Et lille dryp om at lade sin stemme høre

Jeg er ved at læse Susan Cains bog “Quiet: The Power of Introverts” – i dansk oversættelse “Ro – Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” – og jeg er optaget og opslugt og i gang med at tage ind og bearbejde i en grad så jeg har svært ved at give ud. Derfor er der lidt stille her.

Men et lillebitte løsrevet dryp i forbindelse med min læsning af bogen kan det godt blive til. Jeg har ofte rumlet over at jeg tilsyneladende er tilbøjelig til at skrive mere, mere personligt og mere seriøst i mails og på sociale medier som facebook, blog og google+ end mine ekstroverte venner og bekendte, som jo i modsætning til mig ikke sparer på krudtet når vi er sammen i virkeligheden. Jeg har også ofte hæmmet mig selv i den affære ud fra devisen: anderledes = forkert, fordi jeg – når jeg sammenligner mig med mennesker omkring mig eller bliver præsenteret for deres vurdering – tilsyneladende er alt for optaget af det her internet og kommunikationen via det i stedet for at råbe op og interagere med mennesker, ting og sager i den virkelige verden. Men hør hvad Susan Cain blandt andet skriver om den sag:

“Undersøgelser har faktisk vist, at introverte er mere tilbøjelige end ekstroverte til at give udtryk for personlige ting vedrørende dem selv online, som deres familie og venner bliver overraskede over at læse. De kan bedre udtrykke deres sande jeg online og tilbringer mere tid med at deltage i onlinediskussioner. De er glade for at have muligheden for at kunne kommunikere digitalt. Den, der ikke kunne drømme om at række hånden i vejret i et auditorium med to hundrede tilstedeværende, vil uden videre skrive et blogindlæg, som læses af to tusinde eller måske to millioner. Den, der har vanskeligt ved at komme i kontakt med fremmede, vil måske lægge sin profil online for derefter at udvikle de relationer, der opstår på nettet, så de også kan forekomme i virkeligheden.” (Fra den danske oversættelse side 94-95).

Teksten er taget fra et afsnit om ledelse (afsnittets overskrift er: “Myten om karismatisk ledelse. Bag om Harvard Business School”), og Susan Cains hovedærinde er her at vise hvordan introverte i vores tid har fundet en ideel platform i internettet til at lade deres stemme høre fra .. og ikke mindst til at udøve ledelse på en mere stilfærdig, men ikke mindre virkningsfuld måde end ekstrovertes ofte karisma-baserede ledelsestil – som i øvrigt er højst skattet i vores vestlige samfund. (Mine ord, men jeg håber det er korrekt opsummeret).

Hvis du er i tvivl om lige præcis hvad hun (eller jeg) mener, så kan du for eksempel prøve at følge hendes egen internetkommunikation hvor teorien i den grad er omsat til praksis. Her er et link til hendes hjemmeside, men alt krydspostes også på for eksempel facebook og google+.

Hvis du er ekstrovert og leder og læser det her, så fortvivl ikke. Der vil også altid være brug for folk der kan stille sig op på en ølkasse og fange de forbipasserendes opmærksomhed omkring en vigtig sag, og der vil også altid være brug for mennesker der blandt andet kan tage hurtige beslutninger, fokusere på mere materielle mål og handle uden at kende og have gennemtænkt alle detaljer. Kodeordet her er lige præcis også.

Om ønsker

Jeg har læst gode og kloge ord af Ilse Sand i hendes tre bøger, og jeg kan mærke at de optager mig meget. Det er fine bøger hvis man gerne vil arbejde med at få bedre kontakt med sig selv og sine følelser.

Jeg vil citere et par korte udpluk som især holder mig beskæftiget lige for tiden, og som jeg har lyst til at dele, både som en appetitvækker og som en eventuel øjenåbner i sig selv. Måske ringer teksten slet ikke en klokke i dig; lad den da blot være et eksempel på Ilse Sands “stemme”.

Ønsker kan ikke være forkerte

Du er ikke selv herre over dine ønsker. Du kan forsøge at fortrænge dem, men fortrængninger koster noget, og det kan ikke betale sig. Den pris, du betaler for at fortrænge dine ønsker, er tab af vitalitet, en følelse af meningsløshed eller bare en grå tristhed.

Ønsker er fulde af liv. (..)

(..)

Når du moraliserer over dig selv eller andre, er du i kontakt med din vrede, som du så enten retter udad eller indad. Når du er i kontakt med dit ønske, mærker du smerten, hvis det ikke kan blive opfyldt, og glæden, hvis det kan”.

– Ilse Sand i Find nye veje i følelsernes labyrint.

Om min interesse for Jungs typologi

“Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper – de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst.”

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at “konsultere” en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne – når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner – perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) – samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv som dels har introverteret intuition som hovedfunktion og ekstraverteret følelse som sekundær funktion/hjælpefunktion (INFJ). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand – vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et “rigtigt” sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist – jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder – ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige “interessefelt”, men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også “noget at hente” hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.

“(…) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse – i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (…) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: “De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!”. Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse.”

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ.

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typologi-plus.dk.

Boganbefaling MBTI/Jungs typologi

Her kommer en boganbefaling til dig der er interesseret i MBTI/JTI/Jungs typologi:

“Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab” af Preben Grønkjær (2013, Dansk psykologisk forlag).

Fra forordet:
“Med denne bog får man mulighed for at reflektere over sit personlige lederskab i et typologisk perspektiv. En sådan refleksion er først og fremmest nyttig, når man har en formel position som leder, men bogen henvender sig i princippet til alle, der udøver ledelse i et eller andet omfang – som underviser, som formand for en bestyrelse, som håndboldtræner, som forælder”.

Preben Grønkjær er min favoritformidler af Jungs typologi og Myers Briggs Typeindikator, og dette er en ny bog fra hans hånd, som åbner endnu flere typologiperspektiver på den for Grønkjær karakteristiske velstrukturerede og gennemreflekterede måde. Jeg bliver simpelthen både klogere og mere vidende af at læse hans bøger, og det gælder bestemt også denne.

Jeg tror man godt kan læse bogen uden at kende til emnet i forvejen, men også at man får mest ud af den hvis man inden har læst noget grundlæggende om Jungs typologi/MBTI/JTI, for eksempel “Forståelse fremmer samtalen. 16 mennesketypers kommunikationsstil”, også af Preben Grønkjær.

Her er et link til oplysninger om bogen på bibliotek.dk >> http://bibliotek.dk/linkme.php?ccl=lid%3D29869294+og+lok%3D870970