foretrækker at beskæftige dig med (konkret sansning, intuition, tænkning, følelse). Der findes fx en test på dansk på Jobindex; den er dog meget erhvervsrettet. Ellers er jeg personligt meget glad for Preben Grønkjærs bøger om Jungs typologi/mbti, som også indeholder testafsnit. (Se tidligere indlæg for mere information).

Du kan læse mere om særlig sensitivitet og lave en vejledende test om din egen grad af sensitivitet på dansk her på Ilse Sands hjemmeside og i hendes bog “Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”. Ilse Sand formidler og værner om den særlige sensitivitet på sådan en fin og klog måde, efter min mening (se tidligere indlæg for mere information). Ilse Sands formidling bygger i høj grad på Elaine Arons forskning og formidling. Elaine Aron har en hjemmeside her, og hendes bog “The Highly Sensitive Person – How to Thrive When the World Overwhelms You” (i dansk oversættelse*: “Særligt sensitive mennesker”) er efter min opfattelse at betragte som grundbogen om særlig sensitivitet.

Her på Susan Cains facebookside og selvfølgelig i hendes bog kan du lave en test som kan give dig en fornemmelse af om/i hvor høj grad du er introvert på den måde hun forstår det.

—

*som indeholde mange oversættelsesunøjagtigheder og som jeg ikke vil anbefale hvis du kan læse på engelsk. Fx er der efter min mening alvorlige oversættelsesfejl som at “reflective listening” bliver til “tænksom lytning” i afsnittet om nære relationer og ikke “spejlende lytning” som efter min mening ville være mere korrekt, og the “inferior function” bliver til den “sekundære funktion” i afsnittet om sjæl og ånd hvilket helt sikkert ikke er korrekt og burde have været oversat med den “inferiøre funktion” (den fjerde og ikke anden/sekundære i personens prioriterede rækkefølge af de fire bevidsthedsfunktioner).

Som særligt sensitiv læser kan jeg ikke lade være med at hænge mig i den slags .. det giver en masse uro 🙂

—
Tilføjelse 08-01-2015: Prøv at se Ilse Sands formidling af forholdet mellem introversion og særlig sensivitet i en facebook-opdatering her. Det giver mening!